Bo Lidegaard anfører 02.03.2012 i Politiken flere interessante synspunkter. Løftebrudsdiskussion skal man forstå er uretfærdig, fordi ”vi står i en meget dynamisk, international situation”, men gjorde vi ikke det inden den 15. september? Og er det virkelig spin at påpege, at der har været tale om løftebrud, når man selv gik til valg på et beskedent grundlag uden at love mere, end hvad man kunne holde?
Lidegaard mener endvidere, at politikerne kun er bundet af deres egen samvittighed. Naturligvis har Lidegaard ret, men at han forherliger det er overraskende. Man skal ikke kigge langt for at finde lande, hvor samvittighedsløse politikere jævnligt foretager ugerninger, og det er ikke ønskeligt for Danmark.
Politikerne kan eller skal tilsyneladende ikke deponere deres handlefrihed i konkrete løfter, mener han. Man kan så undre sig over, hvorfor der overhovedet skal afgives løfter. Måske mener han, at vi som vælgere skal se bort fra løfter. Vi skal i så fald måske vurdere politikerne på baggrund af højde, alder, udseende eller søskendeforhold.
Men hvad nu hvis Johanne Schmidt-Nielsen og hendes folketingsgruppe lovede at kæmpe for en bestemt gruppes rettigheder, hvorefter Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti m.fl. opsagde diverse konventioner og udviste den pågældende gruppe mennesker?
Om Johanne Schmidt-Nielsen i så fald er forpligtet til at undlade at være med til at opsige diverse konventioner kan diskuteres. Hun skal naturligvis gøre det rigtige i hendes øjne, men hun er trods alt stemt ind på baggrund af de holdninger, som hun havde inden valget. Så hvis hendes vælgere ville kæmpe for deres rettigheder, så har de også en berettiget forventning om, at hun vil gøre det. Er det så ikke rimeligt at kræve, at hun kæmper for deres rettigheder som udgangspunkt?
Det skal selvfølgelig ikke være et ufravigeligt udgangspunkt. Hvis Johanne Schmidt-Nielsen præsenterede idéen for sit bagland, som efter et hændelsesforløb som Carina-sagen også havde ændret opfattelse efter et folketingsvalg, så ville kommentatorer, oppositionen og vælgerne nok også acceptere et par enkelte ’løftebrud’. Alle vil ikke være tilfredse, men eksempelvis har Mette Frederiksens udmeldinger vundet stor respekt blandt venner og fjender, fordi hun i høj grad repræsenterer sine vælgere, selvom regeringen ikke gik til valg på den tilgang til ledige, som der nu skal føres.
Men Lidegaard mener, at politikerne kun skal agere ud fra deres rigtigheds-begreb, men Lidegaard glemmer, at politikere repræsenterer deres vælgere, som har stemt på dem, og som forhåbentligt har mest tilfælles med netop den politiker. Vælgeren har ingen chance for at vurdere dette, hvis politikerne ikke tilnærmelsesvis holder, hvad de lover, og det ville undergrave den demokratiske valgproces, hvis man kun kunne stemme i blinde.
Herudover siges det, at politikerne skal stå til ansvar over for vælgerne på baggrund af deres handlinger. Det må forstås som efter, at de har fået folkeligt mandat, da de jo som udgangspunkt ikke sidder i Folketinget, hvormed de ikke nødvendigvis kan vurderes på baggrund af deres handlinger. Det er med andre ord et omvendt demokrati, hvor de folkevalgte skal stemmes ud og ikke ind.
Han ønsker sig godt nok et spændende demokrati.
