Politiets måltal - som i Sovjet - giver 595 mio ekstra i 2013

Sidder med det nye Motor i hånden og læser en artikel der bekræfter hvad jeg i lang tid har fornemmet: at politiets indsats i trafikken ikke handle...

Byggemand Bob,

29/12/2012

Sidder med det nye Motor i hånden og læser en artikel der bekræfter hvad jeg i lang tid har fornemmet: at politiets indsats i trafikken ikke handler så meget om sikkerhed og fornuft, men om at nå nogle bestemte økonomiske mål.

Der udstikkes tilsyneladende meget konkrete måltal for en lang række opgaver for færdselsbetjentene - og de skal nåes, koste hvad det vil - bogstavelig talt. 

En betjent forklarer f.eks:

- Når vi får at vide, at vi skal skrive 120 cyklister de næste 14 dage, så stiller vi os ikke i gågaden mens der er fodgængere og cyklisterne derfor er til gene. Nej, vi tager dem om morgenen, når de cykler igennem den tomme gågade på vej til arbejde, for så når vi hurtigere op på de 120. Med andre ord gør vi det for tallenes skyld, ikke for trafiksikkerhedens skyld.

En anden forklarer, at det er grotesk at skulle give en ældre dame en bøde på 1000 kr for at køre uden sele ned ad en stille villa-vej når en påtale ville have haft mindst lige så god en effekt - men så når man bare ikke måltallene. Og en tredie, at flere forseelser deles op i flere rapporter for at nå måltal der. Det tager meget længere tid at skrive, men måltallene nåes på den måde hurtigere. 

Er man bagud på et måltal nær afslutningen af perioden, lukker man nogle gange alle mand på gaden for at få opfyldt netop dét måltal - uanset at der er meget andet vigtigt at lave. 

Mange betjente i artiklen udtrykker frustrationer over at politiets respekt undermineres og at tiden bruges alt for ineffektivt. Ledelsen er ikke enig og forsvarer måltallene.

At man har måltal i stil med: 80% af alle indbrud skal opklares, eller 95% af alle mord virker helt rimeligt. Men at man på forhånd bestemmer hvor mange gange politiet skal give bøder for at tale i mobiltelefon virker helt ude i hampen. 

De nye ATK vogne får også et fur med, og én er utilfreds med at spilde tiden i sådan en møgspand hele dagen. Antallet af ATK vogne øges fra 26 til 101i 2013 - og samtidig opgraderes fotoudstyret så billederne bliver bedre. I dag kasseres rundt en trediedel - det vil i fremtiden blive langt mindre. Fotovognene er da også budgetteret til at indbringe 595 millioner ekstra i statskassen allerede første år - og hvis det er et måltal, kan vi være sikre på, at det nok skal blive opfyldt. Bare ikke ved at tage folk for forsselser der reelt er farlige - men lovbrud skal de nok blive noteret for. Om det så er 58 i timen i en 50 km zone midt på dagen hvor der i øvrigt ikke er nogen trafik er lige meget. Loven er brudt, måltallet skal nåes, bøden skrives. 

Godt nytår!

PS: Er der nogen der har konkret viden om måltallene? Hvor detaljerede er de?

Af artiklen virker de meget udpenslede (så og så mange skal knaldes for at køre uden sele i den og den periode, f.eks... er det virkelig korrekt? Og hvis det er, hvor pokker er vi så på vej hen??)

Kilde: