Bruger børn helt ned til 13-års alderen til indbrud og hashsalg.
Indvandrerbanden - eller broderskabet La Raza, der er gået fra at være en lokal bande til en rockerlignende bande med store kronragede pumpede medlemmer - hverver børn og unge helt ned til 13-års alderen til at lave kriminalitet i bl.a. Valby, Sydhavnen og Sjælør-området. Det samme gør sig angiveligt gældende i Hedehusene og Roskilde, hvor grupperingen også er aktiv.
Det er politiets påstand. Banden er meget aggressiv omkring klubber og skoler i området. For øjeblikket forsøger banden at hverve unge til hashsalg i området omkring Folehaven. Mindst 3-4 unge under 18 år er allerede fuldgyldige medlemmer af La Raza.
Ifølge politiet er La Raza en kriminel organisation, der står for grov kriminalitet. Afpresning og salg af både hash og hård narko.
La Raza-løjtnanter uden vest, hverver systematisk helt unge. Broderskabet er opbygget med de fuldgyldige medlemmer øverst i pyramiden, lige under ligger en række løjtnanter, 20-30 unge i alderen 18-22 år. Det er dem som ifølge myndighederne, hverver svage indvandrerunge i alderen 13-17 år i lokalmiljøet i Valby-området, som de oplærer i kriminalitet. Ressourcesvage unge, der klarer sig dårligt socialt og i skolen, og som måske laver småkriminalitet i forvejen.
Operativ leder i bandeenheden ved Københavns politi, politikommissær Tom Struve: Vi har hørt, at La Raza er begyndt at rekruttere rigtig kraftigt i Sjælør-Valby-området. Vi har derfor besluttet at kigge målrettet på problemet. Både lokalpolitiet, den kriminalpræventive afdeling samt mine folk i den operative sektion i afdeling OC, organiseret kriminalitet.
Kilder med kendskab til området siger til Ekstra Bladet: - Vi er oppe mod et kæmpe problem. Og de unge tør ikke fortælle noget om det. De bliver måske truet med, at de får klippet fingrene af, hvis de siger noget. Og 13-14-årige får en ordentlig omgang tærsk, hvis de ikke gør, som der bliver sagt.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger tør de unge ikke anmelde afstraffelser eller tale med hverken politi, skolelærere eller socialarbejdere.