For mange er det et tankekors, at statsmagten ikke skulle have monopol på magtanvendelse, og at ordenshåndhævelsen kan eller skal udliciteres. Men ved eftertanke er det slet ikke umuligt - så længe det sker under en statslig rammelovgivning.
Markedsanarkister har naturligvis altid hævdet, at staten som sådan er både unødvendig og illegitim, og at de serviceydelser, som tilbydes af staten, også kan leveres af private. Argumentet vil her være, at ligesom staten handler på borgernes vegne og på disses vegne håndhæver den ret til selvforsvar og restitution, som disse har overfor forbrydelser, så kunne den enkelte også abonnere på disse ydelser hos en udbyder på det private marked.[1] I de tilfælde, hvor der måtte opstå konflikter mellem medlemmer af to forskellige af sådanne bureauer, måtte disse så foretage en mægling eller have aftalt procedurer til at træffe afgørelse for at undgå den ellers nødvendige væbnede konflikt.
Dette er en smule utopisk. Det er let at forestille sig, at ghettoområder reelt bliver lovløse, fordi det er for omkostningstungt at opretholde lov og orden her, kombineret med indbyggernes betalingsevne. Man kan også let forestille sig konflikter mellem endog meget forskellige grupper, hvis f.eks. den ene søger beskyttelse hos et Taleban lignende bureau, der lover at opretholde Sharia mellem dets med-lemmer og så vidt muligt også i konflikter med udenforstående, mens en anden søger beskyttelse hos et nynazistisk bureau, en tredje hos et revolutionært marxistisk kollektiv og en fjerde hos et mainstream liberalt bureau. Kan man forestille sig en meningsfyldt konfliktmægling, eller at så forskellige grupper kan blive enige om en fælles opmand til at træffe afgørelser i tilfælde af uenighed? Næppe.
Selvom det på et teoretisk plan er interessant, så har markedsanarkister i almindelig ikke løftet opgaven med at sandsynliggøre, at et statsløst samfund kunne fungere i praksis, endsige at det samlet set vil føre til mere frihed end ellers.
En helt anden sag er, at konkrete og veldefinerede opgaver godt kan uddelegeres under en statslig rammelovgivning.
Det, som politiet gør, er at opretholde lov og orden, typisk i form af to hovedopgaver, ved fysisk tilstedeværelse, afskrækkelse og eventuel magtanvendelse overfor kriminelle, uromagere mv., eller ved den efterfølgende efterforskning og opklaring af forbrydelser. Kort og godt alt det, som før politireformen hørte under hhv. ordens- og kriminalpolitiet.
Kan sådanne opgaver udføres af private? Man burde måske i stedet spørge: Hvorfor skulle sådanne opgaver ikke kunne udføres af private?
Blandt klassisk liberale er der bred opbakning til, at politiet skal opretholde lov og orden, men som i ethvert andet forhold er der begrænsede ressourcer, og der vil altid kunne opstå konkret uenighed om, hvor højt givne opgaver og givne områder skal prioriteres.
Det gælder som på alle andre områder, at enkeltpersoner finder en måde at kompensere for dette på. Ligesom der er privatskoler mod ekstrabetaling for den, som er utilfreds med det offentlige udbud, så er der vagtselskaber for den, der har behov for ekstra sikkerhed, ligesom der er et betydeligt marked for diverse overvågningsudstyr.
Problemet er, at private kun i meget begrænset omfang kan udføre politiets arbejde. De kan foretage en civil anholdelse, hvis en forbryder antræffes på fersk gerning, men de kan ikke i øvrigt eftersætte forbrydere eller tilbageholde disse. Og hvis man er utilfreds med politiets opklaringsarbejde, så kan dette ikke finansieres på privat basis, ligesom man ikke kan retsforfølge straffelovsovertrædelser på privat basis, hvilket, som de fleste er bekendt med, forårsager mange tiltalefrafald i sager, som velsagtens kunne have medført en domfældelse.
Ville det fundamentalt krænke retsbevidstheden, om privatpersoner kunne gøre den slags eller kunne hyre andre til at gøre det? Ville det nødvendigvis føre til magtmisbrug fra wannabe Clint Eastwoods? Ikke nødvendigvis.
Lad os derfor antage, at privatpersoner - typisk i form af private virksomheder - kunne erhverve en licens til at drive politiarbejde, enten som ordenspoliti eller som kriminalpoliti. Og lad os antage, at der stilles samme betingelser om f.eks. en ren straffeattest til de ansatte. Kunne det fungere? Ville sådanne bureauer køre ud af en tangent af magtmisbrug? Eller vil det omvendt betyde en større retssikkerhed for den enkelte borger?
Det er en given ting, at politiet allerede nu ikke har ret til hvad som helst. Og ligesom der kan rejses sag mod politiet for politivold eller andre overgreb, så ville private virksomheder, der fik en licens til at udføre politiarbejde, være underlagt de samme vilkår. Man kan endda argumentere for, at der ville være en stærk motivation til at være omhyggelig med udvælgelsen af sine ansatte, fordi en efterfølgende erstatning vil have økonomiske skadevirkninger, ikke blot overfor den pågældende, men overfor virksomheden bag.
Det er heller ikke sådan, at politiet frit kan aflytte telefoner, ransage boliger eller afholde mistænkte. De to første tilfælde kræver en dommerkendelse, og den sidste begrundet mistanke, og i mangel af samme erstatning.[2]
Hvis man uddelegerer politiopgaver til private, så indebærer det altså ikke et retsløst anarki. Opgaverne skal udføres under samme rammelovgivning, og eventuelle sager skal prøves ved de samme domstole. Forskellen består først og fremmest i, at der kan rekrutteres ekstra mandskab på privat initiativ, hvor dette er nødvendigt.
Man kan let tænke eksempler på sådant i forbindelse med diverse arrangementer, hvor politiet i dag træder talstærkt til, men hvor overarbejde bagefter skal afspadseres, og hvor den generelle service derfor lider under det.
Bør fodboldklubber f.eks. ikke selv kunne betale for at opretholde lov og orden i forbindelse med kampene? Og hvis det kan ske ved hjælp af egne folk med en licens til at fungere som ordenspoliti, hvem lider så under dette? Det går ikke ud over andre borgere, som ikke går op i fodbold, og som hellere vil have prioriteret lov og orden andetsteds eller den almindelige efterforskning. Det går heller ikke ud over tilskuere eller for den sags skyld fodboldbøller, der i begge tilfælde vil få den samme, fair og om nødvendigt kontante behandling, som det almindelige politi kan give.
Beboerforeninger i belastede områder ville også på eget initiativ kunne hyre et sådant bureau mod betaling. Dels går den ekstra indsats ikke ud over resten af samfundet, dels er den økonomisk rentabelt for beboerforeningen, så langt at området potentielt bliver mere attraktivt. De eneste, som måtte være utilfredse, er lokale bander, ballademagere samt små- og storkriminelle.
Vel gælder det, at i begge tilfælde kunne også private vagter udføre nogle opgaver, men alligevel af begrænset omfang og med færre beføjelser end decideret politi. Skal de erstatte politiet, skal de have samme umiddelbare beføjelser. Og skal arrangører af diverse begivenheder bære byrden af den ekstra udgift til opretholdelse af lov og orden,[3] så må disse også være i stand til dette ved f.eks. at kunne kontrahere med private bureauer med politilicens.
Samme problemstilling er relevant i forbindelse med efterforskning og retsforfølgelse. For mens civile sager, om f.eks. kontraktbrud, kan rejses af de involverede, så kan straffesager pt. kun efterforskes og rejses af det offentlige, i form af politi og anklagemyndighed.
Igen er det på sin plads at minde om, at heller ikke politiet i dag har ubegrænset frihed til f.eks. at foretage ransagninger, afhøringer, indsamling af beviser mv. Der er procedurer, som beskytter borgeren fra at blive chikaneret af statsapparatet, og de samme procedurer ville naturligvis skulle følges, hvis man tillod private at efterforske og retsforfølge. Man kunne tilmed undtage muligheden for varetægtsfængsling og frihedsberøvelse, mens man bibeholdt retten til at efterforske og fremskaffe beviser, såvel som retten til den efterfølgende private retsforfølgelse.
Det er en kendt sag, at en del mindre sager henlægges på grund af manglende ressourcer indenfor anklagemyndigheden, eller fordi den mulige straf anses for beskeden i forhold til de ressourcer, som skal bruges på den. Man kan sagtens diskutere politiets ressourcer i almindelighed, og sådanne forhold i særdeleshed, men her rækker det at konstatere, at der aldrig er ubegrænsede ressourcer, men at den enkeltes ønske om retsforfølgning og dom kan være meget stærkere end politiets og anklagemyndighedens vægtning af samme. Selv offeret for "mild" vold kan føle sig krænket i en sådan grad, at vedkommende måtte ønske en sag ført for egen regning, selvom resultatet måske blot bliver en måneds fængsel eller en betinget dom. Det samme kunne gælde ved sager om simpelt indbrud og tyveri, hvor offeret måske ville være villigt til at betale for omfattende fingeraftryks- og dna-tests og for at retsforfølge, såfremt der var en match eller på et senere tidspunkt fandtes et match. Eller den, hvis cykel eller andre ejendele var forsynet med GPS, og som derfor kunne ønske en ransagningskendelse og efterfølgende retsforfølgelse i ethvert tilfælde, hvor disse opspores.
Uden tvivl kan andre eksempler nævnes, pointen er her, at der naturligvis ofres mange ressourcer på at fange drabsmænd, serieforbrydere og optrævle pædofile netværk, mens der ofte ofres færre ressourcer på mindre eller enkeltstående forbrydelser. Og mens alle vil være enige i, at førstnævnte er langt det værste, indebærer det ikke nødvendigvis, at sidstnævnte ikke eller kun lemfældigt skal efterforskes, eller at småforbrydere skal gå fri af ressourcemæssige hensyn, selvom beviserne er klare og ville kunne føre til en domfældelse.
Hvis man tillader efterforskning og retsforfølgelse i privat regi, så er de eneste, som taber på ordningen, de forbrydere, som nu går under lovens radar. Retssikkerheden vil ikke lide, så længe det finder sted under en rammelovgivning, der forhindrer chikanøs efterforskning, og så længe den på-gældende rammelovgivning stiller samme, høje krav til bevisførelse som nu.[4]
Tanken er fremmed i de flestes øjne, men det er værd at bemærke, at der faktisk allerede nu er enkelte områder, hvor der er privat påtale for strafferetlige - altså kriminelle - forhold, nemlig i relation til æreskrænkelser. Det handler altså blot om at gøre undtagelsen til reglen.
Læs mere om bogen "Tosseliberal" på www.fritforlag.dk
[1] Et eksempel, som ofte fremhæves, er Pinkertons, som i praksis optrådte i en sådan rolle blandt nybyggere i USA.
[2] I tilfælde af gentagne eksempler hos private bureauer kunne disse i sagens natur tillige miste deres licens.
[3] Hvilket grundlæggende er i tråd med liberale præmisser om, at man ikke kan vælte udgifter fra egne handlinger over på andre, men må bære omkost-ningerne ved egne valg og egne handlinger.
[4] Den største problemstilling er sagsomkostningerne, hvor en person, der dømmes efter straffeloven, pt. ikke betaler sagens omkostninger. Men det vil naturligvis være muligt at lade sagsøgere i sådanne sager bære omkostningerne, hvis man ikke får medhold. På sigt ville man endda kunne forvente en mulig forsikringsdækning af sådanne krav.
