"Planøkonomi Light" er også planøkonomi

Jeg vil gerne være ligestillingsminister, fordi jeg vil sikre absolut lige muligheder for mænd og kvinder, unge og gamle, tykke og tynde, blondiner...

Søren Søltoft Holmboe,

12/08/2011

Jeg vil gerne være ligestillingsminister, fordi jeg vil sikre absolut lige muligheder for mænd og kvinder, unge og gamle, tykke og tynde, blondiner og brunetter. Men mit syn på ligestilling gælder ikke kun mennesker, det omfatter nemlig også virksomheder.

Når jeg vil kæmpe mod kvindekvoter og andre diskriminerende og skævvridende tiltag, vil jeg ligeledes kæmpe mod erhvervsstøtte, særskatter og lignende.  

Formanden for DS Håndværk & Industri, Jim Stjerne Hansen, har sendt et klagebrev til skatteministeren, hvori han beskylder regeringen for at diskriminere visse håndværkere, da håndværkerfradraget ikke dækker over for eksempel arbejde med trapper og garager.

Jim Hansen har fuldstændig ret, håndværkerfradraget diskriminerer. Men det diskriminerer ikke kun andre håndværkere, nej, det diskriminerer alle andre brancher, da det giver danskerne et incitament til at bruge deres penge på for eksempel renovering og vedligeholdelse af hus og have fremfor eksempelvis en ny stor grill, en tur til Vesterhavet eller et fladskærms TV.  

Håndværkerfradraget er et af de tiltag, der ville få mig, som ligestillingsminister, til at kime skatteministeren ned dagen lang. Håndværkerfradraget er nemlig et forsøg fra Statens side på at skabe vækst i lige præcis håndværkerbranchen, og dette kan ikke accepteres. Selvfølgelig ønsker jeg vækst i håndværkerbranchen, men ikke ved en favorisering af branchen og en medfølgende skævvridning af andre branchers vilkår for vækst – hvorfor skal håndværkerbranchen have bedre vilkår for vækst end for eksempel beklædningsindustrien?  

I stedet for at spendere tiden i de danske ministerier på at udtrække årets heldige vinderbranche, så burde man fokusere på at skabe bedre vilkår for ALLE virksomheder. ”Pick the winner”-strategien, som den også bliver kaldt, hører kommunismen og dens planøkonomi til. I det tidligere Sovjetunionen og resten af Østblokken styrede Staten virksomhederne og dikterede hvor meget, de skulle producere, og det var jo ikke ligefrem nogen succes. Af samme årsag skal den danske stat droppe subsidieringen og særbeskatningen af bestemte brancher samt lignende fradrag til borgerne. Pengene skal i stedet gå til at sænke skatten for alle virksomheder og alle borgere, så vi igen kan få dansk konkurrenceevne i top og dermed få skabt arbejdspladser.  

Sænk skatten på arbejde og skab vækst i alle brancher. Vækst giver mere velstand - og kun velstand giver råd til ordentlig velfærd

// Søren Kommende ligestillingsminister

Kilde: