En smed må ikke bruge sin lovligt opførte hal, en vognmand må ikke drive virksomhed fra sin landejendom, og en børneudstyrsbutik må ikke sælge sutteflasker. Sådan virker planloven i praksis.
Planloven i praksis er Miljøministeriets bud på en let læst udgave af planloven. I den lille publikation kan man læse om planlægningssystemets mange gode intentioner, men systemets konsekvenser »i praksis«, dem står der ikke meget om. Tillad mig derfor at supplere Miljøministeriets udmærkede materiale med et par eksempler fra den virkelige verden:
Morten Gervig bor ved Kværndrup i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor han for få år siden byggede en hal til hobbybrug. I mellemtiden har han forladt sit gamle job for at blive selvstændig smed. Derfor vil han nu bruge hallen i forbindelse med sin smedeforretning, men planloven står i vejen. Man må nemlig ikke sådan bare uden videre bruge sine bygninger, som man selv vil. Der er stramme regler for den slags, som skal forhindre »spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land«. Hallen står der under alle omstændigheder, men den må altså kun benyttes i fritiden. Mon ikke de fleste vil være enige med mig i, at det danske landskab ville forblive lige smukt, selvom smeden fik lov til, at benytte sin lovligt opførte hal i arbejdstiden?
Jan Skovlund Hansen ejer Folmers Transport, som i mange år har ligget i Nyborg. Han ønsker at flytte virksomheden til en nedlagt landbrugsejendom, som ligger lige uden for byen. Her vil han bo med sin familie, have et kontor, en hal og holdeplads for syv lastbiler. Nyborg Kommunes borgmester Erik Christensen (S) vil gerne give tilladelsen, så lastbilerne kan komme ud af byen, men planloven står i vejen. Kommunen har ligefrem forsøgt at ændre lokalplanen, så den nedlagte landbrugsejendom ville komme til at ligge i byzone, men det smuthul i lovgivningen satte Naturstyrelsen en stopper for. Hvordan kan ministeriets tryksager påstå, at vi har et »enkelt og klart planlægningssystem med en stærk decentraliseret ansvarsfordeling«, når ikke engang kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at der må holde syv lastbiler ved et landbrug uden for byen?
Hanne Marcussen ejer Kære Børn i Odense. Hun er kommet i klemme i planlovens detailhandelsbestemmelser, som forbyder børneudstyrsbutikken at sælge blandt andet barnevogne og sutteflasker. Problemet består i, at butikken ligger i et erhvervsområde, hvor der kun må sælges »særlig pladskrævende« varer – herunder børnemøbler og babybestik! Som om det ikke er tosset nok, så er nabobutikken på samme side af vejen endnu en børneudstyrsbutik, som ligger i et detailhandelsområde, hvorfor de forbudte varer her kan langes over disken med planlovens velsignelse. De restriktive detailshandelsbestemmeler skal ifølge ministeriet bidrage til at »bevare og modernisere livet i bymidterne«. Det er imidlertid ikke sket i Odense, hvor bymidten ikke længere byder på en eneste butik, hvor man kan købe en barnevogn – sikkert fordi travle børnefamilier foretrækker babyudstyrsbutikker, hvor man kan parkere sin bil i nærheden. Til gengæld er det lykkedes, at skabe en helt urimelig forskelsbehandling i byens udkant, hvor konkurrende naboer er underlagt to vidt forskellige regelsæt.
At vi langt fra har et »enkelt og klart planlægningssystem« – som ministeriet ellers påstår – det understreges af utallige sager. Der er for eksempel sagen om anlægsgartneren ved Hjadstrup, som Nordfyns Kommune bad lukke sin otte år gamle forretning, der angiveligt blev drevet ulovligt i en landzone. Først efter mediebevågenhed og ministerens personlige involvering i sagen lykkedes det, at finde et smuthul i reglerne. I en anden sag har en tømrer- og snedkermester ved Aarup fået Assens Kommunes tilladelse til at bygge en hal. Kommunen overså imidlertid en fredskov, hvorfor sagen risikerer at ende med, at den nyopførte hal må rives ned igen.
Nogen vil måske mene, at hvis blot planloven virker i de fleste tilfælde, så kan vi leve med, at enkelte borgere kommer i klemme. Den holdning er udtryk for en farlig undervurdering af problemernes omfang:
Ifølge Danmarks Statistik betaler danskerne EU's højeste forbrugerpriser – hele 42 procent over gennemsnittet. Høje skatter og afgifter bidrager naturligvis væsenligt til de høje priser, men restriktiv planlovgivning har også stor betydning. Sidste år udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en analyse af dagligvaremarkedet. I hovedkonklusionen står der:
»Lovgivningsmæssige barrierer, særligt planloven, hæmmer [..] udviklingen i butiksstrukturen. Det indebærer, at konkurrencepresset og produktiviteten er lavere og dagligvarepriserne højere, end de ellers kunne være.«
Vi kan med andre ord gøre det billigere at være dansker, hvis vi i højere grad lader forbrugernes valg afgøre, hvor butikkerne skal ligge, hvor store de må være og hvad der skal være på hylderne.
Foruden de høje priser på dagligvaremarkedet, oplever vi en bekymrende tendens til, at planlovens barrierer for iværksætteri negligeres. I 2011 blev der ganske vist indført mere lempelige regler for anvendelsen af nedlagte landbrugsbygninger på landet, men planloven står stadig i vejen for vækst og velstand. Når man forhindrer det frie initiativ i at blomstre, så ved man aldrig, hvad man går glip af:
I 1932 fik en bondesøn en god idé, som han syslede med på gårdens loft. Et par år senere udvidede han produktionen med en barak i haven, hvilket næppe ville have været muligt med vor tids planlovgivning. I dag har Danfoss ca. 19.000 ansatte i hele verden. Hovedkvarteret ligger stadigvæk på Als – endda på samme adresse. Nogen vil måske mene, at tilkørselsforholdende til det nordlige Als var helt utilstrækkelige i 1930'erne, hvorfor det var bedre, om planlovgivning havde tvunget bondesønnen ind til byen. Jeg ser sådan på det, at hvis man kan skabe en international virksomhed langt ude på landet, så manglede det da bare, at det offentlige byggede en ordentlig vej derud. I øvrigt er det slet ikke sikkert, at Mads Clausen var udstyret med den startkapital og risikovillighed, som ville have været nødvendig for, at etablere sig i overensstemmelse med vores moderne planlovgivnings restriktive regler. Måske havde bondesønnen opgivet ævred og hjulpet sin far med markarbejdet i stedet?
I øjeblikket arbejder miljøminister Ida Auken (SF) med at forberede ændringer af planloven. Hvor meget jeg end ønsker, at lade tvivlen komme ministeren til gode, så frygter jeg for resultatet af dette arbejde. I sin egenskab af formand for Folketingets Miljøudvalg advarede Ida Auken i 2010 kraftigt imod liberaliseringer af planloven. Denne holdning syntes bekræftet i forbindelse med et åbent samråd i Miljøudvalget den 28/3 i år. Her talte ministeren om det fortsatte behov for en planlov, hvor myndighederne »kommer op i helikopteren«, hvorfra det store overblik angiveligt skulle sikre den optimale planlægning af samfundet. Min opfordring til ministeren skal lyde: Flyv nu ikke så højt, at smeden, vognmanden og børneudstyrsbutikkerne mistes af syne. Kom hellere ned på jorden og ud i virkeligheden, hvor enhver kan se, at planloven står i vejen for vækst og velstand.
