I Marx og Engels´s terminologi er ordene Kommunisme og Socialisme synonymer. Der kan på skift anvendes uden nogen skelnen mellem dem. Det samme er tilfældet for praktikken af alle marxistiske grupper og sekter indtil 1917. De marxistisk politiske partier der anså Det Kommunistiske Manifest for det ufravigelige evangelium, kaldte dem selv for socialistiske partier. De mest indflydelsesrige og talrige af disse partier, Det Tyske Parti, optog navnet Det Social Demokratiske Parti. I Italien, i Frankrig og i alle andre lande i hvilke marxistiske partier allerede spillede en rolle i det politiske liv før 1917, erstatter termen socialist ligeledes termen kommunist. Ingen marxist vovede nogensinde før 1917 at skelne mellem Kommunisme og Socialisme. I 1875, i sin Kritik af Gotha Programmet af Det Tyske Social Demokratiske Parti, skelnede Marx mellem en lavere (tidligere) og højere (senere) fase af det fremtidige kommunistiske samfund. Men han reserverede ikke navnet Kommunisme til den højere fase, og kaldte ikke den lavere fase Socialisme som differentieret fra Kommunisme.
Et af de fundamentale dogmer hos Marx er, at Socialisme er ”uundgåelig med en naturlovs uundgåelighed”. Kapitalistisk produktion avler sin egen negation, og etablerer det socialistiske system af offentligt ejerskab af produktionsmidlerne. Denne proces ”starter sig selv gennem anvendelse af indbyggede love af kapitalistisk produktion”. Den er uafhængig af folkets vilje. Det er umuligt for mennesket at fremskynde den, forsinke den eller forhindre den. For ”intet socialt system forsvinder, før alle de produktive kræfter udviklet til den udvikling af hvilken, den er tilstrækkelig bred, og nye højere produktionsmetoder fremkommer aldrig, før de materielle betingelser af deres eksistens er blevet udklækket af livmoderen af det tidligere samfund”.
Denne doktrin er selvfølgelig uforenelig med Marx´s egne politiske aktiviteter og med lærerne han fremlagde til retfærdiggørelse af sine aktiviteter. Marx prøvede at organisere et politisk parti, der gennem revolution og borgerkrig skulle opnå overgangen fra Kapitalisme til Socialisme. Det karakteristiske træk ved deres partier var i øjnene på Marx´s og marxisternes doktriner, at de var revolutionære partier uvægerligt dedikerede til ideen om voldelig handling. Deres mål var at rejse sig i oprør, etablere et proletariatets diktatur og nådesløst udrydde hele borgerskabet. Pariser Kommunens handlinger i 1871 blev anset for den perfekte model for en sådan borgerkrig. Pariserrevolten slog selvfølgelig beklageligvis fejl. Men senere forventedes optøjerne at få succes.
Taktikkerne anvendt af de marxistiske partier i forskellige europæiske lande var uforsonlige modstandere af hver af disse to modstridende varianter af Marx´s lærer. De havde ingen tillid til den uundgåelige ankomst af Socialisme. Ej heller havde de tillid til succesen af revolutionær omvæltning. De optog metoderne af parlamentarisk handling. De applikerede stemmer i valgkampagner, og sendte deres delegerede i parlamenterne. De ”degenererede” ind i demokratiske partier. I parlamenterne opførte de sig som de andre partier i oppositionen. I nogle lande indgik de midlertidige alliancer med andre partier, og lejlighedsvis sad socialistiske medlemmer i Kabinetterne. Senere, efter Første Verdenskrig, blev de socialistiske partier afgørende i mange parlamenter. I nogle lande regerede de enevældigt. I andre i tæt samarbejde med ”borgerskabets” partier.
Det er sandt, at disse tæmmede socialister før 1917 aldrig ophørte med deres støtte til de rigide principper af ortodoks Marxisme. De gentog igen og igen, at at socialismens komme er uundgåelig. De understregede den indbyggede revolutionære karakter af deres partier. Intet kunne vække deres vrede mere, end når nogen vovede at betvivle deres urokkelige revolutionære ånd. De var dog i virkeligheden parlamentariske partier som alle andre partier.
Ud fra et korrekt marxistiske synspunkt, som udtrykt i de senere skrifter af Marx og Engels (men endnu ikke i Det Kommunistiske Manifest), var alle tiltag indrettet til at hindre, regulere og fremme Kapitalisme blot ”småborgerligt” nonsens stammende fra en ignorance fra iboende love af kapitalistisk evolution. Ægte socialister burde ikke stille nogen hindringer i vejen for kapitalistisk evolution. For kun den fulde modning af Kapitalisme kunne frembringe Socialisme. Det er ikke alene omsonst, men skadeligt for proletarernes interesser at ty til sådanne tiltag. Selv fagforeninger er ikke et passende middel for forbedring af betingelserne for arbejderne. Marx troede ikke på, at interventionisme kunne gavne masserne. Han afviste på det bestemteste ideen om, at ting såsom minimumsløn, prislofter, rentelofter, sociale sikkerhedsordninger og så videre er midlertidige skridt i frembringelsen af Socialisme. Han var målrettet den radikale forkastelse af lønsystemet, der kun kan opnås gennem Kommunisme i sin højere fase. Han ville sarkastisk have latterliggjort ideen om forkastelse af ”varekarakteren” af arbejde indenfor rammen af et kapitalistisk samfund gennem vedtagelse ved en lov.
Men de socialistiske partier, som de opererede i de europæiske lande, var stort set ikke mindre dedikerede til interventionisme, end den Sozialpolitik af Kejserens Tyskland og den amerikanske New Deal. Det var mod denne politik, at George Sorel og Syndicalisme rettede deres angreb. Sorel, en frygtsom intellektuel af borgerlig baggrund, afsvor ”degenereringen” af de socialistiske partier, for hvilke han bebrejdede borgerlige intellektuelles indtrængen. Han ville se ånden af hensynsløs indbygget i masserne, genoplivet og frigjort af formynderskab fra intellektuelle kujoner. For Sorel talte intet andet end optøjer. Han var fortaler for action directe, altså sabotage og generalstrejke som indledende skridt i retning af den store endelige revolution.
Sorel havde mestendels succes blandt snobbede og dovne intellektuelle og ikke mindre snobbede og dovne arvinger efter velhavende entreprenører. Han flyttede ikke masserne mærkbart. For de marxistiske partier i Vesten og Central Europa var hans passionerede kritik stort set intet andet end en gene. Hans historiske vigtighed udgjordes mestendels i den rolle hans ideer spillede i evolutionen af russisk Bolsjevisme og italiensk Fascisme.
For at kunne forstå mentaliteten hos Bolsjevikkerne må vi igen referere til dogmer fra Karl Marx. Marx var fuldt overbevist om, at Kapitalisme er et stadie af økonomisk historie, der ikke blot er begrænset til nogle få fremskredne lande. Kapitalisme har tendens til at konvertere alle dele af verden til kapitalistiske lande. Borgerskabet tvinger alle nationer til at blive kapitalistiske nationer. Når kapitalismens sidste time er kommet, vil hele verden være samstemmende i stadiet af moden Kapitalisme, moden til overgangen til Socialisme. Socialisme vil fremkomme på samme tidspunkt i alle dele af verden.
Marx fejlede ikke mindre på dette punkt end i alle sine andre erklæringer. I dag kan og vil marxister ikke benægte, at der stadig findes enorme forskelle i udviklingen af Kapitalisme i forskellige lande. De erkender, at der findes mange lande, der ud fra en marxistisk fortolkning af historien, må beskrives som prækapitalistisk. I disse lande har borgerskabet endnu ikke opnået en dominerende position, og har stadig ikke set det prækapitalistiske stade af Kapitalisme, der er den nødvendig forudsætning for fremkomsten af Socialisme. Disse lande må derfor først opnå deres ”borgerlige revolution”, og må gå gennem alle faser af Kapitalisme, før det på nogen måde kan komme på tale at transformere landene til socialistiske lande. De eneste måde marxisterne kunne tilpasse sig i sådanne lande, ville være betingelsesløst at støtte borgerskabet, først i deres bestræbelser på at opnå magt og derefter i deres kapitalistiske forehavender. Et marxistisk parti kunne i megen lang tid ikke have nogen anden opgave end at være tjenstvillig overfor borgerlig liberalisme. Dette alene er missionen som historisk materialisme, hvis vedholdende anvendt, kunne påføres russisk Marxisme. De ville være tvunget til stiltiende at vente, indtil Kapitalisme havde gjort deres nation moden til Socialisme.
Men de russiske marxister ønskede ikke at vente. De tyede til en ny modificering af Marxisme, ifølge hvilken det var muligt for en nation at springe et af disse stadier over i historisk evolution. De lukkede deres øjne for det faktum, at denne nye doktrin ikke var en modificering af Marxisme, men nærmere benægtelsen af de sidste rester, der var tilbage af den. Det var en utilsløret tilbagevenden til det præmarxistiske og anti-marxistiske socialistiske lærer, ifølge hvilke mennesker når som helst er frie til at optage Socialisme, hvis de anser systemet mere gavnligt for almenvældet end Kapitalisme. Det miskrediterede helt igennem al den mysticisme indflettet i dialektisk materialisme og i den angivelige marxistiske opdagelse af de ubønhørlige love af menneskehedens økonomiske evolution.
Frigjort fra marxistisk determinisme var russiske marxister frie til at diskutere de mest passende taktikker i realiseringen af Socialisme i deres land. De var ikke længere forstyrret af økonomiske problemer. De skulle ikke længere tage sig af, om tiden var kommet eller ej. De havde kun en opgave at nå, overtagelsen af magten i staten.
En gruppe fastholdt, at vedvarende succes kun gennem støtte fra et tilstrækkeligt antal folk, dog ikke nødvendigvis flertallet, kunne vindes. En anden gruppe favoriserede ikke en sådan tidskonsumerende procedure. De foreslog et modigt angreb. En lille gruppe fanatikere skulle organiseres som frontløbere for revolutionen. Streng disciplin og betingelsesløs adlydelse overfor lederen skulle gøre disse professionelle revolutionære klar til et overraskelsesangreb. De skulle fortrænge Zaren´s styre, og derefter regere landet i overensstemmelse med de traditionelle metoder hos Zaren´s politi.
Termerne anvendt til at betydningsgøre disse – Bolsjevikker (flertallet) for sidstnævnte og Mensjevikker (mindretal) til førstnævnte – refererer til en afstemning i 1903 ved et møde afholdt for at diskutere disse taktiske spørgsmål. Den eneste forskel, der delte disse to grupperinger fra hinanden, var spørgsmålet om taktiske metoder. De var begge enige om det endelige mål: Socialisme.
Begge sekter prøvede at retfærdiggøre deres respektive synspunkter ved at citere passager fra Marx og Engel´s tekster. Dette er selvfølgelig den marxistiske vane. Og begge sekter var i stand til i disse hellige bøger at afdække diktater bekræftende deres egne standpunkter.
Lenin, bolsjevikkernes leder, kendte sine landsmænd meget bedre end hans modstandere og deres leder Plekhanov gjorde. Han lavede ikke den fejl at anvende vestlige nationers standarder på russerne. Han huskede på, hvordan udenlandske kvinder to gange ganske enkelt havde tilranet sig fuld magt, og regerede for livstid. Han var bevidst om det faktum, at Zaren´s terroristiske metoder hos det hemmelige politi var succesfuld, og han var fortrøstningsfuld om, at han kunne forbedre disse metoder væsentligt. Som Cromwell, Robespierre og Napoleon var han en ambitiøs tilraner, og stolede fuldt ud på den manglende revolutionære ånd hos det store flertal. Autokratiet hos Romanov´erne var dødsdømt, fordi den uheldigt Nicholas II var en svækling. Den socialistiske advokat Kerensky slog fejl, da han var dedikeret til princippet om parlamentarisk styre. Lenin var succesfuld, da han aldrig var målrettet andet end sit eget diktatur. Og russerne længtes efter en diktator som erstatning for Ivan den Grusomme.
Styret af Nicholas II sluttede ikke grundet en reel revolutionær omvæltning. Det kollapsede på krigsmarkerne. Dette medførte anarki, som Kerensky ikke mestrede. Skærmydsler i gaderne i Sankt Petersborg fjernede Kerensky. Kort tid senere havde Lenin sit attende Brumaire-kup. Til trods for al terroren praktiseret af bolsjevikkerne, havde Den Konstituerende Forsamling, valgt gennem universel franchise for mænd og kvinder, kun omkring tyve procent medlemskab af Bolsjevikker. Lenin afviklede ved væbnet magt Den Konstituerende Forsamling. Det kortlivede ”borgerlige” mellemspil blev likvideret. Rusland gik fra hænderne af de uduelige Romanov´er til hænderne af virkelige autokrater.
Lenin stillede ikke sig selv tilfreds med erobringen af Rusland. Han var fuldt overbevist om, at han var udset til at bringe socialismens lyksalighed til alle nationer, ikke kun Rusland. Det officielle navn som han valgte for sit styre – Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker – indeholder ikke nogen reference til Rusland. Den var designet til at være kernen af en verdensregering. Det lå implicit, at alle udenlandske kammerater berettiget skyldte troskab til denne regering, og at alle udenlandske borgerlige, der vovede at gøre modstand, var skyldige i højforræderi, og fortjente dødsstraffen. Lenin var ikke det mindste i tvivl om, at alle vestlige lande var på kanten af den store endelige revolution. Han forventede dagligt dette udbrud.
Der var i Lenin´s opfattelse kun én gruppe i Europa, der kunne – dog uden nogen udsigt til succes – prøve at forhindre den revolutionære omvæltning: de fordærvede medlemmer af intelligensiaen, der havde tilranet sig lederskabet af de socialistiske partier. Lenin havde længe hadet disse mænd for deres afhængighed af parlamentariske procedurer, og deres modvilje mod at støtte hans diktatoriske aspirationer. Han rasede mod dem, fordi han holdt dem ansvarlige for det faktum, at de socialistiske partier havde støttet krigsbestræbelserne i deres egne lande. Allerede i sit schweiziske eksil, der sluttede i 1917, begyndte Lenin at splitte de europæiske socialistiske partier. Nu etablerede han et nyt, et Tredje Internationale, som han styrede på samme diktatoriske maner, som han styrede de russiske bolsjevikker. Til dette nye parti valgte Lenin navnet Det Kommunistiske Parti. Kommunisterne skulle til døden bekæmpe de forskellige europæiske socialistiske partier, disse ”sociale forrædere”, og de skulle omgående arrangere likvideringen af borgerskabet og beslaglæggelse af magten hos de bevæbnede arbejdere. Lenin skelnede ikke mellem Socialisme og Kommunisme som sociale systemer. Målet han efterstræbte blev ikke kaldt Kommunisme som modsætning til Socialisme. Det officielle navn for den sovjetiske regering er Unionen af Socialistiske (ikke Kommunistiske) Sovjetrepublikker. I den henseende ønskede han ikke at ændre den traditionelle terminologi, der anså termerne for værende synonyme. Han kaldte blot sine partisaner, de eneste oprigtige og vedholdende støtter af de revolutionære principper af ortodoks Marxisme, kommunister, og deres taktiske metoder Kommunisme, fordi han ønskede at adskille dem fra de ”forræderiske lejesvende af kapitalistiske udbyttere”, de onde socialdemokratiske ledere som Kautsky og Albert Thomas. Disse forrædere, understregede han, var ængstelige efter at bevare Kapitalisme. De var ikke sande socialister. De eneste ægte marxister var dem, der afviste navnet socialister, uopretteligt faldet i miskredit.
På den måde opstod forskellen mellem kommunister og socialister. De marxister der ikke ønskede at overgive sig til diktatoren i Moskva, kaldte dem selv Social Demokrater, eller kort sagt socialister. Hvad der karakteriserede dem, var troen på, at den mest passende metode til realiseringen af deres planer om etablering af Socialisme, det endelige mål til fælles med kommunisterne, var at vinde flertallet af deres medborgere. De forkastede deres revolutionære slogans, og prøvede at optage demokratiske metoder ofr at indtage magten. De bekymrede sig ikke om problemet om, hvor vidt et socialistisk regime er kompatibelt med demokrati. Men for opnåelse af Socialisme blev dette løst ved at anvende demokratiske procedurer.
Kommunisterne, på den anden side, var i de tidlige år af Tredje Internationale stærkt dedikerede til princippet om revolution og borgerkrig. De var kun loyale overfor deres russiske leder. De ekskluderede enhver fra deres rækker, enhver der var mistænkt for at føle sig bundet af enhver af dennes lands love. De konspirerede uophørligt, og udgød blod i fejlslagne optøjer.
Lenin kunne ikke forstå, hvorfor kommunisterne slog fejl alle steder udenfor Rusland. Han forventede sig ikke meget af de amerikanske arbejdere. I USA, var kommunisterne enige om, manglede arbejderne den revolutionære ånd, fordi de var forkælede af velbefindenhed og gennemsyrede af lasten at tjene penge.
Men Lenin var ikke i tvivl om, at de europæiske masser var klassebevidste, og derfor fuldt dedikerede til revolutionære ideer. Den eneste grund til at revolutionen ikke var blevet realiseret, var efter hans mening de utilstrækkelige og kujonagtige kommunistiske myndighedspersoner. Igen og igen udskiftede han sine vikarer, og udnævnte nye folk. Men det gik ikke bedre.
Det er et faktum, at i alle disse tredve år af lidenskabelig pro sovjetisk agitation blev ikke et eneste land udenfor Rusland kommunistisk efter borgernes egen mening. Øst Europa blev kun kommunistisk da de internationale diplomatiske arrangementer af international magtpolitik havde konverteret til en sfære af eksklusiv russisk indflydelse og overherredømme. Det er usandsynligt, at Vest Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien vil gå ind i Kommunisme, hvis USA og Stor Britannien ikke optager en politik f absolut diplomatisk ”désintéressement”. Hvad der giver den kommunistiske bevægelse styrke i disse og andre lande, er troen på, at Rusland drives af ubændig ”dynamik”, mens de anglo-saksiske magter er ligeglade og ikke særligt interesserede i deres skæbne.
Marx og marxisterne tog alvorligt fejl, da de antog, at masserne længes efter en revolutionær omvæltning af den”borgerlige” samfundsorden. De militante kommunister skal udelukkende findes i rækkerne af dem, der lever af deres Kommunisme, eller forventer, at en revolution vil fremme deres personlige ambitioner. De undergravende aktiviteter af disse professionelle plotmagere, er farlige, netop grundet naiviteten hos dem der blot flirter med den revolutionære ide. Disse forvirrede og misledte sympatisører, der kalder dem selv ”venstreorienterede”, og som kommunisterne kalder ”nyttige uskyldige”, medløbere og endog flertallet af de officielt registrerede partimedlemmer, ville være forfærdeligt forskrækkede, hvis de en dag opdagede deres lederes hovedmål i deres prædiken af oprør. Men da kan det være for sent til at afværge katastrofen.
Indtil videre ligger den ildevarslende fare fra de kommunistiske partier i Vesten i deres holdning til udenlandske anliggender. Kendetegnet ved alle vore dages kommunistiske partier er deres dedikation til den aggressive sovjetiske udenrigspolitik. Når som helst de skal vælge mellem Rusland og deres eget land, tøver de ikke med at foretrække Rusland. Deres princip er: Rigtigt eller forkert, mit Rusland. De efterkommer strengt alle ordrer udstukket fra Moskva. Da Rusland var en allieret af Hitler, saboterede de franske kommunister deres eget lands krigsbestræbelser, og det amerikanske kommunistparti modsatte sig kraftigt præsident Roosevelt´s planer om at hjælpe England og Frankrig i deres kamp mod nazisterne. Kommunister over hele verden stemplede alle dem, der forsvarede dem selv mod de tyske invaderende som ”imperialistiske krigsmagere”. Men så snart Hitler angreb Rusland, ændrede kapitalisternes imperialistiske krig sig pludselig til en retfærdig forsvarskrig. Når som helst Stalin erobrer endnu et land, retfærdiggør kommunisterne denne aggression som en handling af selvforsvar mod ”fascister”.
I deres blinde tilbedelse af alt der er russisk, overgår kommunisterne i Vest Europa og USA langt de værste forbrydelser nogensinde begået af chauvinister. De rabler forsødende om russiske film, russisk musik og de angivelige opdagelser i russiske videnskab. De taler i ekstatiske vendinger om Sovjet Unionen´s økonomiske resultater. De tilskriver sejren hos FN til de russiske styrkers gerninger. Rusland, påstår de, har reddet verden fra den fascistiske plage. Rusland er det eneste frie land, mens alle andre lande er emne for kapitalisternes diktatur. Kun russerne er glade, og nyder velsignelsen af at leve et fuldt liv. I de kapitalistiske lande lider det store flertal under frustrationer og uopfyldte ønsker. På samme måde som den dydige muslim længes efter en pilgrimsrejse til profetens grav i Mekka, på samme måde anser den kommunistiske intellektuelle en pilgrimsrejse til helligdommene i Moskva som begivenheden i deres liv.
Men denne skelnen i anvendelsen af termerne kommunister og socialister påvirker ikke meningen af termerne Kommunisme og Socialisme som anvendt til det endelige mål af politikkerne fælles for dem begge. Det var første i 1928 at programmet Det Kommunistiske Internationale, vedtaget af den sjette kongres i Moskva, begyndte at skelne mellem Kommunisme og Socialisme (og ikke kun blandt kommunister og socialister).
Ifølge denne nye doktrin findes der i menneskehedens økonomiske evolution mellem de historiske stader af Kapitalisme og Kommunisme et tredje stade, nemlig Socialisme. Socialisme er et socialt system baseret på offentlig kontrol af produktionsmidlerne og fuld styring med alle processer i produktionen og distribuering gennem planlagt central myndighed. I den henseende er Socialisme på lige fod med Kommunisme. Men Socialisme adskiller sig fra Kommunisme derhen, at der ikke findes lighed i portionerne tildelt hvert individ til egen konsumering. Der findes stage lønninger udbetalt til kammeraterne, og disse lønningsrater er graduerede i overensstemmelse med økonomisk hensigtsmæssighed derhen, at den centrale myndighed anser dette nødvendigt for at sikre det størst mulige udbytte af produkter. Hvad Stalin kalder Socialisme, passer i det store hele med Marx´s koncept af den ”tidlige fase” af Kommunisme. Stalin reserverer udelukkende termen Kommunisme til det, Marx kaldte den ”højere fase” af Kommunisme. Socialisme, i den forstand Stalin senest anvendte termen, bevæger sig i retning af Kommunisme, men er i sis selv endnu ikke Kommunisme. Socialisme vil blive til Kommunisme, så snart forøgelsen af velstand forventet gennem anvendelse af de socialistiske produktionsmetoder har løftet den lavere levestandard af de russiske masser til den højere standard, som de distingverede indehavere af vigtige embeder nyder i dagens Rusland.
Den apologetiske karakter af praksis af denne nye terminologi er åbenlys. Stalin finder det nødvendigt at forklare det store flertal af hans undersåtter, hvorfor deres levestandard er ekstremt lav, meget lavere end hos masserne i de kapitalistiske lande, og endog lavere end de russiske proletarer i dagene under Zaren´s styre. Han ønsker at retfærdiggøre, at lønninger er ulige, at en lille gruppe sovjetiske myndighedspersoner nyder alle de bekvemmeligheder, som moderne teknik kan skaffe, at en anden gruppe, mere talrig end den første, men mindre end middelklassen i det imperialistiske Rusland, lever ”borgerligt”, mens masserne, lasede og barfodede, overlever i overbelastet slum og er dårligt ernærede. Han kan ikke længere bebrejde Kapitalisme for denne tingenes tilstand. Han var derfor tvunget til at ty til et nyt improviseret ideologiske skifte.
Stalin´s problem var endnu mere brændende, eftersom de russiske kommunister i de tidlige dage af deres styre, inderligt havde proklameret lighed i indkomst som et princip til gennemtvingelse fra første stund af proletarernes beslaglæggelse af magt. Derudover er det mest magtfulde demagogiske trick anvendt af russisk sponserede kommunistiske partier misundelse mod alle med højere indkomst. Hovedargumentet fremlagt af kommunisterne til støtte for deres tese om at Hitler´s National Socialisme ikke var ægte Socialisme, men tværtimod den værste variant af Kapitalisme, var, at der i Nazi Tyskland fandtes ulighed i levestandarden.
Stalin´s skelnen mellem Socialisme og Kommunisme er åben for modsigelse i forhold til Lenin´s politik, og ikke mindre for tilhængerne af propagandaen fra de kommunistiske partier udenfor Rusland´s grænser. Men sådanne modsigelser har ingen betydning i Sovjet´s verden. Diktatorens ord er den ultimative beslutning, og ingen er dumdristig nok til at vove modstand.
Det er vigtigt at forstå, at Stalin´s semantiske innovation kun påvirker termerne Kommunisme og Socialisme. Han ændrede ikke betydningen af termerne socialist og kommunist. Det bolsjevikiske parti kaldes stadig som tidligere kommunistisk. De russofile partier uden for grænserne af Sovjet Unionen kalder dem selv kommunistiske, og bekæmper voldeligt de socialistiske partier, der i deres øjne ganske enkelt er forrædere. Men det officielle navn Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker forbliver uforandret.
