Nazisternes filosofi, det Tyske National Socialistiske Arbejderparti, er den reneste og mest konsistente manifestering af den anti-kapitalistiske og socialistisk ånd i vor tid. Partiets ideer er ikke oprindeligt tyske eller ”ariske”, ej heller er ideerne særlige for dagens tyskere. I nazisternes genealogiske træ af doktrinen var latinere som Sismondi og George Sorel, og anglo-saksere som Carlyle, Ruskin og Houston Stewart Chamberlain mere iøjenfaldende end nogen tysker. Selv nazismens bedst kendte ideologiske iklædning, fablen om den ariske races overlegenhed, var ikke af tysk herkomst. Dens forfatter var en franskmand Gobineau. Tyskere af jødisk herkomst, såsom Lasalle, Stahl og Walther Rathenau bidrog mere til nazismens essentielle grundsætninger end mænd som Sombart, Spann og Ferdinand Fried. Sloganet hvor med nazisterne kondenserede deres økonomiske politik ”Gemeinnutz geht vor Eigennutz” (Det almennyttige kommer før det egennyttige) er ligeledes en ide der understøtter den maerikanske New Deal og den sovjetiske administration af økonomiske anliggender. Det indebærer, at profitsøgende forretninger skader de vitale interesser hos det overvældende flertal, og at det er den populære regerings hellig pligt at forhindre fremkomsten af profit gennem offentlig kontrol af produktion og distribution.
Den eneste specifik tyske ingrediens i nazismen var nazismens stræben efter erobringen af ”Lebensraum”. Og også dette var et udkomme af deres enighed i de politiske ideer fra de fleste indflydelsesrige politiske partier i alle andre lande. Disse partier erklærer lighed i indkomst som deres hovedemne. Nazisterne gør det samme. Hvad der karakteriserer nazisterne, er det faktum, at de ikke er indstillet på at affinde sig med tingenes tilstand, i hvilken tyskerne for evigt er dømt til at være ”fængslede” i, som de siger, i et relativt lille og overbefolket område, i hvilket arbejdskraftens produktivitet må væe mindre end i sammenligneligt underbefolkede lande, der er bedre begunstigede med naturlige ressourcer og store goder. Som en ”ikke-havende” nation ser de på velstanden hos de rigere nationer, med samme følelser som mange folk i vestlige lande ser på de højere indkomster hos nogle af deres landsmænd. De ”progressive” i de anglo-saksiske lander antager, at ”frihed ikke er værd at have”, for dem der er forurettede over deres relativt lille indkomst. Nazisterne siger det samme med hensyn til internationale relationer. Efter deres mening er den eneste frihed, der tæller ”Nahrungsfreiheit” (frihed fra import af fødevarer). De sigter efter erhvervelse af territorier så store og rige på naturlige ressourcer, at de ville kunne leve i økonomisk selvforsyning i en levestandard ikke lavere end nogen anden nation. De anser dem selv for værende revolutionære, der kæmper for deres umistelige naturlige rettigheder imod pålagte interesser fra en mængde reaktionære nationer.
Det er let for økonomer at gennembore fejlene involveret i de nazistiske doktriner. Men de der taler nedgør økonomier som ”ortodokse og reaktionære”, og fanatisk støtter den falske overbevisninger om Socialisme og økonomisk nationalisme, kunne ikke tilbagevise dem. For Nazisme var intet andet end den logiske applikation af deres egne grundsætninger på de særlige betingelser i det relativt overbefolkede Tyskland.
I mere end halvtreds århar de tyske professorer i politisk videnskab, historie, jura, geografi og filosofi gennemsyret deres disciple med et hysterisk had til Kapitalisme, og prædiket om ”frigørelsens krig” mod det kapitalsistiske Vesten. De ”siddende socialister”, meget beundrede i alle lande, var drivkræfterne i det to verdenskrige. Ved århundredeskiftet var det store flertal af tyskere allerede radikale støtter af Socialisme og aggressiv nationalisme. De var allerede fast besluttede på deres nazistiske principper. Hvad der manglede, og som senere blev tilføjet, var kun en ny term, der skulle give deres doktrin betydning.
Da de sovjetiske politikker af masseudryddelse af alle afvigere og den hensynsløse vold fjernede hindringerne mod massemord, som stadig bekymrede nogle af tyskerne, kunne intet længere standse nazismens fremmarch. Nazisterne var hurtige til at optage de sovjetiske metoder. De importerede fra Rusland:
Et-parti systemet
Dette partis foregangsret i det politiske liv
Det hemmelige politis altafgørende position
Koncentrationslejrene
Den administrative henrettelse eller fængsling af alle modstandere
Udrydelsen af familierne til mistænkte eller personer i eksil
Organiseringen af deres tilknyttede udenlandske partier i deres kamp mod deres hjemligeregeringer
Spionage
Sabotage
Anvendelsen af diplomatiske konsulære tjenester til ansporing af revolution og mange andre ting
Der fandtes ikke mere føjelige disciple af Lenin, Trotsky og Stalin end hos nazisterne.
Den nazistiske plan var mere omfattende og derfor mere skadelig end marxisternes plan. Den var målrettet forkastelsen af laisser-faire ikke blot i produktion af materielle goder, men ikke mindst i produktionen af mennesker. Føreren var ikke alene den overordnede administrator af alle industrier. Han var også den overordnede administrator af avlen, der skulle opfostre overlegne mennesker og udrydde avl af underlegen herkomst.En grandios plan af racehygiejne skulle ifølge ”videnskabelige” principper sættes i værk.
Det er formålsløst for tilhængerne af racehygiejne at protestere om, at de ikke ville det, som nazisterne gennemførte. Racehygiejne er målrettet at placere nogle mennesker, bakket op af politiet, i fuldstændig kontrol med menneskelig reproduktion. Den forslår, at metoderne anvendt på husdyr skal bruges på mennesker. Dette er præcis, hvad nazisterne prøvede at gøre. Den eneste protest en vedholdende tilhænger af racehygiejne kan rejse, er, at dennes egen plan adskiller sig fra nazisternes lærde ved, at denne ønsker at frembringe en anden type menneske, end nazisterne gør. Som enhver støtte af planlægning af racehygiejne, er dennes mål udførelsen af dennes egen plan. Så enhver tilhænger af planlægning af racehygiejne er målrettet udførelsen af dennes egen plan, og ønsker selv at være opdrætter af den menneskelige avl.
Tilhængerne af racehygiejne foregiver, at de ønsker at eliminere kriminelle individer. Men kvalifikationen for en mand til at være kriminel, afhænger af landets herskende love, og varierer i takt med forandringerne i sociale og politiske ideologier. John Huss, Giordano Bruno og Galileo Galilei var kriminelle i de loves øjne, som dommerne anvendte. Da Stalin røvede Den Russiske Statsbank for adskillige millioner rubler, begik han en forbrydelse. I dag er det en forbrydelse at være uenig med Stalin. I Nazi Tyskland var seksuelt samkvem mellem ”ariere” og en ”underlegen” race en forbrydelse. Hvem ønsker tilhængerne af racehygiejne at eliminere, Brutus eller Cæsar? Begge forbrød sig mod landets love. Hvis tilhængerne af racehygiejne i det attende århundrede havde forhindret alkoholikere at lave børn, ville deres planlægning have elimineret Beethoven.
Det må igen understreges: Der findes ikke sådan noget som et videnskabeligt ”burde”. Hvilke mennesker der er overlegne, og hvilke der er underlegne, kan udelukkende afgøres af personlige vurderinger, der ikke kan udsættes for verifikation eller falsificering. Tilhængerne af racehygiejne narrer dem selv i antagelsen af, at de selv kan kaldes til afgørelse af, hvilke kvalifikationer der skal bevares i den menneskelige avl. De er for dovne til at tage højde for muligheden, at disse andre mennesker måske træffer deres valg i overensstemmelse med deres egne værdivurderinger. I nazisternes øjne er den brutale morder, det ”lyshårede uhyre”, den mest perfekte art i menneskeheden.
Massenedslagtningerne udført i nazisternes rædselslejre er for forfærdelige til tilstrækkeligt at blive beskrevet med ord. Men de var den logiske og vedholdende applikation af doktriner og politikker lagt til skue som anvendt videnskab og bevist af mænd, der i en sektor af naturvidenskab har lagt deres faglighed og tekniske kunnen i laboratorieforskning til skue.
