RUC-historikeren Henrik Jensen har fået Berlingske til at publicere en fjoget, pinlig og tåbelig klumme om Israel-Palæstina konflikten. Man håber ikke, at Jensen har speciale i Palæstina-konflikten, for klummen efterlader alvorlig tvivl om mandens akademiske kompetencer.
For det første forsøger Henrik Jensen at gøre op med den automatiske offergørelse af mindretal. Det gør han ved at fremstille jøderne og Israel som indbegrebet af evige ofre:
"Men hvem er det sande offer her?" (Israel, mener Henrik Jensen selvfølgelig).
Det er altså slet ikke offergørelse som fænomen, Henrik Jensen er kritisk overfor, men offergørelse af de forkerte.
For det andet gør Henrik Jensen sig skyldig i en sviner:
"Eksemplarisk patetisk var den svenske krimiforfatter Henning Mankells udmeldinger med antisemistiske undertoner."
Hvilke antisemitiske undertoner er dog det? Jeg har søgt på nettet og har ikke kunnet finde nogle racistiske Mankell-udtalelser. Det er noget svineri at bruge skældsord på den løsagtige måde. Henrik Jensen burde skamme sig.
For det tredie er Henrik Jensens opfattelse af palæstinenserne, om ikke racistisk, så dog ekstremt snæversynet, primitiv og dæmoniserende:
"Den palæstinensiske befolkning er funderet i en arabisk/muslimsk præmis om at Israel skal tilintetgøres."
Trods den sprogligt ubehjælpsomme facon er meningen klar: Alle palæstinensere, undskyld alle arabere - nej, undskyld alle muslimer - drømmer kun om at tilintetgøre Israel. Et vanvittigt udsagn, der afslører Henrik Jensen som primitiv demagog uden interesse i at formidle viden, der kan gøre os klogere på konflikten og mulighederne for dens løsning.
Og desuden: Hvis nogle palæstinensere - ja, hvis endog alle palæstinensere - skulle nære fantasier om at udslette Israel, så er det ikke uden årsager. Israels oprettelse, jødernes nationale genfødsel, var palæstinensernes katastrofe.
Hvis en nationalsindet dansker skulle hade svenskere og tyskere som resultat af de tæsk, Danmark har fået af sine to stærkere naboer, så kan vi nok forstå emotionerne.
Og hvis man hader muslimer, fordi man mener, islam er ved at erobre og kolonisere Europa, så burde man også kunne forstå, hvilke følelser der rør sig hos de mennesker, der virkelig oplevede erobring og kolonisering af deres jord.
For det fjerde: Henrik Jensen VED tilsyneladende intet om den konflikt, han udtaler sig om:
"Ikke desto mindre er det blevet politisk korrekt at se bort fra, at Israel i 60 år har befundet sig i en daglig overlevelseskamp, som betyder at man naturligvis ikke bare kan lade påståede nødhjælpsskibe passere."
Nej, det er ikke blevet politisk korrekt at se bort fra noget. Det er blevet historisk korrekt netop IKKE at se bort fra kendsgerningerne. Siden 1980erne har en kreds af historikere i Israel, en kreds der går under betegnelsen 'de nye historikere' og omfatter navne som Benny Morris, Ilan Pappe, Avi Shlaim, Tom Segev, Hillel Cohen og Simha Flapan, udfordret den gængse nationalistiske glansbilledfortælling om Israels oprettelse og landets påståede evige kamp for overlevelse.
Disse virkelige historikere har vist, at Israel baserer sin eksistens på etniske udrensninger af den oprindelige befolkning, og at Israel langt oftere har været aggressoren end et uskyldigt forfulgt lam.
At Israel med en vis ret kan betegnes som et apartheid-samfund kan man forvisse sig om ved at følge med i, hvad utallige ihærdige menneskeretsaktivister, journalister og humanitære organisationer rapporterer.
For det femte tager Henrik Jensen fejl når han skriver om, at de politisk korrekte postulerer en "misforstået overbetoning af erindringen om holocaust og en deraf følgende accept af en vestlig gæld til det jødiske folk".
a) at holocaust bliver brugt strategisk til at varetage Israels interesser og i øvrigt bliver stærkt overbetonet af jødiske nationalister, kan der ikke herske tvivl om. Det samme gælder begrebet antisemitisme (læs f.eks. her).
b) man kan godt argumentere for, at holocaust giver Vesten en kollektiv moralsk gæld til jøderne som folk. Selv vestlige nationer, der ikke deltog i jødeudryddelserne under 2. Verdenskrig, nægtede at åbne deres grænser for jødiske flygtninge, som ellers kunne være blevet reddet ved den gestus.
Men det helt basale dilemma står fortsat tilbage: man betaler ikke en gæld ved at inddrage en trediepart og lade denne stå for regningen. At Henrik Jensen stjæler mit hus retfærdiggør ikke, at jeg stjæler min nabos hus som kompensation. Det er ret simpel morallogik, men muligvis ikke den slags man lærer på RUC, hvor Jensen slår sine folder.
Og desuden: Hvis holocaust giver Vesten en særlig skyld og et moralsk ansvar, så giver Nakba ('katastrofen' i 1948, da 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres jord) såvel Vesten som Israel et særligt moralsk ansvar for palæstinensernes skæbne.
For det sjette har Henrik Jensen et noget mærkværdigt syn på begrebet retfærdighed:
"Man ['de politisk korrekte', lp] glæder sig over tegn på, at denne erindring og skyld nu ser ud til at være svækket – bl.a. med valget af Obama – så Vesten kan få et mere ’balanceret’ og ’retfærdigt’ syn på konflikten. Men den skyld er der, og den bliver der. Der vil altid være en moralsk forbundethed mellem Vesten og Israel. Den løber i øvrigt parallelt med den sammenvævning af vestlig og jødisk kultur, der også er sket over det seneste halvandet århundrede. Hvordan ville vestlig kultur se ud uden det jødiske bidrag? Omvendt er det indtil videre til at overse, hvad der er fælles mellem vestlig og arabisk kultur."
Vi må altså forstå (som også en kommentator gør opmærksom på i Berlingskes debattråd), at retfærdighed hænger sammen med kultur og etnicitet:
"Henrik Jensens retorik [...] synes jo at indikere, at retslig tolerance og beskyttelse afhænger af kulturel og/eller etnisk tilhørsforhold."
Mener Henrik Jensen virkelig det, eller har han blot haft en hjerneblødning mens han skrev?
Opdatering: For det syvende bruger Henrik Jensen en stærkt kritisabel metafor:
"Metoden [at skabe sympati for ofrene, lp] minder om de reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live."
Palæstinenserne fremstilles som ofre og ofre sammenlignes af Henrik Jensen med 'udmagrede og mishandlede hunde', der - unødvendigt, må vi forstå - forsøges holdt i live. Henrik Jensen gør sig altså nærmest til fortaler for medlidenhedsdrab på palæstinenserne.
Jeg citerer fra Jensens kollega på RUC, Mihail Larsen, der også deltager i debatten på Berlingske:
"Det har været god tone - eller 'politisk korrekt' - blandt demokratisk og humanistisk tænkende mennesker at protestere mod den slags undertrykkelse. Det gjorde vi mod Sydafrika i apartheidtiden (hvor Israel var største samhandelspartner, medens vi i vesten startede en boykot). Det gjorde vi også, da DDR opførte Berlin-muren og skiftende amerikanske præsidenter har høstet internationalt bifald for at kræve selv samme mur revet ned. Det gjorde vi også, da serberne trak deres streger på landkortet og udsultede deres modstandere.
Vi holdt med 'de svage' - vil Henrik Jensen sige. Og det er meget dumt og uintelligent, forstår man. Den slags medfølende sentimentalitet, der trives i det, han kalder "en skrantende venstrefløj", må fornuftige mennesker som Henrik Jensen selv naturligvis afvise som "den rene medynk" - på linie med "reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live".
Det ligner en tanke. En nazistisk tanke. Jeg troede, vi havde haft nok af den slags. Jeg er måske naiv, men var det ikke læren af Holocaust?"
Klummen fra Jensens hånd efterlader intet indtryk af at være skrevet af en akademiker med særlige forudsætninger for at forklare folk, hvordan verden hænger sammen, endsige levere en eller anden form for moralsk kompas, vi kan navigere efter.
Klummen synes ovenikøbet at hylde 'det stærke og sunde' og være fortaler for medlidenhedsdrab på de svage (palæstinensenre). Jensen flirter altså ligefrem med nazistisk tankegods.
Sandheden er desværre nok, at Henrik Jensen - tidligere RUC-marxist(?) - er nyfødt politisk korrekt med nyvundne konservative idealer. Det ville imidlertid klæde Jensen i højere grad at fremtræde som den historiker, han påstår at være, ikke som en simpel, uvidende propagandist.
For det første forsøger Henrik Jensen at gøre op med den automatiske offergørelse af mindretal. Det gør han ved at fremstille jøderne og Israel som indbegrebet af evige ofre:
"Men hvem er det sande offer her?" (Israel, mener Henrik Jensen selvfølgelig).
Det er altså slet ikke offergørelse som fænomen, Henrik Jensen er kritisk overfor, men offergørelse af de forkerte.
For det andet gør Henrik Jensen sig skyldig i en sviner:
"Eksemplarisk patetisk var den svenske krimiforfatter Henning Mankells udmeldinger med antisemistiske undertoner."
Hvilke antisemitiske undertoner er dog det? Jeg har søgt på nettet og har ikke kunnet finde nogle racistiske Mankell-udtalelser. Det er noget svineri at bruge skældsord på den løsagtige måde. Henrik Jensen burde skamme sig.
For det tredie er Henrik Jensens opfattelse af palæstinenserne, om ikke racistisk, så dog ekstremt snæversynet, primitiv og dæmoniserende:
"Den palæstinensiske befolkning er funderet i en arabisk/muslimsk præmis om at Israel skal tilintetgøres."
Trods den sprogligt ubehjælpsomme facon er meningen klar: Alle palæstinensere, undskyld alle arabere - nej, undskyld alle muslimer - drømmer kun om at tilintetgøre Israel. Et vanvittigt udsagn, der afslører Henrik Jensen som primitiv demagog uden interesse i at formidle viden, der kan gøre os klogere på konflikten og mulighederne for dens løsning.
Og desuden: Hvis nogle palæstinensere - ja, hvis endog alle palæstinensere - skulle nære fantasier om at udslette Israel, så er det ikke uden årsager. Israels oprettelse, jødernes nationale genfødsel, var palæstinensernes katastrofe.
Hvis en nationalsindet dansker skulle hade svenskere og tyskere som resultat af de tæsk, Danmark har fået af sine to stærkere naboer, så kan vi nok forstå emotionerne.
Og hvis man hader muslimer, fordi man mener, islam er ved at erobre og kolonisere Europa, så burde man også kunne forstå, hvilke følelser der rør sig hos de mennesker, der virkelig oplevede erobring og kolonisering af deres jord.
For det fjerde: Henrik Jensen VED tilsyneladende intet om den konflikt, han udtaler sig om:
"Ikke desto mindre er det blevet politisk korrekt at se bort fra, at Israel i 60 år har befundet sig i en daglig overlevelseskamp, som betyder at man naturligvis ikke bare kan lade påståede nødhjælpsskibe passere."
Nej, det er ikke blevet politisk korrekt at se bort fra noget. Det er blevet historisk korrekt netop IKKE at se bort fra kendsgerningerne. Siden 1980erne har en kreds af historikere i Israel, en kreds der går under betegnelsen 'de nye historikere' og omfatter navne som Benny Morris, Ilan Pappe, Avi Shlaim, Tom Segev, Hillel Cohen og Simha Flapan, udfordret den gængse nationalistiske glansbilledfortælling om Israels oprettelse og landets påståede evige kamp for overlevelse.
Disse virkelige historikere har vist, at Israel baserer sin eksistens på etniske udrensninger af den oprindelige befolkning, og at Israel langt oftere har været aggressoren end et uskyldigt forfulgt lam.
At Israel med en vis ret kan betegnes som et apartheid-samfund kan man forvisse sig om ved at følge med i, hvad utallige ihærdige menneskeretsaktivister, journalister og humanitære organisationer rapporterer.
For det femte tager Henrik Jensen fejl når han skriver om, at de politisk korrekte postulerer en "misforstået overbetoning af erindringen om holocaust og en deraf følgende accept af en vestlig gæld til det jødiske folk".
a) at holocaust bliver brugt strategisk til at varetage Israels interesser og i øvrigt bliver stærkt overbetonet af jødiske nationalister, kan der ikke herske tvivl om. Det samme gælder begrebet antisemitisme (læs f.eks. her).
b) man kan godt argumentere for, at holocaust giver Vesten en kollektiv moralsk gæld til jøderne som folk. Selv vestlige nationer, der ikke deltog i jødeudryddelserne under 2. Verdenskrig, nægtede at åbne deres grænser for jødiske flygtninge, som ellers kunne være blevet reddet ved den gestus.
Men det helt basale dilemma står fortsat tilbage: man betaler ikke en gæld ved at inddrage en trediepart og lade denne stå for regningen. At Henrik Jensen stjæler mit hus retfærdiggør ikke, at jeg stjæler min nabos hus som kompensation. Det er ret simpel morallogik, men muligvis ikke den slags man lærer på RUC, hvor Jensen slår sine folder.
Og desuden: Hvis holocaust giver Vesten en særlig skyld og et moralsk ansvar, så giver Nakba ('katastrofen' i 1948, da 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres jord) såvel Vesten som Israel et særligt moralsk ansvar for palæstinensernes skæbne.
For det sjette har Henrik Jensen et noget mærkværdigt syn på begrebet retfærdighed:
"Man ['de politisk korrekte', lp] glæder sig over tegn på, at denne erindring og skyld nu ser ud til at være svækket – bl.a. med valget af Obama – så Vesten kan få et mere ’balanceret’ og ’retfærdigt’ syn på konflikten. Men den skyld er der, og den bliver der. Der vil altid være en moralsk forbundethed mellem Vesten og Israel. Den løber i øvrigt parallelt med den sammenvævning af vestlig og jødisk kultur, der også er sket over det seneste halvandet århundrede. Hvordan ville vestlig kultur se ud uden det jødiske bidrag? Omvendt er det indtil videre til at overse, hvad der er fælles mellem vestlig og arabisk kultur."
Vi må altså forstå (som også en kommentator gør opmærksom på i Berlingskes debattråd), at retfærdighed hænger sammen med kultur og etnicitet:
"Henrik Jensens retorik [...] synes jo at indikere, at retslig tolerance og beskyttelse afhænger af kulturel og/eller etnisk tilhørsforhold."
Mener Henrik Jensen virkelig det, eller har han blot haft en hjerneblødning mens han skrev?
Opdatering: For det syvende bruger Henrik Jensen en stærkt kritisabel metafor:
"Metoden [at skabe sympati for ofrene, lp] minder om de reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live."
Palæstinenserne fremstilles som ofre og ofre sammenlignes af Henrik Jensen med 'udmagrede og mishandlede hunde', der - unødvendigt, må vi forstå - forsøges holdt i live. Henrik Jensen gør sig altså nærmest til fortaler for medlidenhedsdrab på palæstinenserne.
Jeg citerer fra Jensens kollega på RUC, Mihail Larsen, der også deltager i debatten på Berlingske:
"Det har været god tone - eller 'politisk korrekt' - blandt demokratisk og humanistisk tænkende mennesker at protestere mod den slags undertrykkelse. Det gjorde vi mod Sydafrika i apartheidtiden (hvor Israel var største samhandelspartner, medens vi i vesten startede en boykot). Det gjorde vi også, da DDR opførte Berlin-muren og skiftende amerikanske præsidenter har høstet internationalt bifald for at kræve selv samme mur revet ned. Det gjorde vi også, da serberne trak deres streger på landkortet og udsultede deres modstandere.
Vi holdt med 'de svage' - vil Henrik Jensen sige. Og det er meget dumt og uintelligent, forstår man. Den slags medfølende sentimentalitet, der trives i det, han kalder "en skrantende venstrefløj", må fornuftige mennesker som Henrik Jensen selv naturligvis afvise som "den rene medynk" - på linie med "reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live".
Det ligner en tanke. En nazistisk tanke. Jeg troede, vi havde haft nok af den slags. Jeg er måske naiv, men var det ikke læren af Holocaust?"
Klummen fra Jensens hånd efterlader intet indtryk af at være skrevet af en akademiker med særlige forudsætninger for at forklare folk, hvordan verden hænger sammen, endsige levere en eller anden form for moralsk kompas, vi kan navigere efter.
Klummen synes ovenikøbet at hylde 'det stærke og sunde' og være fortaler for medlidenhedsdrab på de svage (palæstinensenre). Jensen flirter altså ligefrem med nazistisk tankegods.
Sandheden er desværre nok, at Henrik Jensen - tidligere RUC-marxist(?) - er nyfødt politisk korrekt med nyvundne konservative idealer. Det ville imidlertid klæde Jensen i højere grad at fremtræde som den historiker, han påstår at være, ikke som en simpel, uvidende propagandist.
