Pias Kjærsgaards milde gaver - du betaler

LEDER: Pia Kjærsgaard synes, det er svært at lave finanslov i år, betror hun Ritzaus Bureau

Ole Birk Olesen,

04/11/2010

LEDER: Pia Kjærsgaard synes, det er svært at lave finanslov i år, betror hun Ritzaus Bureau. For i år skal der spares en smule - to milliarder kroner, svarende til cirka 0,2 procent af de samlede offentlige udgifter. 0,2 procent? Jeps, det er 0,2 procent, som Dansk Folkepartis formand har svært ved at spare. Virkelig.

"Det er en anderledes rolle for alle - også for finansministeren og regeringen. Det er allerbedst, hvis man kan komme ud og uddele milde gaver. Det er svært, når man ikke kan," uddyber Pia Kjærsgaard.

Hun har selvfølgelig ret, for intet er nemmere i denne verden end at dele gaver ud for andres folks penge. Man behøver ikke stikke hånden i egen lomme, men modtagerne bliver alligevel glade for en. Det er en rolle, som Pia Kjærsgaard nødig vil forlade.

Men bekymrede Pia Kjærsgaard i de foregående år som regeringens tilbagevendende finanslovspartner sig da ikke om alle de mennesker, som betalte det gavegilde, som gjorde livet så let for hende? Har hun som leder af sit magtfulde støtteparti for VK-regeringen virkelig aldrig tænkt tilbage på de dage, hvor hun var med i Fremskridtspartiet og agiterede for lavere offentlige udgifter - fordi danskerne var bedre tjent med at beholde deres indkomster selv, i stedet for at de blev uddelt af politikere, der bare gerne ville have det let?

Den ene dag ser man en politiker, der vil noget. Den anden dag vil den samme politiker det helt modsatte. Politiker-livet er forunderligt.

Kilde: