På sin sidste dag som DF-formand sætter Pia Kjærsgaard regeringsdeltagelse som en konkret ambition for sit parti.
Når Pia Kjærsgaard holder sin sidste tale som formand for Dansk Folkeparti på partiets årsmøde, formulerer hun et klokkeklart mål for sit parti, og hun siger det mere tydeligt end nogensinde:
Dansk Folkeparti skal være regeringsparti.
»Det er helt klart en ambition for os. Hvornår det bliver, er 100 procent op til den nye formand. Men alle skal vide, at det naturligvis er min ambition, at Dansk Folkeparti kommer i regering«, siger Pia Kjærsgaard.
Nu er det altså blevet noget at stile efter. Og hun lægger ikke skjul på, at hendes afskedssalut er en reaktion på en udmelding fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
For en måned siden erklærede han, at der ikke kommer DF-ministre i en kommende regering under hans ledelse.
Den kommentar finder Kjærsgaard »upassende«.
»Jeg er træt af denne lettere påtagede bisterhed fra Lars Løkke. Hvad er problemet? Der er ingen overhovedet. Vi har en funktionsdygtig folketingsgruppe. Vi har nogle emner, som – undskyld min ubeskedenhed – så rigeligt vil kunne matche de ministre, der har været fra V og K. Lige nu sejler det, selv inden for regeringspartiernes rækker. Vi ville kunne gøre det til en langt bedre karakter. Og det kommer vi også til«, siger Pia Kjærsgaard.