Regeringen taler faktisk ikke om job – men jobforløb. Jobforløb er noget andet end et rigtigt arbejde. Det er f.eks. job med løntilskud, nyttejob eller praktikforløb. Jobforløb kan have kortere eller længere varighed. Ikke at det ikke er godt nok for at styrke integrationen, men der er bare ikke tale om egentlige job. Til formålet øremærker regeringen 44 mio. kr. Og det er jo jobcentrene i kommunerne, der skulle stå for det praktiske.
Vi har 98 kommuner i Danmark. Det betyder, at hver kommune i gennemsnit får under en halv million kr. til at føre indsatsen ud i livet. De 44 mio. kr. vil utvivlsomt falde på et tørt sted, men står de mål med ambitionen om 30.000 flygtninge og indvandrere i arbejde?
Hvis 44 mio. kr. kan skaffe 30.000 job på to år, ville mange nok mene, at vi forvalter de milliarder, som vi bruger på beskæftigelsesindsatser, på meget dårlig vis. Eller sagt på en anden måde: Hvis 44 mio. kr. kan skabe 30.000 job ude i kommunerne, kunne det måske være en god idé at nedlægge Beskæftigelsesministeriet og bruge pengene derfra på denne trylleformular.
http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/peterarnfeldt/ECE7573968/Flankesikringer-før-valget/