Personskattens sande natur er en varietet af historiske, komplekse og også modstridende begrundelser. Skatter, moms og afgifter er det offentliges finansiering af dets opgaver, såsom uddannelse, pleje og omsorg, militær, retsvæsen, politi, det politiske liv osv. Påstår man, at det offentlige ikke bør påtage sig sådanne opgaver overhovedet, er der berettiget heller ikke begrundelse for at opkræve skatter. Hvis man omvendt mener, at det offentlige har visse forpligtelser overfor samfund og borgere, skal disse opgaver naturligvis også finansieres. Næste spørgsmål bør efter min mening således blive en afklaring af finansieringen, og først herefter en præcisering af hvilke og hvor store eller små opgaver, det offentlige skal påtage sig. Begrundelsen herfor er, at den sunde vej til en finansiering af det offentliges opgaver, først og fremmest må være at få fastslået, hvor der reelt kan beskattes, og hvor meget samfundet samlet set kan holde til i rimelighed at afgive til det offentlige i skatter og afgifter. Dette beløb kan vi så efterfølgende skændes om, hvordan vi forvalter bedst muligt, i stedet for som nu, hvor vi skændes om, hvem der skal betale for det offentliges næsten grænseløse forbrug, eller, i manges øjne, overforbrug.
I DK, såvel som i vist nok hovedparten af de vestlige lande, er borgerne det primære beskatningsobjekt. Og det er måske i virkeligheden her, det går galt. Flere og flere oplever en stigende grad af angreb på deres retsfølelse og personlige frihed i forhold til skattevæsnet. Denne følelse går i en lige linje tilbage til og mod det politiske liv, som vedtager skattelovene og ikke mindst skattevæsnets størrelse og stigende legitimering af indgrebene i vores frirum. Vi anerkender i dag den personlige frihed under ansvar/strafansvar som værende fundamental, og derfor burde vi også i frihed selv kunne vælge vores 'privatøkonomiske udgifter', herunder skatten, når der vel at mærke er tale om en personskat. Så når det offentlige således med tvang 'angriber' den enkeltes privatøkonomiske rettigheder, må det ud fra en moderne bevidsthed naturligvis opleves som et overgreb. Hvis jeg ønsker at støtte det offentliges drift af forskellige områder i samfundet, vil jeg ud fra denne frihedsfølelse for det første forlange indflydelse på hvilke områder, jeg ønsker at støtte, og dernæst selv kunne bestemme, hvornår og hvor meget, jeg ønsker at støtte med. Det er sådan, friheds - og retfærdighedsfølelsen overvejende er i dag, og det bør det politiske liv ikke overhøre. Hvis personskat med andre ord ikke skal opleves som et overgreb, bør den omlægges til frivillig donation, altså hvor vi hver især i frihed selv beslutter, hvilke områder, vi ønsker at støtte, og med hvor meget og hvornår.
Men min påstand er, at hertil er vi slet ikke nået endnu som mennesker. Et sådant system ville kræve en langt større social modenhed af os hver især, end vi næsten samlet kan præstere i dag. Derfor undgår vi heller ikke en eller anden form for tvang, når det offentliges drift skal finansieres. Der er dog ikke længere tvivl om, at personskat på én og samme tid er et forældet og asocialt tvangsforhold, samtidig med, at vi endnu ikke er modnet nok i vores sociale bevidsthed til at kunne gøre det til et frivilligt anliggende. Personskat er med andre ord utidssvarende og bør derfor nok afskaffes hurtigst muligt.
