LEDER: Hvis vi levede i et samfund, hvor der ingen omsorg var til folk med fysiske og mentale handicaps, så var der god grund til at give penge til tiggere på gaden. Men sådan er den danske virkelighed jo ikke. Danmark er stadig et af verdens rigeste lande - omend for nedadgående - så der er stadig overskud til at tage sig af de virkeligt svage. Og det sker. Der er sågar også overskud til, at det offentlige tager sig af folk, som intet som helst fejler, og som burde kunne klare sig selv. Det sker også, i alt for rigeligt omfang.
På den baggrund er det ikke så sært, at de fleste danskere ikke vil give en skærv til tiggere, som antaster dem på gaden, og som oftere forekommer at være fra den sidste gruppe end fra den første. Hvorfor skulle man give en anden person sine penge, så vedkommende kan fortsætte sit misbrug af alkohol og stoffer, når man selv kan bruge pengene på så meget andet godt? Bare fordi han spørger?
"Kan du undvære nogen småpenge?" lyder det fra tiggeren. I stedet for at se den anden vej eller stikke en løgn som folk normalt gør, burde flere svare: "Ja, det kan jeg vel godt, men hvorfor skulle jeg? Jeg vil da hellere bruge pengene på mig selv/min kone/mine børn/mine venner/de sultende i Afrika. Hvorfor skulle jeg sætte dig højere, bare fordi du står her og rækker hånden frem?"
Det ville være mere ærlig snak end alternativet: Påstanden om at man tilfældigvis aldrig nogen sinde har småpenge i sin pung.