Her følger nogle pluk fra Weekendavisens artikel fra 2004 skrevet af Jesper Vind (Dansk PEN: Usikker PEN, 23. januar 2004):
I 1975 blev Dansk PEN opfordret til at være vært for den russiske forfatter Andrej Sinjavskij, der var blevet dømt for antisovjetisk virksomhed.
Lige noget for en ytringsfrihedsorganisation, skulle man tro.
Men PEN takkede nej. Beslutningen blev truffet af PEN's sekretær Erik Vagn Jensen, og den har sikkert passet ham godt. Som aktiv på den yderste venstrefløj var han hovedbestyrelsesmedlem i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen, der var kendt for at tegne et rosenrødt billede af forholdene i Sovjet.
For at skære sine sympatier ud i pap havde han i en skolebog kaldt Sovjets besættelse af de baltiske lande for en ”revolutionær befrielse”.
Ingen kan vel være overrasket over, at denne sovjetbegejstrede mand ikke åbnede dørene for den sovjetkritiske dissident.
Det virkeligt underlige er, hvad han overhovedet lavede i en ytringsfrihedsorganisation.
Berlinmurs-begejstret PEN-præsident
Forklaringen finder man, når man ser på den senere PEN-præsident, forfatteren Jørgen Knudsen.
Selv om han utvetydigt havde hyldet stasi-staten DDR i 1969 og selv om han – og nu bliver det grotesk - havde kritiseret DDR-chefen Walter Ulbricht for først i 1961 at tage sig sammen og bygge Berlin-muren, blev han PEN-præsident i 1997-2000.
Man har åbenbart ikke fundet det kompromitterende at have en Berlinmurs-begejstret præsident i PEN. Det siger en del om atmosfæren i foretagendet.
Knudsen løb først ind i vanskeligheder, da han efter 11. september 2001 skrev følgende:
”Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke”.
Forfatteren, der oplevede det som en ”lettelse”, da islamiske terrorister slog tusinder af mennesker ihjel, blev ikke ekskluderet af Dansk PEN.
