Paven, Tiger Woods og Toyota

Paven, Tiger Woods og Toyota  Det er ikke hver dag, at paven, Tiger Woods og Toyota sammenlignes  under samme  overskrift

Ole Olesen,

22/04/2010

Paven, Tiger Woods og Toyota

 Det er ikke hver dag, at paven, Tiger Woods og Toyota sammenlignes  under samme  overskrift. Men det blev de i det spanske dagblad El País i sidste uge, hvor kommentatoren Moïses Naïm refererede nogle beregninger af Victor Stangel og Christopher Knittel fra University of California.

 Ligheden er, at de alle har været udsat for kraftige skandaler. Forskellen er måden at reagere på efter først at have forsøgt sig med fortielser og nøl.

 I følge Stangel og Knittel faldt børsværdien af Woods sponsorer (Nike, Gatorade, Gillette m.fl.) med 12 mia dollars efter afsløringerne af golfstjernens sexeskapader. For Toyotas vedkommende anslår de udgifterne til at reparere fejlene på bilerne og til reklamer for at rette op på firmaets image til 3 mia dollar i indeværende år. Og den katolske kirke har alene i USA betalt mere end tre mia dollars i erstatninger til ofre for  seksuelle overgreb.

 Tiger aflagde uforbeholden tilståelse og undskyldning i en offentlig erklæring : “ det er min skyld, jeg undskylder, jeg påtager mig ansvaret”, skrev han.
Finansmagnaten Akiodo Toyodo, præsident for Toyoto vedstod også sit ansvar uden forbehold: ”Mit navn står på hver eneste bil  ..Toyota vil arbejde utrætteligt for at genvinde sine kunders tillid.”

Tiger og Toyota led som nævnt meget store tab. Men Tiger er nu tilbage  på græsset, og Toyotas salg steg 40% i marts måned.

Og, hvad har så den katolske kirke gjort i en situation, hvor den er mere truet end i mange, mange år?

Den katolske kirke har en leder med et fuldstændig unikt talent for at dumme sig. Efter at have krænket muslimer, jøder, protestanter og afrikanere (som har fået besked på, at de ikke må bruge prævention) har Benedikt XVI (B16, som han kaldes i USA) invaderet det mest sprængfarlige minefelt af alle : seksuelle overgreb mod børn - begået af hans egne medarbejdere i Herrens hus. Og nu fyger skeletter, klapjagt på præster og afmægtige besværgelser fra kardinalerne så rundt i en hvirvelstorm, som truer kirkens eksistens.

 Men Benedikt gør lige præcis ikke det, som Tiger og Toyodo har gjort. Han siger ikke: ”Undskyld! Med 30 år på toppen af kirkens hierarki vedkender jeg mit ubetingede ansvar for ikke at have grebet effektivt ind over for de seksuelle overgreb og dermed også mit personlige ansvar for de ulykker, der nu rammer os.”

 Ledelsesmæssig inkompetence, ville de kalde det i Toyota. Det samme siger faktisk også en gruppe fremtrædende katolske teologer,som i onsdagens El País kræver, at paven skal træde tilbage.

 Det er vist aldrig hørt før, og det er slet ikke nogen rar gave for ham til hans fem års jubilæum som pave i disse dage. Men for mange katolikker ville det være en gave fra himmelen.

 


 

 

 

 

Kilde: