(skrevet efter Marius glimrende indlæg om moddemonstrationer og oven på diskussionerne om Cordoba-moskéen i NY)
Det hellige lys formelig strålede ud af hendes blik, det er sådan Joan of Arc må have set ud, tænkte jeg flygtigt, da hun ivrigt hev fat i mig efter et redaktionsmøde: ”Tager du med i aften, vi skal til Greve og gå i fakkeltog ... der kommer mange fremtrædende danskere. Politikere, forfattere, musikere, journalister!”
”Og hvad er det så, I bruger faklerne til. Hvad skal brændes af?” spurgte jeg bevidst dumt. Jeg vidste jo udmærket, hvad min ivrige kollega hentydede til, og var faktisk en smule irriteret over, at hun kunne finde på at stille mig sådan et stupidt spørgsmål. For hvis der var noget jeg under ingen omstændigheder nogensinde ville spilde så meget som et eneste sekund af mit kostbare liv på, så var det at rende rundt og udstille min ”godhed” en kold novemberaften sammen med en flok frelste, men velmenende idioter i Greve, hvilket jeg naivt troede, hun var klar over. Men det var hun ikke. Det at et anstændigt menneske kunne finde på at takke nej til at erklære sig som anti-racist, anti-nazist, anti-et-eller-andet-ondt overskred simpelt hen min venlige kollegas begrænsede forestillingsevne. Jeg husker endnu, hvordan hendes blik blev en smule sløret. Hvordan hendes øjenbryn snørede sig en anelse sammen. Jeg kunne nærmest føle hendes usikkerhed. Hendes bekymring. Hendes skuffelse og hendes krybende tvivl om min person. ”Øøøh, jo du ved, vi går i moddemonstration mod Johnny, og ...”
”Ja”, afbrød jeg hende langt venligere, end jeg følte mig. Man er jo velopdragen. ”Nu ved jeg godt, hvad det drejer sig om, og svaret er nej. Jeg skal ikke til Greve og være med i noget fakkeltog,”.
Hun så måbende på mig. ”Jamen, du er jo jøde. Din familie var i KZ-lejr”, stammede hun og drejede med fornærmet mine om på sine designersko, og gik hovedrystende sin vej. Jeg nåede aldrig at svare hende. Og det er nu mere end tolv år siden, men kære Susanne (navnet ændret, red.) her er mit forsinkede svar.
Ja, jeg er jøde, og min familie overlevede et ophold i KZ-lejr. Og ja, jeg synes, Nazi-Johnny fra Greve skal have lov til at sige lige det, han vil. Han kan benægte Holocaust, han kan rende heilende rundt i alle Danmarks gader i strækmarch og skrige sit sølle had ud til alle dem, der vil høre det. Johnnys grundlovssikrede ret til at være en dybt indskrænket idiot er, hvad der gør os frie demokrater anderledes end alle dem, der frygter og misunder os vores frihed. For det er i virkeligheden netop misundelse over vores frie liv, vores frie tanker, mere end det er religion, der driver mørkemændene, hvad enten de kalder sig Al-Queda, Hitzbuth Tahir eller KAP.
Iøvrigt findes der simpelt hen ikke noget mere afgrundsdybt latterligt end folk, der demonstrerer mod nazister og racister. Hvad er det, de vil? Hvad er deres egentlige dagsorden? Jeg begriber det ikke. Er de ude på at give staklerne den ekstra opmærksomhed, som er den sparsomme ilt, de lever af? Eller vil de vise verden, hvor gode mennesker de selv er. Er det en form for selvterapi? ”Se på mig, jeg går rundt med en fakkel, og et skilt, hvor der står, jeg ikke kan lide nazister!” Det er jo helt til grin. Jeg tvivler på, at disse gode mennesker har overvejet at få lavet en T-shirt, hvor der står: ”Jeg kan ikke lide pædofile barnemordere.” Men hvad er forskellen ...?
Og så er der alle dem, der åbent organiserer sig og identificerer sig som anti-racister og anti-fascister. Alle dem, der ikke som min tidligere kollega lidt naivt og lemmingeagtigt følger trop for at føle sig gode. Hvem er disse mennesker? Svaret er lige så enkelt som det er uhyggeligt. De holder nemlig et spejl op imod virkeligheden. En organiseret anti-fascist er helt ind i sjælen i virkeligheden selv glødende fascistoid, og en organiseret anti-racist er i sin umælende relativisme dybt, dybt racistisk, idet hans aggressive godhed dækker over det indlysende faktum, at svagere grupper har brug for hans stærke beskyttelse og hjælp. Og det er rendyrket racisme.
Sky dem som pesten. Disse anti-mennesker. De har intet godt på sinde!
Det hellige lys formelig strålede ud af hendes blik, det er sådan Joan of Arc må have set ud, tænkte jeg flygtigt, da hun ivrigt hev fat i mig efter et redaktionsmøde: ”Tager du med i aften, vi skal til Greve og gå i fakkeltog ... der kommer mange fremtrædende danskere. Politikere, forfattere, musikere, journalister!”
”Og hvad er det så, I bruger faklerne til. Hvad skal brændes af?” spurgte jeg bevidst dumt. Jeg vidste jo udmærket, hvad min ivrige kollega hentydede til, og var faktisk en smule irriteret over, at hun kunne finde på at stille mig sådan et stupidt spørgsmål. For hvis der var noget jeg under ingen omstændigheder nogensinde ville spilde så meget som et eneste sekund af mit kostbare liv på, så var det at rende rundt og udstille min ”godhed” en kold novemberaften sammen med en flok frelste, men velmenende idioter i Greve, hvilket jeg naivt troede, hun var klar over. Men det var hun ikke. Det at et anstændigt menneske kunne finde på at takke nej til at erklære sig som anti-racist, anti-nazist, anti-et-eller-andet-ondt overskred simpelt hen min venlige kollegas begrænsede forestillingsevne. Jeg husker endnu, hvordan hendes blik blev en smule sløret. Hvordan hendes øjenbryn snørede sig en anelse sammen. Jeg kunne nærmest føle hendes usikkerhed. Hendes bekymring. Hendes skuffelse og hendes krybende tvivl om min person. ”Øøøh, jo du ved, vi går i moddemonstration mod Johnny, og ...”
”Ja”, afbrød jeg hende langt venligere, end jeg følte mig. Man er jo velopdragen. ”Nu ved jeg godt, hvad det drejer sig om, og svaret er nej. Jeg skal ikke til Greve og være med i noget fakkeltog,”.
Hun så måbende på mig. ”Jamen, du er jo jøde. Din familie var i KZ-lejr”, stammede hun og drejede med fornærmet mine om på sine designersko, og gik hovedrystende sin vej. Jeg nåede aldrig at svare hende. Og det er nu mere end tolv år siden, men kære Susanne (navnet ændret, red.) her er mit forsinkede svar.
Ja, jeg er jøde, og min familie overlevede et ophold i KZ-lejr. Og ja, jeg synes, Nazi-Johnny fra Greve skal have lov til at sige lige det, han vil. Han kan benægte Holocaust, han kan rende heilende rundt i alle Danmarks gader i strækmarch og skrige sit sølle had ud til alle dem, der vil høre det. Johnnys grundlovssikrede ret til at være en dybt indskrænket idiot er, hvad der gør os frie demokrater anderledes end alle dem, der frygter og misunder os vores frihed. For det er i virkeligheden netop misundelse over vores frie liv, vores frie tanker, mere end det er religion, der driver mørkemændene, hvad enten de kalder sig Al-Queda, Hitzbuth Tahir eller KAP.
Iøvrigt findes der simpelt hen ikke noget mere afgrundsdybt latterligt end folk, der demonstrerer mod nazister og racister. Hvad er det, de vil? Hvad er deres egentlige dagsorden? Jeg begriber det ikke. Er de ude på at give staklerne den ekstra opmærksomhed, som er den sparsomme ilt, de lever af? Eller vil de vise verden, hvor gode mennesker de selv er. Er det en form for selvterapi? ”Se på mig, jeg går rundt med en fakkel, og et skilt, hvor der står, jeg ikke kan lide nazister!” Det er jo helt til grin. Jeg tvivler på, at disse gode mennesker har overvejet at få lavet en T-shirt, hvor der står: ”Jeg kan ikke lide pædofile barnemordere.” Men hvad er forskellen ...?
Og så er der alle dem, der åbent organiserer sig og identificerer sig som anti-racister og anti-fascister. Alle dem, der ikke som min tidligere kollega lidt naivt og lemmingeagtigt følger trop for at føle sig gode. Hvem er disse mennesker? Svaret er lige så enkelt som det er uhyggeligt. De holder nemlig et spejl op imod virkeligheden. En organiseret anti-fascist er helt ind i sjælen i virkeligheden selv glødende fascistoid, og en organiseret anti-racist er i sin umælende relativisme dybt, dybt racistisk, idet hans aggressive godhed dækker over det indlysende faktum, at svagere grupper har brug for hans stærke beskyttelse og hjælp. Og det er rendyrket racisme.
Sky dem som pesten. Disse anti-mennesker. De har intet godt på sinde!
