Til de største parasitter i det politiske økosystem hører PROJEKTMAGEREN.
For to uger siden så jeg på INTEGRATIONSPARASITTEN, som hører til blandt de racer, hvis værtsorganisme er det reelle problem. Det vil sige, at den måde, hvorpå den finder sin føde, er at anbringe sig på steder, hvor der faktisk er store problemer.
Er der mange arbejdsløse, der skal aktiveres, vil der være et vist antal parasitter, der påstår, de har en patentløsning, og på den måde narrer de staten til at fodre sig.
Både byudviklings- og integrationsparasitten (der er nært beslægtede) har en lignende adfærd. De anbringer sig på steder, hvor byudviklingen eller integrationen går skævt (og der er mange). Postulerer, de kan gøre noget ved det, og modtager foder i større eller mindre mængder.
Kulturparasitter
I denne uge skal vi se på KULTURPARASITTEN. En selvstændig gruppe af racer, hvis værtsorganisme er det ikke-eksisterende problem.
For tiden diskuteres kønsbalancen i rytmisk musik. Og lur mig, om der ikke – ud over det konsulenthus, der allerede har tjent penge på at undersøge noget, der ikke er grund til at undersøge – snart melder sig en stribe parasitter, der vil fodres for at gøre noget ved det ikke-problem, at der ikke er særlig mange piger, der er gode til at spille elektrisk guitar og bas. Og slet ikke gode nok til at komme ind på Det rytmiske konservatorium.
So fucking what? som etruskerne sagde, når der var noget, der undrede dem ...