Hver aften fra mandag til torsdag, sidder over 300.000 mennesker klistret til skærmen, for at følge med i tv3' kassesucces, Paradise Hotel. Et spil med løgne, bedrag, halve sandheder, spin og evnen til at gruppere sig. Alt sammen for i sidste ende, at vinde 500.000 kr.
Hver dag året rundt, kører der et tilsvarende spil med tiltlen "kampen om taburetterne". Forskellen i de to spil er, at der i kampen om taburetterne er flere vindere og tilsvarende langt flere tabere.
Kampen om taburetterne er et absurd spil, hvor hensynet til borgerne er lagt på hylden, i kampen om ministerbilerne eller den faste gage på 54.000 pr måned, som vores deltagere bliver spist af med, hvis de ikke når hele vejen.
Deltagerne kan opleves på flere platforme; Facebook, Twitter, TV, skrevne medier osv. Alle kan i princippet deltage i spillet. Man for at få en realistisk chance for at nå til tops, bliver man nødt til, at blive en del af en stor gruppering. Her er det tvingende nødvendigt, at man retter ind efter toppen, og gør det beskidte arbejde, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde den store præmie. Sekundært kan man have det rigtige efternavn.
Vejen til den store præmie er ofte hensynløst. Løgn, spin og halve sandheder er den sikre vej. Det er endvidere vigtigt, at man laver underaftaler med sine partnere rundt om i landet. Hensynet til borgerne og landetes ve og vel er uden betydning, i jagten på hovedpræmien.
Selv når modstanderne kommer med rationelle og gennemtænkte foreslag er det vigtigt, at man forholder sig passivt og negativt. Også selvom det er et forslag man selv har været med til at formulere. Dommerne skulle nødigt få det indtryk, at modstanderne har et bud på, hvordan man genopretter landet. Konsekvensen ville være, at man forærer sejren til modstanderne.
Ja, det kan til tider være svært at se hvad forskellen på Paradise Hotel og folketinget er. Én afgørende forskel er der da. Deltagerne i Paradise Hotel, får maksimum 2 chancer for at vinde den store præmie. Deltagerne af folketinget kan blive ved og ved og ved og.......
Hver dag året rundt, kører der et tilsvarende spil med tiltlen "kampen om taburetterne". Forskellen i de to spil er, at der i kampen om taburetterne er flere vindere og tilsvarende langt flere tabere.
Kampen om taburetterne er et absurd spil, hvor hensynet til borgerne er lagt på hylden, i kampen om ministerbilerne eller den faste gage på 54.000 pr måned, som vores deltagere bliver spist af med, hvis de ikke når hele vejen.
Deltagerne kan opleves på flere platforme; Facebook, Twitter, TV, skrevne medier osv. Alle kan i princippet deltage i spillet. Man for at få en realistisk chance for at nå til tops, bliver man nødt til, at blive en del af en stor gruppering. Her er det tvingende nødvendigt, at man retter ind efter toppen, og gør det beskidte arbejde, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde den store præmie. Sekundært kan man have det rigtige efternavn.
Vejen til den store præmie er ofte hensynløst. Løgn, spin og halve sandheder er den sikre vej. Det er endvidere vigtigt, at man laver underaftaler med sine partnere rundt om i landet. Hensynet til borgerne og landetes ve og vel er uden betydning, i jagten på hovedpræmien.
Selv når modstanderne kommer med rationelle og gennemtænkte foreslag er det vigtigt, at man forholder sig passivt og negativt. Også selvom det er et forslag man selv har været med til at formulere. Dommerne skulle nødigt få det indtryk, at modstanderne har et bud på, hvordan man genopretter landet. Konsekvensen ville være, at man forærer sejren til modstanderne.
Ja, det kan til tider være svært at se hvad forskellen på Paradise Hotel og folketinget er. Én afgørende forskel er der da. Deltagerne i Paradise Hotel, får maksimum 2 chancer for at vinde den store præmie. Deltagerne af folketinget kan blive ved og ved og ved og.......
