LEDER: Det er muligt, at danske unge drikker mere alkohol end godt er, men det nytter ikke, som SF foreslår, at udlicitere forældreansvaret til landets butikker med et nyt forbud. Javel, hvis SF's forbudforslag gennemføres, så kan unge under 18 år ikke længere købe alkohol i de butikker, der overholder loven. Men de unge kan stadig købe alkohol i alle de kiosker, som er ligeglade med loven. De kan også få andre unge, der er fyldt 18 år til at købe for dem. Eller de kan få øl eller anden alkohol fra deres forældre.
Forslaget fra SF er derfor intet andet end et paradeforslag, der ikke vil gøre noget ved et muligt problem, men til gengæld vil bilde vælgerne, at SF er villigt til at "gøre noget", hvor andre partier tøver. Men det var så også det egentlige formål med at stille forslaget.
En anden alkoholkultur hos landets unge kræver et andet syn på alkohol hos deres forældre. Vi vover et gæt: De forældre, der har fokus på, at deres børn ikke skal drikke for meget, har generelt børn, der ikke drikker for meget - uanset aldersgrænsen for køb af alkohol. Det er hos de forældre, der er ligeglade med, hvor meget deres børn drikker, at vi finder de børn, der drikker for meget - igen uanset aldersgrænsen for køb af alkohol.
Den opmærksomhed, der er på problemstillingen lige nu, er i virkeligheden udtryk for, at synet på børns alkoholvaner allerede er under omstilling i vort samfund. I villakvartererne i Søllerød, Sorø og Silkeborg er den øvre middelklasses forældre allerede på forældremøder i skolen begyndt at tale med hinanden om, hvordan de i fællesskab vil styre børnenes alkoholforbrug i de årgange, hvor interessen begynder. Trendsætterne er i gang, senere vil de fleste andre følge med.
SF's forbudsforslag er i virkeligheden blot et forsøg på at score en del af stemmekagen på en forandring, der forinden er fundet sted. Det er sket helt uden SF's medvirken og helt upåvirkeligt af, om SF får forslaget vedtaget eller ej.