Uhyggelig mange muslimske indvandrere og efterkommere går ind for sharialovgivning, men det er faktisk ikke afgørende, om det er 65% eller 45% eller 30% af indvandrerne, der går ind for sharialovgivning.
Sat på spidsen: De moderate muslimer betyder ikke noget.
Og det er der en god forklaring på, som er kendt fra public choice teori, nemlig at små og stærkt organiserede grupper, der varetager en interesse, der er vigtig for gruppen, får langt større indflydelse end det store flertal for hvem, sagen ikke er så vigtig for dem hver især, og som derfor ikke organiserer sig.
Det er islamisterne og imamerne, som er de religiøse og moralske autoriteter i de muslimske indvandrermiljøer, der dominerer. Det er dem, der har et klart mål, som er velorganiserede og har penge, og som har en klar strategi for, hvordan de skal nå deres mål, og det er dem, der kan mobilisere et stort antal dedikerede (for ikke at sige fanatiske) aktive islamister til at gå på gaden og missionere, til at indfange de rodløse unge og tilbyde dem et fællesskab i moskeen og et fælles fjendebillede, som udøver social kontrol med pigerne i lokalsamfundet, som presser de moderate muslimske fædre til at tvinge deres piger til at tildække sig, som organiserer koranskoler, etablerer muslimske lilleskoler, og som kupper sig til magten i boligforeninger og fodboldklubber.
De moderate er derimod uorganiserede, de har intet fælles mål og følgelig ingen strategi, og nok så vigtigt, så har de heller ingen organisation og ingen penge. De kan i øvrigt heller ikke henvise til nogen moralske autoriteter, der nyder respekt i de muslimske miljøer, og det hjælper dem heller ikke, at mange af dem er marginaliserede i forhold til det danske samfund. De er måske selvforsørgende, men er ikke integrerede, og de kan ikke tilbyde et attraktivt alternativ. De enkelte moderate muslimer tør heller ikke stille sig op og tale de religiøse ledere imod af frygt for at blive anklaget for at være dårlige muslimer og miste ære og anseelse, hvis deres døtre kommer i uføre, ligesom de risikerer trusler og vold, hvis de udfordrer islamisterne. Vi hører derfor sjældent noget til de moderate muslimer, de har ingen fælles stemme, og de tør sjældent udfordre islamisterne.
Det er en typisk dansk eller vestlig (demokratisk) fordom, at det er afgørende, hvad flertallet mener. Den slags spiller en rolle i et folkestyre, men det spiller næsten ingen rolle i forhold til en organiseret interessevaretagelse, og heller ikke i forhold til islamiseringen, dannelsen af parallelsamfund, udbredelsen af shariadomstole, den sociale kontrol, radikaliseringen og koloniseringen af institutioner, bydele og boligkvarterer. Det er islamisterne, der driver udviklingen. De moderate muslimer betyder ikke noget.
