En lærer må sno sig, hvis forberedelsen skal række. Allerede tidligt var Peter D. Nielsen klar over, at han ikke længere kunne undervise, som han har gjort tidligere. Han gik sammen med en kollega til skolelederen og fik ændret skemaerne, så deres timer i historie og dansk lå på samme tidspunkt. Nu slår de klasserne sammen i tre-fire dansktimer og to historietimer om ugen. Med op til 45 elever i klassen kræver det anderledes forberedelse.
»Vi kan hurtigt snakke sammen om forberedelsen. Vi sørger for, at eleverne i de timer arbejder i grupper på tværs af klasserne«.
En anden ny arbejdstilgang er, at han retter elevopgaver, samtidig med at han har undervisning.
»Lige så snart eleverne er sat i gang, så retter jeg opgaver. I morges sendte jeg eleverne ud at røre sig, og så gik jeg i gang med at rette diktater. Jeg overlever ved at rette opgaver i timerne«.
Han har ni ugentlige »hultimer«, hvor han kan forberede sig, men de ligger spredt ud over ugen.
»Det er svært at komme i dybden. Derfor har jeg også valgt, at eleverne ikke har stile for. I matematik vælger jeg oftere den hurtige lærebogsløsning. De kreative forløb er der ikke plads til. Det er en kunstig og underlig måde at gøre det på«.
Altså 30 lektioner og 9 lektioner til at forberede sig - medmindre nogle forberedelsestimer aflyses, så er der det mindre - det giver et kvarters tid til hver lektion.
Og den fleksible lærer er også væk:
»Jeg er meget firkantet. I går var der et møde, men jeg havde fået afspadsering 20 minutter, så derfor gik jeg, før mødet var slut. Jeg mødte en forælder på parkeringspladsen, der gerne ville snakke om en elev. Men jeg sagde, at han måtte kontakte mig i morgen, for nu havde jeg fri«,
Og så lige en interessant betragtning:
»Jeg tror faktisk, jeg arbejder mindre, for jeg har fri, når jeg er hjemme.
Interessetimerne sagde KL farvel til. Jeg undrer mig over at en arbejdsgiver hellere vil have umotiveret ansatte, der bare gør som der bliver sagt og intet andet og ikke mere end det.
