LEDER: Et flertal af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har nu besluttet, at integrationspolitikken ikke længere skal handle om "integration", men om "inklusion". Alle steder i kommunen, hvor det er muligt, vil ordet ”integration” simpelthen blive udskiftet med ordet ”inklusion”. Beslutningen er taget efter en høring med paneler og stormøder.
"Høringen viste os, at mange københavnere uanset baggrund er optaget af måden, vi taler om og til hinanden, og de vil hellere tale om inklusion end integration,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam fra de Radikale.
Ok, hvilken slags "mange københavnere" er det lige, der har deltaget i dén høring?
Her er vores bud på, hvad langt flere københavnere, som tilsyneladende ikke deltager i den lags høringer, går op i: De vil bo i en by, hvor indvandrere og indfødte kan have tillid til hinanden. En by hvor man ikke mærker et stik af nervøsitet, blot fordi man efter mørkets frembrud skal gå forbi fem store indvandrerdrenge på en øde gade. En by hvor forældre lærer deres børn, at de skal opføre sig ordentligt over for deres medmennesker, også selvom disse ikke har rødder i den samme kultur eller det samme land, som man selv har.
Hvis det kan lykkes, så er de fleste københavnere formentlig fløjtende ligeglade med, om det er resultatet af en inklusions- eller en integrationsindsats.
Københavns Kommunes integrationspolitik har i den henseende intet nyttigt gjort. Millioner og atter millioner er blevet fyret af efter princippet om, at dem, der laver mest ballade, skal der også bruges flest penge på. Efter alt at dømme har denne politik blot gjort ondt værre. At finde på et nyt ord for indsatsen vil ikke ændre det mindste på det.
