Årsagen til at jeg stemte nej til et dansk Euromedlemskab ved folkeafstemningen 28 september 2000, var netop det scenarie som udspiller sig i dag. Min frygt for at de uklare konvergenskrav og manglende konsekvenser hvis disse ikke efterfølgende blev overholdt, ville trække hele Europa ned, har i alt for høj grad vist sig at være velbegrundet. Rent faktisk har virkeligheden overgået min fantasi.
Efter finanskrisen har der være megen snak om at banksektoren skal reguleres for at det ikke skal gentage sig. Men der er ingen som taler om at de politikere der har ført Europas økonomi på afgrundens rand skal reguleres. Der kunne ellers være god behov for det.
Enden på den nuværende krise vil dog sandsynligvis vise sig, at blive en form for regulering i form med en endnu mere politisk union, hvor de enkelte medlemsstater mister økonomisk suverænitet. Men Euroen vil fortsat være en fiat valuta, hvor EU regeringen og den europæiske centralbank kan sætte seddelpressen i gang. Heldigvis har vi tyskerne til at holde igen med deres D-mark principper, men det er et meget tyndt bolværk.
Hvis jeg som liberalist skal gå med til en ny Euro aftale hvor Danmark evt. skal med, så skal der stilles helt nye og skarpe krav til europæisk økonomi og til de europæiske politikere. De to konvergenskrav som kunne på mig til at stemme for en Euro er følgende:
Udgifterne til den offentlige sektor må højst udgøre 20% af BNP. Dette er en meget vigtig grænse, fordi den betyder utroligt meget for EU landenes konkurrencemæssige position i forhold til resten af verden. Men den betyder også meget for landenes muligheder for at overholde deres budgetter uden at kaste EU ud i inflation.
Statens drift må ikke lånefinansieres. Dette er ikke et urimeligt krav, hvis landene først kan holde den offentlige sektors størrelse nede på 20%, så kan det altid lade sig gøre at hente de nødvendige penge ind i skatter og afgifter. Dermed kommer der pr. definition ikke noget budgetunderskud.
Dette forhindrer dog ikke en stat i at optage gæld, for at finansiere investeringer. En investering er jo ikke en driftsudgift - men det er renterne til gengæld. Renterne skal derfor regnes med i udgifterne til den offentlige sektor.
Det er to simple krav der skal opfyldes, så vil det gå bedre i Europa. Men der er langt der til, for landene er søbet ind i høj gæld og høje driftsudgifter. Det er massive samfundsreformer der er behov for i Europa, og ikke en ny politisk reform som gør det muligt drive Europa som en maksimalstat.
Europas folk er mere forskellige end i USA, alligevel er EU allerede dominerende overfor de enkelte medlemsstater end USA er overfor sine delstater. Vejen frem for et bredt og folkeligt EU, er et politisk smallere EU, hvor man ikke kigger på krumme agurker, men på store og vigtige spørgsmål, som f.eks. hvor store de offentlige budgetter er.
