Det har aldrig været en stor hemmelighed, men det er alligevel rart at få det ud i det åbne; at det omvendte orakel Peter Mogensen lider af en næsegrus beundring for Helle Thorning.
Under overskriften "Den aften fortiden sluttede og fremtiden begyndte" kaster han sig ud i en næsten lyrisk skønsang om Helle Thornings heroiske rejse mod statsministeriet.
Lad os starte med den besynderlige erklæring om at "Helle Thorning skylder ingen noget. Sejren tilhører hende. Og ingen andre". Det første spørgsmål der melder sig er hvilken sejr? Helle Thorning har ført S frem til det største valgnederlag i 108 år. Hendes største støtte har tabt 7 mandater og for at understrege fadæsen har Villy Søvndal tabt 2/3 af sine personlige stemmer. Hvis det er en sejr, så må Helle Thorning frygte hvad et nederlag vil bringe.
Peter Mogensen mener at Helle Thorning har vist styrke ved at tage "sine prygl imens hendes partifæller lå i dækning under bordene". Rigtigt er det at partifællerne lå i dækning i den største skyttegravskrig i partiets historie. Socialdemokratiet ved ved at flække midt over i en indre magtkamp, og der var brug for et absolut ubeskrevet blad uden meriter af nogen som helst art. Det kunne Helle Thorning levere, og hun var tilsyneladende den eneste, der besad en usædvanlig kombination af totalt fraværende politiske evner og et ego og personlige ambitioner som mere end antydede noget andet. Hendes håbløse tiltrædelseserklæring om at "Jeg kan slå Anders Fog" siger alt - og det blev da også gjort grundigt til skamme.
Midt i kærlighedserklærigen drypper Peter Mogensen så lidt malurt i bægret, når han konstaterer, at har også har taget sig til hovedet over "inkompetencen og den fumlende og lidt anive måde hvorpå S-lederen har opereret", men tag ikke fejl, det er blot et lidt klodset afsæt for at anprise Helle Thorning for "ikke at være vokset op i bevægelsen". Med den nye regering er S kommet videre mener Peter Mogensen, og "regeringen vil udgøre en historisk milepæl, som man måler partiet ud fra".
Så kender vi Peter Mogensen igen; Han argumenterer selvsikkert ud fra en angivelig viden om den ny regering, som alle andre end Peter Mogensen venter i spænding på. Og han rabler videre: "Løkke blev fravalgt" skriver Peter Mogensen selv om realiteten er at Lars Løkke førte Venstre fra et truende tab til en gevinst, og i medgift fik valgets suverænt største antal personlige stemmer.
Virkeligheden er, at VK tabte som følge af en kombination af den regeringstræthed, der næsten som en lovmæssighed sætter ind efter 10 år, et uheldigt sammenfald med et finanskrise uden sidestykke og en regeringspartner som ikke formåede at holde bare lidt sammen på egne tropper. Men glem alle (bort-)forklaringerne - regeringen tabte, sådan er det.
Virkeligheden er imidlertid også at S-SF led et endnu større nederlag end regeringen. Det faktum sløres lige nu af at Helle Thorning bliver statsminister, men det bliver hun på trods: På trods af nederlaget til både S og SF. På trods af at der intet som helst reelt politisk grundlag er for det. På trods af at enhver optællig af det politiske regnebræt peger på en borgerlig-liberal regering.
Det er ikke umiddelbart til at gennemskue hvad de radikales strategi er, men et er sikkert, at den regering der dannes får et meget kort liv - og i det korte liv må den leve med den tort at skulle gennemføre liberal politik.
