Kan man tage et parti og i løbet af få år ændre det fundamentalt? Ændre dets kultur, dets politik, dets kommunikation og dets organisation? Kan man sælge ud af mærkesager, trumfe sine synspunkter igennem og kortslutte partidemokratiet uden at det får konsekvenser? Nej! sagde SF’s medlemmer i lørdags. Valget af Annette Vilhelmsen med mere end to tredjedele af stemmerne mod ledelsens kandidat var ikke blot et oprør mod SF’ernes højredrejning og SF’s ringe indflydelse på regeringen. Det var også et oprør mod nullernes politiske kultur, mod topstyring, spin, strategisk tænkning og den store grød på midten af dansk politik. Set i det lys kan oprøret i SF måske blive begyndelsen til partiernes – og partidemokratiets – genkomst.
Forholdet mellem et partis top – det vil sige den lille kerne af formanden, og kredsen omkring ham – og græsrødderne har ændret sig grundlæggende over de seneste årtier. Tidligere havde partiapparatet magt, fordi man kunne samle penge ind, rekruttere dygtige kandidater og være med til at udvikle politik. Partiledelsen kunne afprøve nye forslag og programmer over for medlemmerne i partikredsene. Til gengæld krævede kredsformænd og lokale partiledere at blive hørt. Den tid er forbi og antallet af partimedlemmer er raslet ned.
I dag er de penge partierne tidligere kunne samle ind erstattet af statstilskud og bidrag fra interesseorganisationer, rekrutteringen sker i stigende grad centralt fra Christiansborg og den daglige politik har baglandet stort set ingen indflydelse på. Medlemmerne skal klappe, når der er landsmøde, stemme dørklokker og dele foldere ud, når der er valg, og ellers holde sig i ro. Og når Berlingske og andre sender elektroniske rundspørger til baglandet, skal de helst undlade at svare.
trist men forhåbentlig sandt
