Jeg kan ikke respektere mænd, der offentligt majer sig ud i lyserødt tyl og teatersminke og deltager i orgier af ekshibitionisme. Det er ikke frigjort, det er bare dekadent og smertelig vulgært, skriver Kirsten Kessel
Jeg hører til den generation, som har oplevet, hvordan homoseksuelle måtte leve i frygt for at blive afsløret, en tid, hvor samfundet fordømte og diskriminerede seksuelle minoriteter ubarmhjertigt.
På den tid brød jeg fuldstændig med denne officielle holdning, fik adskillige gode homoseksuelle venner, og jeg var en ihærdig fortaler for deres rettigheder. Som årene gik, lysnede situationen mere og mere for de homoseksuelle, og det glædede jeg mig selvfølgelig over.
Når jeg så nu alligevel rynker panden betænkeligt, skyldes det, at homoseksualitet er gået fra at være fordømt til omvendt at blive en trend, et bizart modefænomen og en sag, som de politisk toneangivende nødvendigvis må dyrke, hvis de vil markere sig som ”korrekte”. Og i stil med det øvrige meningstyranni i vort samfund tør almindelige borgere ikke vove at mene andet, end hvad disse toneangivende dikterer.
