Endelig bliver der sat noget der ligner tidspunkt på, hvornår det bliver nødvendigt for Danmark måske at importere arbejdskraft igen.
Kunne vi så ikke lige vente lidt med alle de tiltag, der skal "udvide udbuddet af arbejdskraft"? Det, der blev skrevet så meget om op til folketingsvalget - og igen og igen og igen og igen blev hamret ind i hovederne på os med DREAM og andre "stumpe instrumenter"?
Er det så virkeligt nødvendigt i de kommende år at kaste ledige ud af a-kasserne, og gennem kontanthjælpssystemet med nogle nogle gange nedgørende og midlertidige offentlige "ikke-jobs" eller "pip-fugle-kurser" til følge?
Kunne vi så ikke bruge en to-tre år til uddannelse - på alle niveauer - så flere er bedre kvalificerede om de to-tre år?
Vi har også brug for folk, der vil tage fat med hænderne - ikke udelukkende kandidater og PhD-ere, hvoraf nogle "da i hvert fald ikke vil sidde i Netto". Der kunne en opgradering af en del ledige via VUC være en god investering for samfundet og en opgradering af menneskeligt selvværd for den enkelte.