Her i Danmark har vi (indtil videre) en ligestillingsminister, som ikke går ind for kunstigt at fremme kvinders karriere via kønskvotering, og det må man jo anse om positivt – medmindre man da ønsker fordums diskrimination på baggrund af køn tilbage; denne gang med modsat fortegn.
Vores ligestillingsminister, Inger Støjberg, har dog, politiker-traditionen tro, ikke i sinde at lade folket passe sig selv, og da hun i Politiken blev bedt om at kommentere en analyse fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at kvinders sygefravær er 40-45 procent højere end mænds, udtalte hun blandt andet om danske piger, at: “Jeg så gerne, at de fik karriererådgivning allerede i folkeskolen. Så de bliver bevidste om konsekvenserne af deres valg. En kvindeuddannelse fører sjældent til lederjob.”
Vi har konkluderet, at kvinder oftere melder sig syge end mænd – blandt andet fordi, kvinder formentlig oftere end mænd tager (uofficielle – de officielle er regnet fra) sygedage med børnene, og fordi en del kvinder tilsyneladende melder sig syge i forbindelse med, at de har menstruation. Det vil dybest set sige, at kvinder har et højt sygefravær (i hvert fald blandt andet) fordi vi har vanskeligt ved at få arbejdsmarkedets krav til at hænge sammen med familien og biologien. Og hvad er så vores ligestillingsministers forslag til, hvordan situationen bedres? Det er sørme, at flere kvinder skal have lederjob! Hvilke mellemregninger, der ligger til grund for dette forslag, kan man kun gisne om.
I den før citerede artikel fra Politiken nævner Inger Støjberg fysisk og psykisk arbejdsmiljø som faktorer, der driver kvinder til at melde sig syge, og vi må jo derfor formode, at hun ved, at kvinders arbejdsmiljø i gennem snit er dårligere end mænds, og at et lederjob er lig med et godt arbejdsmiljø. Jeg gad nok at vide, hvor hun ved det fra.
Det faktum, at døgnet kun har 24 timer, og at et lederjob i de fleste tilfælde vil være ensbetydende med højere arbejdstid end de 37.5 timer om ugen, som vi netop har konstateret at kvinder i forvejen kæmper med at få til at hænge sammen med f.eks. de omfattende familieforpligtelser, som de fleste kvinder påtager sig, ignoreres, som det er sædvane blandt elitens kvinder, let og elegant.
Inger Støjberg uddyber i en artikel fra altinget.dk sin udtalelse om karriererådgivning til piger: “Men man er bare selv med til at fravælge muligheden for det (at blive leder, CH) i de flestes tilfælde, hvis man for eksempel vælger at blive pædagog eller gå ind i omsorgsfag eller sundhedssektoren. Der er ikke ret mange af dem, der ender i toppen af erhvervslivet.” Dette leder os hen på et andet problematisk element i ligestillingsministerens ønske om, at danske piger skal tales fra at tage “kvindeuddannelser” – og tillad mig at repetere årsagen: det er sådan så vi kan få lederjobs og holde op med at melde os syge - nemlig at samfundet, og især et velfærdssamfund som det danske, faktisk i høj grad har brug for, at mange uddanner indenfor f.eks. sundhed og undervisning. Hvis danske kvinder ikke længere må tage disse uddannelser for ligestillingsministeren, er vi nødt til at importere udenlandsk arbejdskraft, der kan tage sig af disse funktioner på vegne af os velfærdshungrende danskere. Det bliver nok sin sag at få gennemført en sådan massiv indvandring, sålænge Dansk Folkeparti har et fast greb om regeringens udlændingepolitik, og det er et stjerneeksempel på, at det meget ofte skaber flere problemer, end det løser, når man ad politisk vej forsøger at regulere befolkningens valg og adfærd.
For at vende tilbage til citatet af Inger Støjberg er det desuden absurd – og et typisk udtryk for en elitefeministisk tankegang - at tale om, at der ikke er ret mange af de kvinder, der vælger at gå ind i omsorgsfag, der ender i toppen af erhvervslivet. Der er nu engang ikke ret mange mennesker i det hele taget, der ender i toppen af erhvervslivet, og det er ganske svært at forestille sig et samfund, hvor flertallet af befolkningen har en topstilling. At skabe 5 millioner stillinger som direktør i erhvervslivet, hvorefter vi importeter en udenlandsk underklasse til at tage sig af resten af arbejdet med at få samfundet til at hænge sammen, forekommer mig trods alt at være en fjern mulighed.
Ifølge artiklen fra altinget.dk har Inger Støjberg tænkt sig at spørge virksomhederne, hvad de har brug for, med det formål, at de skal være bedre til at ansætte flere kvindelige ledere. Jeg synes, hun i stedet skulle spørge de danske kvinder, hvad vi har brug for. Tid og frihed nævnes i artiklen fra Politiken som faktorer, der topper danske kvinders ønskelister. Det virker sandsynligt, at frihed for en dels vedkommende vil sige mere frihed fra erhvervsarbejde – noget kunne i hvert fald tyde på det, eftersom mange kvinder netop forsøger at afkorte deres arbejdstid; hvis ikke officielt ved at gå på deltid, så uofficielt ved at melde sig syge. Til det svarer Inger Støjberg, at vi skal gå efter mere tidskrævende jobs. Og det kommer fra en kvinde der endda i samme artikel udtaler, at: “Jeg vil bare noget andet end kvindebevægelsen og store dele af fagbevægelsen og oppositionen. De laver ligestilling for dem, der ligner dem selv. Derfor svigter de. Jeg vil kalde det et fundamentalt svigt ». Det sidste er jeg helt enig med hende i. Gid vores ligestillingsminister dog ville vende sin kritik af kvindebevægelsen og oppositionen imod sig selv.
Vores ligestillingsminister, Inger Støjberg, har dog, politiker-traditionen tro, ikke i sinde at lade folket passe sig selv, og da hun i Politiken blev bedt om at kommentere en analyse fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at kvinders sygefravær er 40-45 procent højere end mænds, udtalte hun blandt andet om danske piger, at: “Jeg så gerne, at de fik karriererådgivning allerede i folkeskolen. Så de bliver bevidste om konsekvenserne af deres valg. En kvindeuddannelse fører sjældent til lederjob.”
Vi har konkluderet, at kvinder oftere melder sig syge end mænd – blandt andet fordi, kvinder formentlig oftere end mænd tager (uofficielle – de officielle er regnet fra) sygedage med børnene, og fordi en del kvinder tilsyneladende melder sig syge i forbindelse med, at de har menstruation. Det vil dybest set sige, at kvinder har et højt sygefravær (i hvert fald blandt andet) fordi vi har vanskeligt ved at få arbejdsmarkedets krav til at hænge sammen med familien og biologien. Og hvad er så vores ligestillingsministers forslag til, hvordan situationen bedres? Det er sørme, at flere kvinder skal have lederjob! Hvilke mellemregninger, der ligger til grund for dette forslag, kan man kun gisne om.
I den før citerede artikel fra Politiken nævner Inger Støjberg fysisk og psykisk arbejdsmiljø som faktorer, der driver kvinder til at melde sig syge, og vi må jo derfor formode, at hun ved, at kvinders arbejdsmiljø i gennem snit er dårligere end mænds, og at et lederjob er lig med et godt arbejdsmiljø. Jeg gad nok at vide, hvor hun ved det fra.
Det faktum, at døgnet kun har 24 timer, og at et lederjob i de fleste tilfælde vil være ensbetydende med højere arbejdstid end de 37.5 timer om ugen, som vi netop har konstateret at kvinder i forvejen kæmper med at få til at hænge sammen med f.eks. de omfattende familieforpligtelser, som de fleste kvinder påtager sig, ignoreres, som det er sædvane blandt elitens kvinder, let og elegant.
Inger Støjberg uddyber i en artikel fra altinget.dk sin udtalelse om karriererådgivning til piger: “Men man er bare selv med til at fravælge muligheden for det (at blive leder, CH) i de flestes tilfælde, hvis man for eksempel vælger at blive pædagog eller gå ind i omsorgsfag eller sundhedssektoren. Der er ikke ret mange af dem, der ender i toppen af erhvervslivet.” Dette leder os hen på et andet problematisk element i ligestillingsministerens ønske om, at danske piger skal tales fra at tage “kvindeuddannelser” – og tillad mig at repetere årsagen: det er sådan så vi kan få lederjobs og holde op med at melde os syge - nemlig at samfundet, og især et velfærdssamfund som det danske, faktisk i høj grad har brug for, at mange uddanner indenfor f.eks. sundhed og undervisning. Hvis danske kvinder ikke længere må tage disse uddannelser for ligestillingsministeren, er vi nødt til at importere udenlandsk arbejdskraft, der kan tage sig af disse funktioner på vegne af os velfærdshungrende danskere. Det bliver nok sin sag at få gennemført en sådan massiv indvandring, sålænge Dansk Folkeparti har et fast greb om regeringens udlændingepolitik, og det er et stjerneeksempel på, at det meget ofte skaber flere problemer, end det løser, når man ad politisk vej forsøger at regulere befolkningens valg og adfærd.
For at vende tilbage til citatet af Inger Støjberg er det desuden absurd – og et typisk udtryk for en elitefeministisk tankegang - at tale om, at der ikke er ret mange af de kvinder, der vælger at gå ind i omsorgsfag, der ender i toppen af erhvervslivet. Der er nu engang ikke ret mange mennesker i det hele taget, der ender i toppen af erhvervslivet, og det er ganske svært at forestille sig et samfund, hvor flertallet af befolkningen har en topstilling. At skabe 5 millioner stillinger som direktør i erhvervslivet, hvorefter vi importeter en udenlandsk underklasse til at tage sig af resten af arbejdet med at få samfundet til at hænge sammen, forekommer mig trods alt at være en fjern mulighed.
Ifølge artiklen fra altinget.dk har Inger Støjberg tænkt sig at spørge virksomhederne, hvad de har brug for, med det formål, at de skal være bedre til at ansætte flere kvindelige ledere. Jeg synes, hun i stedet skulle spørge de danske kvinder, hvad vi har brug for. Tid og frihed nævnes i artiklen fra Politiken som faktorer, der topper danske kvinders ønskelister. Det virker sandsynligt, at frihed for en dels vedkommende vil sige mere frihed fra erhvervsarbejde – noget kunne i hvert fald tyde på det, eftersom mange kvinder netop forsøger at afkorte deres arbejdstid; hvis ikke officielt ved at gå på deltid, så uofficielt ved at melde sig syge. Til det svarer Inger Støjberg, at vi skal gå efter mere tidskrævende jobs. Og det kommer fra en kvinde der endda i samme artikel udtaler, at: “Jeg vil bare noget andet end kvindebevægelsen og store dele af fagbevægelsen og oppositionen. De laver ligestilling for dem, der ligner dem selv. Derfor svigter de. Jeg vil kalde det et fundamentalt svigt ». Det sidste er jeg helt enig med hende i. Gid vores ligestillingsminister dog ville vende sin kritik af kvindebevægelsen og oppositionen imod sig selv.
