Vis mig den journalist, der tror på en sandhed. Jeg har aldrig mødt nogen, men derimod ofte hørt den modsatte påstand fremsat med så stor selvfølgelighed, at det nærmest ikke er nødvendigt at argumentere for det: sandheden findes ikke.
Når man så spørger en journalist om det ikke er muligt at være ensidig, usaglig, partisk, forudindtaget og mere af samme skuffe, så svarer de naturligvis ja.
Hvad de så ikke gennemskuer, er, at ved at angive på hvilken måde og hvordan fx en usaglighed er kommet til udtryk, forudsætter man rent logisk, at usagligheden kan identificeres og fjernes. Det samme med alle de andre dårligdomme. Da dette er en meget lidt udbredt indsigt vil jeg gentage pointen: man kan ikke meningsfuldt angive, hvori en usaglighed består, uden man på samme tid kan angive, hvordan den kan fjernes.
Hvad man heller ikke gennemskuer er det selvmodsigende i at påstanden, at sandheden ikke findes.Man siger jo nemlig, at det er sandt, at der ikke findes nogen sandhed, hvilket nærmest svarer til at banke nogen til at forstå at vold ikke er vejen frem.
Nå ja, vil en hardcore journalist nok svare, men hvad så hvis man er uening om, hvorvidt noget er usagligt? Og det er rigtigt: så risikerer man en rigtig lang diskussion, som en journalist ikke har tid til.
Er det fx usagligt, når jeg iagttager hvordan Henrik Qvortrup forud for LA’s landsmøde på TV2 news kloger i, hvad Anders Samuelsen vil tage op i sin tale. Qvortrup siger, at Samuelsen helt sikkert vil tale om at LA ikke er det ultraliberalistiske parti, de er blevet beskyldt for at være. Det viser sig, at Qvortrup gættede galt. I stedet rummer Samuelsens tale en besked til spindoktorerne om, at de ikke aner hvad de taler om og blot gætter på livet løs. Efter turen på strøget i Horsens oven på lanceringen af Ny Alliance fastslår landets spindoktorere, at de sjældent har set en så veltilrettelagt spinkampagne. Realiteterne er, at det er helt tilfældigt kommet i stand og de begejstrede folk på strøget i Horsens skal i virkeligheden til bilmesse.
Således dobbelt ydmyget beslutter Qvortrup sig for at han satme nok skal finde noget snavs på LA og proportionerne skrider for ham. Han finder så en person ud af 1000, der ytrer noget halvkritisk om LA’s kendtnisser.
Er det en usaglig beskrivelse? Ja, jeg kan rent faktisk ikke vide om Qvortrup drives af et laverestående hævnmotiv blot fordi han to gange er blevet ydmyget. Måske har jeg ret, men jeg kan ikke vide det og derfor er det faktisk usagligt. Det er blot fristende og god tju-bang journalistik at skyde folk motiver i skoene, så det sker i stor stil.
Den værste usaglighed er den, det er vanskeligt at få øje på: hvorfor netop denne udvælgelse i nyhedsstoffet? Hvorfor grave i Samuelsens mødefrekvens i Horsens byråd? Hvorfor kan oppositionen leve fredfyldt uden nogen seriøs kritisk vinkel på deres politik? Find en typisk socialdemokratisk vælger og spørg hende om hun tror, det er millionærerne, der skal betale gildet ved et regeringsskifte? Når hun så svarer ja, så vis for hende hvordan hendes egen økonomi belastes af de øgede skatter og afgifter. Udregn hvor mange millionærer, der skal forlade landet før oppositionens millionærskat koster landet penge.
Vi står i en økonomiske meget farlig situation og vi har en opposition, der ser ud til at ville vinde næste valg, men de står uden nogen troværdig økonomisk plan. Hvordan kan det finde sted uden en byge af kritik? Oppositionen vil skabe vækst ved at hæve skatterne yderligere og øge de offentlige udgifter. Deres påstand er, at konkurrenceevne også kan være et trygt samfund med lav kriminalitet i stedet for blot produktionsomkostninger. Hvorfor undersøger ingen denne påstand nærmere?
God journalistik i dag er en mikrofonholder, det står ude foran en lukket dør. Begejstret rapporterer han om det møde, der er i gang bag døren. Han ved ikke, hvad de taler om, men det giver blot uanede muligheder for at gætte. Er nogen blevet sure på hinanden? Tales der med dunder? Hvem går det ud over? Skal nogen fyres? Nu kommer de ud fra mødet. Nej, siger en talsmand – det var et helt fredsommeligt møde om landets alvorlige økonomiske situation. Men det tror vores mikrofonholder ikke på og efter et par insinuerende spørgsmål runder han af for landets seere med at konkludere at de helt åbenlyst ikke vil indrømme, at der er ugler i mosen.
Den fejl mange begår er at tro, at sandhed kun kan være en upersonlig og kedsommelig opremsning af fakta. Men den personlige kritiske vinkel er ikke første skridt ud i det usaglige. Det vanskelige er blot at være i stand til at fastholde et væsentlighedsperspektiv og samtidig være sober nok at ikke at karikere modstanderne.
I middelalderen havde man tid nok. Derfor krævede man i en diskussion, at man først måtte fremsætte kritik af et synspunkt når man var i stand til at fremsætte det, så det ikke kunne høres at man var kritisk over for det. Så hvis middelalderen var mørk må vor egen tid være kulsort. Og nu har jeg lige selv karikeret journalister…
