Som barn af Sønderjylland, så har jeg et nært kendskab til fænomenet grænsehandel. Det løber vist i blodet på enhver god sønderjyde. Alle vi, der har sejlet med på spritruterne og brugt utallige timer på et bagsæde i en bil på vej mod grænsen, véd, at grænsehandel er en indgroet del af sønderjydernes kultur. Det er mere end bare billige indkøb, det er også en måde at være sammen på.
Grænsehandel er en sindstilstand. Det er som at skulle vælge side. Der er noget oprørsk over det, et udslag af anarki. Man kan blive høj ved tanken om, hvor mange penge man undgår at lægge i den danske afgiftskasse. Man undsiger og modvirker dermed staten, der ikke skal tro den kan diktere og bestemme alt.
Oprøret er sønderjyderne dog ikke alene om længere. Man har i grænselandet godt bemærket stigningen i trafikken, de mange minivans, varebiler og vogne med lad. Da Skat gennemførte én kontrolaktion i sommers, beslaglagde man fra 16 varebiler knap 50.000 dåseøl og 23.000 dåsesodavand. Det blev til bøder og afgifter for næsten en halv million kroner. Jeg hørte om en mand i Vejle, der havde indrettet sin egen lille grænsebutik i kælderen med prislister og det hele. Bemærk, at Skat som altid var ”rystede”.
Vi sønderjyder er ikke rystede. Vi ved godt, at alle regnestykker om hvor mange penge, der forsvinder som sand mellem fingrene på skattevæsenet, er groft undervurderede. Grænsehandlen slår alle rekorder, og der flyttes altså hegnspæle i disse år; det er nemlig ikke som tidligere kun sprut, smøger og slik, men også andre varegrupper, der smides op på rullebåndet. Indkøb omlægges nu helt til Tyskland. Særligt efter de seneste afgiftsstigninger på fedt og sukker og snarligt nye afgifter på øl og sodavand. Tommelfingerreglen er nu, at man for 100 kr. kan komme dobbelt så langt i grænsebutikkerne som i de danske discountbutikker. Det dæmrer vist for mange for tiden.
Grænsehandel er altså ikke længere kun forbeholdt sønderjyderne og smuglerne. Man kører gerne meget langt for at deltage regelmæssigt, selv nordjyder og fynboer. Alle typer er med, tykke som tynde, gamle som unge. Det er meget demokratisk. Det er blevet til en folkesport. Senest har jeg hørt, at selv i det nordsjællandske er man begyndt at husstandsomdele grænsebutikkernes reklamer.
Og fra alle lag kommer de. Jarl Cordua, borgerlig-liberal blogger og radiovært, rendte midt i årets hektiske påske-grænsehandel ind i et medlem af Enhedslistens folketingsgruppe. Ja, når selv en MF’er fra Enhedslisten ikke bakker op om verdensrekorden i moms, skatter og afgifter, så må den sidste bastion da være faldet?! Velfærdsstaten er jo rasende dyr, den delfinansieres jo af moms og afgifter. Tænk, hvis vi alle handlede på den anden side.
Man ville egentlig kickstarte økonomien herhjemme, men den eneste kickstart, der er sket, finder vi på den anden side af grænsen. Da fedtafgiften blev vedtaget, sprang champagnepropperne i Fleggaard-koncernen, og de opjusterede den forventede omsætning med én milliard. Og køerne er blevet længere. Samtidig jager afgifts- og skattetrykket danske producenter og virksomheder ud af landet. Det er blevet for dyrt at producere i Danmark. De vil stadig gerne sælge til det danske marked. Men er det danskere, nu uden arbejde, der skal købe deres varer?
Grænsehandlen går foreløbigt kun én vej. Og med en ny runde afgiftsstigninger i udsigt, så ser fremtiden meget lys ud på den tyske side. Man må spørge sig selv: Ligger Christiansborg da virkelig så langt væk? Vil politikerne da ikke anerkende eksistensen af grænsehandlen? For Thor Möger og andre politikerbørn født i det sjællandske, må grænsehandlen være et fantasifoster, lige så ægte som forestillingen om nisser eller trolde. De kan umuligt have begreb om den. Politikerne skulle overveje at lade den næste studietur gå til Harrislee, Tyskland. Der kan de så ved selvsyn se hvordan folk bare handler rationelt. Måske vil de revurdere danskernes opbakning til det ellers så højt besungne fællesskab. Og, hvem ved, måske endda gøre nogle billige indkøb!
