Den 6. okt 2012 deltog jeg i et såkaldt 'folkemøde', arrangeret af Rønshovedgruppen og afholdt på Rønshoved Højskole.
Det var et indholdsmættet og intenst møde, hvor jeg især fandt foredraget af Anders Thyrring Andersen (ATA) væsentligt.
Herunder har jeg kopieret enkelte uddrag af ATA's foredrag; men jeg foreslår, at man læser hele foredraget.
Foredraget består ikke i særlig høj grad af one-liners, så det anbefales, at man sætter god tid af til at læse det pænt langsomt, så dets indhold får mulighed for at sænke sig.
Arrangørerne gør opmærksom på, at
Fordi genren er foredrag, er der ikke anført præcise kildeanvisninger til mere eller mindre skjulte citater. Hvis der citeres fra foredraget, eller man på anden måde ønsker at gøre brug af definitioner, eksempler med videre, skal det klart fremgå, at teksten stammer fra et foredrag.
Det er så hermed gjort.
Jeg har placeret artiklen under kategorien 'Politik' - i mangel af bedre !!!
Måske der burde oprettes en ny kategori, som så passende kun kaldes (f.eks.) 'Dannelse' under gruppen 'Samfund'.
Nu til enkelte uddrag m.m.:
Hvad er dannelse? Ja, det er i hvert fald viden og sociale færdigheder. Det er en åndelig udviklethed og en kultiveret, velopdragen adfærd. Det er gode manerer, takt, uddannelse, kundskaber, åndfuldhed. Altså på én gang en social norm, der drejer sig om fremtræden over for og interaktion med andre, og en pædagogisk norm, som handler om tilegnelse af viden, færdigheder og holdninger.
Men er dannelse et tilvalg i henseende til optræden og viden, er dannelse samtidig et fravalg, nemlig af det, man ikke nødvendigvis bør vide eller gøre. Med andre ord en evne til at træffe kvalificerede valg og til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Jf. at det ikke nødvendigvis er den, der vinder et spil Trivial Pursuit, som er selskabets mest dannede person.
... Heri ligger så også, at en meget væsentlig del af dannelse er evnen og viljen til at leve sig ind i, forstå og forholde sig til et andet menneskes oplevelsesunivers, således som det tager sig ud fra vedkommendes perspektiv.
Dannelse drejer sig på denne måde ikke mindst om formningen af identiteten og dermed også af empatien i forhold til de andre. Først ved at være et selv og sig selv kan man være noget for de andre.
Dannelse er at forstå sig selv i historisk kontekst, indfældet i tiden og traditionen. Og alene deri det fatale ved modernitetens og størsteparten af moderne pædagogiks anskuelse af historie som noget unyttigt og traditionen som en dødvægt, eftersom det her kun drejer sig om at se fremad og/eller gribe nuet. Hermed fornægtes selve menneskets historicitet, og følgerne har været og er fortfarende fatale.
Lad mig give et konkret eksempel, erfaret i mit eget litteraturhistoriske arbejde. Martin A. Hansens novelle ”Midsommerfesten” (1946) begynder på denne måde: ”’Sommer var det. Hen mod Middag. Paa en asfalteret Hovedvej. Dækkene summede under Cyklen, en ung Mand kom kørende, Georg hed han – maaske.[’]”. Når jeg underviser i eller holder foredrag om denne tekst, spørger jeg altid forsamlingen, om man genkender det citat, som gemmer sig heri. På universitetshold har jeg én gang oplevet, at en studerende vidste det. Til sogneaftener, hvor de fremmødte sandt at sige langt overvejende er ældre end mig selv, véd hver gang en stor del af de tilstedeværende det.
Læs videre i selve foredraget, hvad pointen med dette eksempel er.
Dannelse må forene historisk bevidsthed med lidenskabeligt engagement i nutiden. Dannelse er evnen til at kunne sætte sig i andres sted og til at samtale med andre. Dannelse er med andre ord en udvidet referenceramme, en udviklet sans for såvel sammenhænge som forskelle, og en overskridelse af jeget og nuet. For uden dannelse projicerer man sin egen bevidsthed ud på det andet og nivellerer alt. Modsætningen til dannelse er således egocentrisme, relativisme og nihilisme.
Det er indlysende, at dannelse er udvidelse, af åndelig kapacitet, viden og sociale færdigheder – men det er også vigtigt at erkende, at dannelse samtidig er en begrænsning eller indskrænkning, nemlig af den selviskhed, som er udannet alene derved, at man har vanskeligere ved at fungere i og at anerkende den sociale sammenhæng, man indgår i, og de andre mennesker, man må og skal interagere med.
Dannelse er at blive selvstændig nok til at kunne indgå i det fælles. At blive dannet til inter-subjektivitet uden at sætte sin personlighed over styr, men tværtimod at få denne styrket i interaktionen.
Nu har jeg måske allerede kopieret for mange afsnit - men gå selv ind og læs hele foredraget.
Selv har jeg brug for at genlæse det nogle gange.
Blot lige et enkelt uddrag til sidst:
Men en geninsisteren på dannelse har endnu et problem. Nemlig den naturvidenskabelige erkendelse af, at et absolut objektivitetsbegreb ikke er muligt, idet man altid påvirker det, man beskæftiger sig med. Således erfares i kvantemekanikken, at det apparatur, som er nødvendigt for iagttagelse af visse af et fænomens bestemmelser, samtidig udelukker iagttagelse af andre bestemmelser, der vel at mærke hører med til en udtømmende beskrivelse af fænomenet.
I debatten efter foredraget nævnte forstanderen fra Rønshoved Højskole, Thue Kjærhus, at der er visse videnskabsteoretikere, som argumenterer for, at det paradoksale i kvantemekanikken er udtryk for en videnskabsteoretisk anomali, sådan at (som jeg hørte det) der i virkeligheden (måske) findes en endnu uopklaret / uopdaget underliggende struktur, som - hvis erkendt - vil opløse det paradoksale i kvantemekanikken.
Og at man derfor skal være varsom med at projicere en ikke fuldt ud forstået naturvidenskabelighed over i formulering af et dannelsesbegreb.
Men igen, læs selv hele foredraget.
Og kom evt på Rønshovedgruppens mailing-liste.
