Kære politikere, bliver I mon aldrig trætte af at "stå sammen"?
Så var vi Charlie, Krudttønden, Porte de Vincennes, Paris igen og nu står vi så her (sammen) med Bruxelles. Tidligere stod vi (sammen) med Lufthavnen i Glasgow, Parliament Hill, London i 2005, Madrid i 2004, undgik med nød og næppe at stå sammen efter Verviers og Drottninggatan i Stockholm; vi stod en lille smule - men kun en lille smule, for det var alligevel lidt langt væk - (sammen) med Westgate, Mumbai, Tunesien, Beirut og Tyrkiet. Af princip stod vi en anelse sammen med Hedegaard, Westergaard og Theo Van Gogh, for de var dybest set ikke så sympatiske.
Vi stod (sammen) med lys, fredskæder, sang og sociale medier for Dan, Finn og Lee Rigby...og tusinder andre, hvis navn kun kendes af de pårørende. Vi skiftede profilbilleder på Facebook (sammen) og snakkede om, at jo mere sammen, vi stod, jo stærkere blev vi, og at vores samfundsmodel aldrig kunne tabe, fordi vi stod så meget sammen. Mens vi stod sammen, var der nogen, der mere eller mindre skjult snakkede om krigen i Afghanistan, krigen i Irak, krigen i Syrien, Israel-Palæstina-konflikten, profetens ære og 1000 andre oplevede uretfærdigheder - måske havde de lidt ret i flere af tingene, men pointen er: de stod ikke sammen med os, de stod for sig selv.
Uanset hvor mange (mange!) penge, inklusion, snak og sammenhold, vi sammen kastede efter dem, stod de for sig selv, og det kommer de altid til at gøre. Kære politikere, indtil I erkender dette og handler derefter, kommer vi til at stå sammen mange, mange gange endnu.
