Jeg har stor respekt for politiske partier, der tør skifte politik. Og stå ved det. Og jeg tror, at vælgerne har forståelse for det, selv om ikke alle vil være enige i skiftet. Der vil altid være vælgere og medlemmer, der melder sig ud i utilfredshed, men andre vælgere og medlemmer gradvist vil komme til.
Da Lars Løkke for nylig fumlede rundt i, om Venstre havde ændret holdning eller standpunkt, udstillede han sin egen manglende vilje til at stå ved, at Venstre havde skiftet politik. Resultatet var, at Løkke fremstod utroværdig og blev latterliggjort på de sociale medier. Det kan alle huske lang tid efter, at nogen kan huske, hvad politikskiftet egentlig handlede om.
Det er udtryk for manglende lederskab ikke at turde gå foran og erklære åbent, at man som parti har genovervejet sin holdning til et – i den konkrete sag, bagatelagtigt spørgsmål – og nu indtager en anden holdning end tidligere.
Hvorfor skifte politik?
Politiske partier vil fra tid til anden søge at redefinere deres politiske projekt. I andre tilfælde har verden ændret sig, og et parti vil finde behov for at indtage et nyt standpunkt til en ny situation. Fortidens politiske holdninger, der var afstemt efter en anden politisk situation, passer ikke nødvendigvis med en ny tid og nye problemer.
Det mest markante eksempel på det første er Anders Foghs repositionering af Venstre fra at være et liberalt parti under valget i 1998 til at blive et bredt favnende midterparti i 2001.
Et andet markant eksempel er Ny Alliances transformation og navneforandring fra Ny til Liberal Alliance med en klarere og mere liberal politisk profil.
Et eksempel på det sidste kunne være udviklingen i EU, som de fleste politiske iagttagere nok vil mene har ændret sig markant siden slut 1980erne, hvor det indre marked var omdrejningspunktet for EU. Sådan er det ikke længere. Unionsprojektet er nu målet om omdrejningspunktet, og alle politikker retter sig mod at bevæge EU i retning af en politisk union og tømme nationalstaterne for lovgivningskompetence, funktioner og magt.
Andre eksempler kunne være velfærdsstatens finansieringsproblemer og legitimet eller de stadig mere åbenlyse problemer med en masseind*vandring. Når verden ændrer sig, kræver det en ny politik.
Gradualisme kontra diskretionære politikskift
De fleste politikskift foregår gradvist, som når DF har bevæget sig til venstre i den økonomiske politik efter Thulesen Dahl har overtaget formandsposten. Det foregår ved, at et parti indtager et standpunkt til nye politiske forslag, som adskiller sig fra, hvad de ville have ment et år eller to tidligere. Det kan være svært at pege præcist på, hvornår et parti skiftede kurs, fordi det er umuligt at dokumentere, at partiet ville have ment noget andet på et tidligere tidspunkt, og derfor bliver den slags politikskifter ofte først synlige efter en rum tid, og derfor er det også først for nylig, at det for alvor er gået op for S-toppen, at DF er deres største vælgermæssige konkurrent.
Venstres transformation mellem 1998 og 2001 foregik overvejende gradvist, men den baserede sig også på markante politikskifter, som da Venstre gik fra at ville sænke skatterne til at gå ind for et skattestop. Det involverede også et personopgør mellem Anders Fogh og Peter Brixtofte, som nogen måske husker.
Omvendt var Ny Alliances skifte til Liberal Alliance en revolution mere end en evolution. Nyt navn og radikalt nyt principprogram blev vedtaget fra den ene dag til den anden, og på et tidspunkt traf man endda den drastiske beslutning at smide alle de gamle medlemmer ud og åbne op for nye medlemmer. Det kræver politisk mod – og måske også lidt desperation. Men også derefter har der fundet en gradvis udvikling af LA’s politik sted. I det første år efter skiftet havde LA svært ved at finde sit sande politiske ståsted, men med beslutningen om at satse på fire mærkesager og ”arme og ben inde i bussen” blev den politiske linje langt klarere. Og igen mere liberal.
Socialdemokraterne har også skiftet politiske profil fra før valgets ”fair løsning” til en relativ stor reformvillighed efter valget. Om det er resultatet af en bevidst politisk strategi, skal være usagt. Jeg tvivler, men alle løftebruddene repræsenterer i hvert fald nogle markante diskretionære skift i den politik, partiet hidtil stod for. Socialdemokraternes politikskifte er nok ikke lige et eksempel til efterfølgelse, men det har også virket uplanlagt og uden mål.
Et parti, der i sandhed står med et behov for at genopfinde sig selv, er Det Konservative Folkeparti, men kan vi drage nogen erfaringer fra andre partiers politikskifter, der kunne hjælpe Konservative i denne proces? Der er ikke noget entydigt mønster mht. om gradualisme eller en mere revolutionær forandring er at foretrække, men Konservative står i dag i en situation, der på flere måder minder om Liberal Alliances situation i efteråret 2009, hvor politikken slingrede, der havde været formandsskifte og udmeldinger fra folketingsgruppen, og meningsmålingerne var i bund.
LA greb dengang udfordringen an, som man kunne forestille sig, en erhvervsvirksomhed ville gøre, der skulle markedsføre et nyt produkt, som virksomheden selv tror på. Man fremhæver produktets vigtigste egenskaber, for LA de 4 mærkesager (maks 40% indkomstskat, en mere effektiv offentlig sektor, gang i væksten og mere personlig frihed), og sætter en intensiv reklamekampagne i værk med helsides annoncer om partiets politik i landets største aviser. Det er aldrig gjort før, men det virkede, og LA’s genopståen fra 0 pct. i meningsmålingerne til ni mandater i Folketinget og over 6 pct. i meningsmålingerne er en politisk sensation, som er uden sidestykke i dansk politisk historie. Intet andet parti havde gjort noget lignende før.
Når verden omkring os forandrer sig…
I andre tilfælde – og det er dem, der kræver politisk mod – skal der træffes eksplicit beslutning om at ændre på et standpunkt, som partiet har indtaget i lang tid, men som flere og flere finder i stigende grad er ude af trit med virkeligheden.
Konservatives nylige politikskifte i forhold til euroen er et godt eksempel. Det har tydeligvis ikke været en let proces at opgive – eller udskyde – målet om euromedlemskab, men eurogældskrisen, der nu har varet i fire år, gør, at konsekvenserne af et euromedlemskab ser meget anderledes ud i dag, end før 2008. Det gælder hele EU-politikken, der har ændret sig markant i de seneste godt 20 år, i hvert fald siden Maastrict-traktaten fra 1992. Det er i virkeligheden bemærkelsesværdigt, at det i højere grad er venstrefløjen, der har set det, og som har ændret politik gradvist fra generelt at være EU-modstandere til at være tilhængere i langt højere grad, hvorimod V og K en næsten lige så EU-positive i dag, som de var i 1992. Folketingsgrupperne langt mere end partiernes bagland.
EU-politikken er givetvis et område, hvor vi vil komme til at se nogle diskretionære politikskifter i de kommende år. Det er mit bedste bud, at der vil være flere borgerlige partier, der vil skifte holdning til rets- og forsvarsforbeholdene i takt med, at EU-skepsisen breder sig op gennem partierne.
Det samme vil med stor sikkerhed også gælde i forhold til ind*vandring i takt med, at ghettoiseringen og parallelsamfundene breder sig og skaber flere og flere problemer, og i takt med at mange almindelige danskere får oplevelsen i deres dagligdag af, at de ikke længere er ”herrer i eget hus”. Et eksempel i samme boldgade er FN-konventioner om flygt*ninge og statsløse, der er udformet i en anden tid og med fokus på at løse andre problemer end dem, vi står over for i dag. Flere og flere finder, at mange FN-konventioner er utidsvarende, og at Danmark bør tage forbehold.
Vi ser det også i forhold til velfærdsstatens finansiering og tabet af arbejdspladser herhjemme. Det er en proces, der har stået på i meget lang tid, men som har udviklet sig gradvist, men vi ser også, hvordan partier som S og SF er ved modvilligt at erkende, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, men at det er nødvendigt at gennemføre reformer.
At skifte politik som følge af, at verden omkring os ændrer sig, er noget af det vanskeligste for politiske partier. Ikke alle erkender samtidig behovet for et politikskifte. Mange græsrødder i de politiske partier gør det, før partiledelserne gør, og det skaber utilfredshed, men omvendt er der mange traditionalister i alle partier, der ikke kan se behovet og politikændringer, og som partiledelserne er skræmte for at jage væk. Det kræver en vis portion politisk mod og lederskab at tage de opgør med en politik, der ikke er tidssvarende, men personligt har jeg stor respekt for de politiske ledere, der tør gå foran, selv om de alt for ofte halter bagefter meningsmålingerne (Løkkes skifte i efterlønsreformdebatten er et eksempel).
Både Venstres og Konservatives EU-politik er klare eksempler på, at udviklingen har overhalet politikken. Det kan godt være, at det var liberalt hhv. konservativt at bakke fuldt og helt op om EU i 1986, men i dag er EU-projektet et helt andet og meget langt fra liberal eller konservativ politik. Vi kommer til at se nogle opgør om EU-politikken i de to partier i de kommende år, og det er heller ikke usandsynligt, at et af partierne i Folketinget vil tage skridtet fuldt ud og anbefale en udmeldelse af EU. Hvad der sker med den britiske folkeafstemning i 2017 vil være interessant i den henseende.
At skifte politik i lyset af, at verden omkring os forandrer sig, er fuldt ud respektabelt. Slingrekurs i politikken er dermod ikke, og det er noget helt andet.
Politiske partier, der baserer sig på en klar politisk ideologi vil – selvfølgelig såfremt den politiske ideologi er i overensstemmelse med, hvad borgerne rent faktisk ønser af egen drift – både have lettere ved at tilpasse deres politik til omverdenens omskiftelser og have lettere ved at begrunde, hvorfor et skifte er nødvendigt. Da Venstre skiftede ideologi mellem 1998 og 2001 var det langt sværere at forklare vælgerne, end hvis de blot havde skiftet politik, hvorimod det vil være let for et parti som LA at opgive politikken om at ophæve forsvarsforbeholdet, fordi det ikke er liberalt. Og for Konservative og Venstre at blive mere EU-skeptiske, fordi EU’s undergraven af nationalstaterne og deres suverænitet ikke kan være konservativ politik, og fordi en stigende magtkoncentration i EU ikke kan være liberal politik.
Man skal altid forbeholde sig ret til at blive klogere.
