Jeg er ikke imod, at mennesker får hjælp, og jeg finder ingen fryd ved at sparke til dem, som ligger ned. Derimod stiller jeg et beskedent spørgsmål.
Overalt i samfundet cirkulerer en teori om, at svaghed er socialt betinget. Samtidig findes en omfattende praksis til at afhjælpe denne svaghed.
Er det muligt, at denne ’svaghed for de svage’ er med til at skabe svaghed? Kan det være fristende at genkende sig selv i svaghedens spejl, opgive sit ansvar, og se sig selv som et offer, som det er synd for?
