Af Bent Blüdnikow
Under Gaza-krigen i 2009 var samtlige danske medier fyldt med skrækindjagende reportager og fotografier. Dramatiske historier fortalte offentligheden, at tusindvis var døde under israelske bombardementer, og at israelerne skød vildt og med vilje dræbte civile.
Krigen var sandelig ulykkelig og mange civile døde. En FN-kommission blev nedsat med dommer Richard Goldstone som leder, og den bragte beskyldninger mod Israel for bevidst at skyde efter civile. Israel stod atter til fordømmelse i FN og i medierne.
Men nu har Richard Goldstone fortrudt.
Han indrømmer, at hans rapport ikke var rigtig, og at israelerne ikke gik efter at dræbe civile.
D et er der intet nyt i. Før Gaza var der Libanon-krigen i 2006, hvor de samme anklager blev fremsat, og de samme medier bragte de samme rædselsberetninger. Før Libanon-krigen var der Jenin-sagen i 2002, hvor israelsk militær for at stoppe selvmorderne greb ind i vestbredsbyen Jenin. Der blev råbt om folkemord, og israelerne blev af bl. a. Nobelpristageren og gammelkommunisten José Saramago beskyldt for at begå nazihandlinger.
En FN-undersøgelse dokumenterede derefter, at der ikke havde været tale om massakre, og at det var reelle kampe mellem israelske soldater og militante palæstinensere.
Men FN-undersøgelsen vakte ikke stor opsigt i danske medier. Og før Jenin var der andre lignende sager.
Danske og europæiske medier har i årevis bragt rutinereportager om Israels gerninger, der ensidigt har fået en negativ drejning. Vi kan kalde det Ole Sippel-syndromet efter journalisten, der i årevis dækkede Mellemøsten for DR.
Intet har frydet de arabiske despoter mere end de europæiske mediers dækning af Mellemøsten i disse år. Fokus har været på Israels gerninger, og man har kun ganske perifert dækket undertrykkelsen af den arabiske befolkning af deres egne tyranner. Det interesserede ikke rigtig.
Israel er ikke uskyldsren og skal kritiseres, men mediernes ensidighed er ganske urimelig.
Man spejder forgæves efter selvransagelse hos danske journalister og redaktører. Det er jo forudsætningen for en ændring af dækningen, at der foregår en selvkritik. Men den eksisterer tilsyneladende ikke.
Mediefolk indkaldes nu som eksperter om den arabiske revolution, hvilket jo er paradoksalt, når de i årevis kun har vist perifer interesse for de arabiske landes befolkninger. Og jeg har endnu ikke hørt en eneste af dem udtale nogen selvkritik, der kunne antyde, at dækningen vil blive anderledes, når krisen i Mellemøsten er overstået.
Ole Sippel-syndromet vil komme tilbage med uformindsket styrke. Den manglende interne selvkritik er blot et symptom på pressens krise, hvor journalister interviewer hinanden i et lukket kredsløb. Det er blevet et problem for samfundet.
