Ethvert menneske har lov til at blive klogere, når vi efterfølgende konfronteres med ny viden og fakta. Derfor er det positivt, at Ole Sohn som tidligere formand for DKP vælger at tage afstand fra sin politiske fortid og tilstår sin brøde offentligt. Dette er dog kun sket efter, at bl.a. Berlingske Tidende har bragt stærkt kompromiterende oplysninger om den tidligere danske kommunistboss, som lige til det sidste støttede et af de værste kommunistiske politistater offentligt.
Man kan imidlertid spørge, om Ole Sohn bare er en kynisk politisk opportunist, eller modsat rent faktisk fortryder i sit eget indre, at han ikke stillede kritiske spørgsmål over for den måde, som de kommunistiske lande udøvede deres undertrykkende politik på, over for deres egne borgere. Man skulle jo nærmeste være blind, hvis man ikke kunne se den systematiske undertrykkelse af befolkningerne i den tidligere østblok, eller så kunne man jo alternativt vælge at sætte kikkerten for den blinde øje.
Ole Sohn var på personlig forkant med magteliten i de tidligere kommunistiske lande og vidste udmærket, at DKP var købt og betalt af den tidligere østblok. Set i dette lyst, forekommer DR’s opgør med de røde lejesvende nærmest som en bagatel.
Oppositionen prøver naturligvis af alle kræfter at bagatelisere sagen, da man for alt i verden ønsker at undgå en skadelig personsag, hvilket bl.a. sagerne om Helle Thorning og Lene Espersen vidner om. Ole Sohns sag er godt nok ikke af nyere dato, men den er derimod mange gange alvorligere. Et er, at man har rod i sin mands private skatteforhold eller kommer til at melde afbud til et vigtigt arktisk topmøde, men langt værre er, at Ole Sohn i ord og handling, som formand for DKP offentligt har støttet totalitære regimer.
Der er ikke tale om, at man som ganske ung og naiv, var forblændet af en utopisk idealistisk sag. Ole Sohn tilhørte derimod toppen i DKP, som havde stærke forbindelser til de tidligere kommunistiske østbloklande, der kynisk brugte de danske nyttige idioter i deres magtspil, mod de vestlige demokratier.
Når man som undertegnede på nærmeste hold selv har oplevet, hvordan befolkningerne i de kommunistiske lande blev holdt i et jerngreb, synes Ole Sohns vage afstandstagen til sin politiske fortid ikke som et oprigtigt forsøg, på at gøre op med sin totalitære fortid, der agiterede for indførelsen af proletariatets dikatatur.
Min største politiske frygt, er nu ikke længere at se Ole Sohn som kommende erhvervsminister i en S og SF ledet regering, men at han derimod ikke i sit indre har gjort regnskabet op med sin totalitære politiske fortid. Min frygt går på, at Ole Sohn udekukkende ser politik som et kynisk magtspil. Jeg håber for Ole Sohn’s, men også for Danmarks skyld, at jeg tager grundigt fejl.
