Den kan mere end de fleste. Den kan dag og nat, og den kan bestemt ikke kun onsdag og lørdag. Skat kan hele tiden, og med en regering, der forstår at stimulere den de rigtige steder, fortsætter den ufortrødent som et par batterier i en lyserød kanin. Morsomt kan det lyde, men alvorligt skal det tydes.
Hvor VK-regeringen i næsten et årti har gjort en dyd ud af skattestoppet, har den med „Genopretningspakken” anvist helt nye veje for dens liberale og borgerlige vælgere: Jo mere der betales i skat, jo kraftigere kan vi hævde, at vi har skattestop. Klikker man ind på de respektive hjemmesider for de to regeringspartier, føler man sig pludselig hensat til en dobbeltmoralsk roman af Gustav Wied. På Venstres hjemmeside tælles stadig de dage, timer, minutter og sekunder, der har været skattestop, mens mit eget parti stadig fortæller, at det har været med til at nedsætte skatten.
„Genopretningspakken” siger noget andet. I løbet af de næste tre år vil antallet af danskere, der skal betale topskat, stige fra omkring 565.000 til 850.000. Og det er ikke, som treenigheden Helle, Villy og LO frejdigt hævder, bankdirektører og andre millionærer, men alle, der tjener mere end 35.317 kroner. Altså helt almindelige lønmodtagere som politibetjente, sygeplejersker og gymnasielærere. Deres skatteprocent vil ifølge Ann Lehmann Eriksen, forbrugsøkonom i Nordea, stige fra 38 til 56 øre for hver tjent krone. Regeringen har dermed svært ved at overbevise os om, at det vitterligt kan betale sig at arbejde – og endnu sværere ved at få deltidsansatte til at arbejde noget mere.
Meningen med en lavere skat er netop, at den skal skabe virkelyst, så vi på den måde kan arbejde os ud af krisen. Konsekvensen bliver nu, at endnu færre kan finde den rette motivation for at give den nødvendige skalle. Det vil skabe stagnation frem for vækst, følgelig vil krisen banke på nok engang, og igen vil man så skatteshoppe hos de udmagrede borgere.
Der er ingen tvivl om, at regeringen gerne ville have været dette uføre forundt. I den politiske virkelighed skal der tages flere end egne hensyn, hvis blot noget af ens politik skal gennemføres. Det er dog tankevækkende, at der kommer skattestigninger under en liberal og borgerlig regering. Det gør det så meget sværere for dem at argumentere for skattelettelser den dag, den udgør opposition. Et rødt flertal vil ikke fjerne topskatten. Den kan derfor kun klappe ad regeringen, for på den måde bliver efterlønnen finansieret, så 60+ fortsat kan dyrke sport i ternet tøj og male tvivlsomme akvareller.
Det er tidens udfordring skåret ind til benet. Den konservative udfordring er derfor ikke at blive ved med at trampe rundt i Lene Espersens rejsekalender, men at få fortalt, at vi først og fremmest har brug for en klar konservativ politik.
Der er ingen grund til at fedtspille. Vi må have kortene på bordet, efterlønnen afskaffet og skatten bragt ned på et niveau, så borgerne ikke længere skal føle sig som fjender i deres eget land.
Hvor VK-regeringen i næsten et årti har gjort en dyd ud af skattestoppet, har den med „Genopretningspakken” anvist helt nye veje for dens liberale og borgerlige vælgere: Jo mere der betales i skat, jo kraftigere kan vi hævde, at vi har skattestop. Klikker man ind på de respektive hjemmesider for de to regeringspartier, føler man sig pludselig hensat til en dobbeltmoralsk roman af Gustav Wied. På Venstres hjemmeside tælles stadig de dage, timer, minutter og sekunder, der har været skattestop, mens mit eget parti stadig fortæller, at det har været med til at nedsætte skatten.
„Genopretningspakken” siger noget andet. I løbet af de næste tre år vil antallet af danskere, der skal betale topskat, stige fra omkring 565.000 til 850.000. Og det er ikke, som treenigheden Helle, Villy og LO frejdigt hævder, bankdirektører og andre millionærer, men alle, der tjener mere end 35.317 kroner. Altså helt almindelige lønmodtagere som politibetjente, sygeplejersker og gymnasielærere. Deres skatteprocent vil ifølge Ann Lehmann Eriksen, forbrugsøkonom i Nordea, stige fra 38 til 56 øre for hver tjent krone. Regeringen har dermed svært ved at overbevise os om, at det vitterligt kan betale sig at arbejde – og endnu sværere ved at få deltidsansatte til at arbejde noget mere.
Meningen med en lavere skat er netop, at den skal skabe virkelyst, så vi på den måde kan arbejde os ud af krisen. Konsekvensen bliver nu, at endnu færre kan finde den rette motivation for at give den nødvendige skalle. Det vil skabe stagnation frem for vækst, følgelig vil krisen banke på nok engang, og igen vil man så skatteshoppe hos de udmagrede borgere.
Der er ingen tvivl om, at regeringen gerne ville have været dette uføre forundt. I den politiske virkelighed skal der tages flere end egne hensyn, hvis blot noget af ens politik skal gennemføres. Det er dog tankevækkende, at der kommer skattestigninger under en liberal og borgerlig regering. Det gør det så meget sværere for dem at argumentere for skattelettelser den dag, den udgør opposition. Et rødt flertal vil ikke fjerne topskatten. Den kan derfor kun klappe ad regeringen, for på den måde bliver efterlønnen finansieret, så 60+ fortsat kan dyrke sport i ternet tøj og male tvivlsomme akvareller.
Det er tidens udfordring skåret ind til benet. Den konservative udfordring er derfor ikke at blive ved med at trampe rundt i Lene Espersens rejsekalender, men at få fortalt, at vi først og fremmest har brug for en klar konservativ politik.
Der er ingen grund til at fedtspille. Vi må have kortene på bordet, efterlønnen afskaffet og skatten bragt ned på et niveau, så borgerne ikke længere skal føle sig som fjender i deres eget land.
