Og de røde de flyver igen

Jeg er én af de her lidt underlige personer, der syntes at politik er spændende

Ikke angivet Ikke angivet,

09/11/2009

Jeg er én af de her lidt underlige personer, der syntes at politik er spændende. Det er spændende fordi det er fyldt med udfordringer i forhold til hvordan vi skal forme din og min hverdag. Politik – hvad enten vi vil det eller ej – er helt tæt på os alle.

Uanset om du tager bussen eller kører i bil, så er der politik i hvor meget du skal betale for busbilletten eller hvor meget du skal betale i afgift for at købe benzin. Der er politik i hvor meget moms du har betalt for din leverpostejmad og der er politik i hvor meget du hver måned skal aflevere til fælleskassen. Politik findes overalt – både på godt og ondt.

Det er derfor også med en vis sorg i hjertet, at jeg må erkende, at det ikke kun er vores folkeskoler, børnehaver, ældrecentre m.v. der lider af manglende kvalitet.

Kigger man f.eks. på nogle af de kandidater vi har at vælge mellem i Silkeborg, så kommer man hurtigt frem til den konklusion, at det i vid udstrækning består af personer som – om end det sikkert er af et godt hjerte – ikke har vældigt meget at byde ind med. Nu hører det med til historien at jeg er borgerlig, men det gør ikke situationen mindre skræmmende. På hjemmesiden http://talerstolen.lokus.dk/silkeborg kan man følge debatten og stille spørgsmål til vores kandidater - og dét er spændende læsning… Jeg syntes du skulle prøve at kigge derind. Lad mig komme med et par eksempler:

Robert Thompson fra Socialistisk Folkeparti er mest optaget af at få Kragelund svømmebad tilbage på budgettet. Udover dét syntes han, at det hele er ”Same Old Shit”, for at bruge hans egne ord. Meget inspirerende… Jeg er sikker på, at vi godt kan gøre brug af ham i byrådet.

Svend Jensen – ligeledes fra Socialistisk Folkeparti, er en herre med stor erfaring. Han er blevet 75 og det er flot, at han stadigt er en så aktiv del af samfundet. Stor respekt for det! Måske det slet ikke står så skidt til hos nogle af de ældre? Det der kan undre mig i den forbindelse, er at Hr. Jensen ofte melder ”hus forbi” på diverse spørgsmål, da ”der skal yngre kræfter til”, fordi ”det er sidste gang jeg stiller op” og at han i øvrigt kun beskæftiger sig med det trafikale… Kære Hr. Jensen – Silkeborg er mere end trafik og stiller man op til byrådet bør man vel deltage i mere end blot dét?

Socialdemokraterne har også lidt svært ved at få – og give - klar besked. Skal Drewsensvej forlænges henover Remstrup Å? Søren Kristensen er lodret uenig med hans partifælle Christian Nolsøe Nielsen. Stemmer man på S, får man så en forlængelse eller ej?

Enhedslisten er sur fordi indkøb af militært isenkram går ud over børnene. Jeg skal i den forbindelse forsøge, at få Silkeborg kommune til at købe færre kampfly næste år.

Endeligt er der de to ”spidser” for hhv. Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne, Hans Okholm og Hanne Bæk Olsen. De står skulder ved skulder i kampen mod den fæle højrefløj. De vil gerne hæve skatten fordi Silkeborgs udgifter stiger hurtigere end indtægterne… Der skal ikke megen folkeskoleundervisning til – trods de færre undervisningstimer - for at se, at dét problem i så tilfælde også er der næste år. Skal vi så hæve skatterne igen? Og igen?

Som en lille sidebemærkning kan jeg fortælle, at jeg syntes de to laver en lige så god ”Ingrid og Lillebror” som Helle Thorning og Villy Søvndal.

Så jo – de røde flyver igen, men kun på fodboldbanen. For til byrådet er det da helt i skoven.

Med venlig hilsen

Carsten Suurland
Liberal Alliance, Silkeborg

Kilde: