Jeg afskyer de fleste offentlig ansatte.
Så er det sagt. Næsten hver eneste jeg nogensinde har kommet i kontakt med, som havde en vare eller tjenesteydelse jeg skulle bruge har opført sig som det dumt svin.
Vi må ikke sige det, men vi tænker det jo. Den sure arrogante kælling på kommunen eller hos SKAT. Den pisse arrogante nedladende læge der siger at vi bare må vente på 10nde time. Lærerne og pædagogerne der tager børn som gidsler.
I ved det jo godt, I vil jo gerne sige det, hold op hvor det nogle gange næsten koger over af lede ved disse skrankepaver som har tiltusket sig magt over jer.
Føj for helvede, de fleste offentlig ansatte jeg har mødt i mit liv har været lutter dårlige oplevelser.
Desto ældre jeg bliver, jo mere tror jeg at ondskab udspringer af svaghed.
Eller med andre ord, svaghed er ondskab.
Når et menneske vælger at operere på det frie marked, tør det menneske at sætte sig selv til at blive dømt af sine medmennesker. Det er et normalt modigt menneske der gør det. Responsen fra medmenneskerne får markedsmennesket til at tilpasse sig og være empatisk. Hvad forventes af mig? Hvordan flugter det med mine egne behov.
Ikke sådan med de offentlig ansatte. Her er man så svag, så ynkelig at man ikke tør blive bedømt af markedet. Man tør ikke få markedets dom over sit arbejde og over sin person. Og man vil gå meget, meget langt for at beskytte sit patologisk svage ego. Så langt som til tyranni.
Og den offentlige sektor er mest af alt ren tyranni af små bange mennesker.
Hvad skal jeg stille op, stemme LA, måske. Eller også erkende at livet er kort og der stadig er lande der ikke tækkes ondskaben og svagheden som Danmark gør. Måske være lidt mere modig og sige min ærlige mening om offentlig ansatte næste gang jeg er til middagsselskab. Måske er det på tide at risikere sit omdømme en smule og sige sandheden?
