Østeuropæiske firmaer bryder loven - dr.dk/Nyheder/Indland

Østeuropæiske firmaer undlader i stor stil at lade sig registrere, når de bygger huse, skifter tag og lægger terrasser i Danmark

Ikke angivet Ikke angivet,

29/12/2010

Østeuropæiske firmaer undlader i stor stil at lade sig registrere, når de bygger huse, skifter tag og lægger terrasser i Danmark.

På den måde undgår de kontrol med arbejdsmiljø og løn, skriver avisen.dk

Rammer danske arbejdere
Ni ud af ti østeuropæiske firmaer i Danmark fortæller ikke myndighederne, at de er her, sådan som loven siger, de skal.

Og det har konsekvenser for danske arbejdere, mener Danmarks største fagforening 3F:

- Vores folk går ledige, mens de her østeuropæere tager vores arbejde til den halve timeløn, siger formand Poul Erik Skov Christensen til DR Nyheder.

Større fokus på problemet
Uden et register finder Arbejdstilsynet og fagforeningerne kun frem til få af de udenlandske firmaer for at tjekke løn og arbejdsforhold.

Derfor vil Arbejdstilsynet nu sætte større fokus på området. Samtidig gør en ny lov det muligt at give bøde til private, hvis de ansætter udenlandske håndværkere, der ikke er registreret.

Det vil få flere i registret, mener Lis Gamborg, vicedirektør i Arbejdstilsynet:

- Jeg tør ikke sige, hvor mange vi får fat i. Men jeg er sikker på, at vi får fat i betydelig flere, end vi gør i dag.