”Økonomien sejler – vi forlader den synkende skude” er overskriften på en pjece jeg i dag fik stukket i hånden af en ung fyr.
Overskriften vakte naturligvis straks min interesse; unge mennesker der ligesom jeg er nervøs for Danmarks fremtid, og som også har indset, at det med nuværende kurs kun er et spørgsmål om tid, før vi vil synke. Unge mennesker der bruger sin søndag på at prøve at vække befolkningen op – jeg var henrykt og læste begejstret videre.
Den næste sætning jeg mødte, skabte første forvirring:
”Mens politikerne snakker om ansvarlighed, bliver vores velfærd offer for deres venskab med de rige”.
Jeg stopper op og tygger lidt på formuleringen men jeg vælger at læse videre, da jeg går ud fra at jeg kan skabe mening ud fra helheden, men atter en gang forvirres jeg af det skrevne:
”Det kan ikke være rimeligt at vores velfærd skal betale skattelettelser til de rigeste…”
Jeg overvejer på dette tidspunkt hvad det reelt er for en pjece jeg står med i hånden. ”.. vores velfærd skal betale skattelettelser” – skal dette tolkes som om nogens velfærd betaler andres skattelettelser? Er velfærden nogens, og noget de pr. definition har krav på, og derfor kan de tillade sig at råbe op, hvis andre prøver at tage den fra dem? ”Betale andres skattelettelser”, hvordan søren kan man tale om betaling ved ikke at tage så meget fra folk, som man ellers har gjort? Jeg var ikke længere forvirret, tværtimod stod det krystalklart at jeg stod med en pjece i hånden skrevet af socialister. Men jeg var alligevel forundret over at jeg, på trods af jeg har hørt deres retorik og påstande et hav af gange, kunne blive forarget. Men jeg blev forarget - forarget over at unge mennesker der har været igennem vel et af verdens dyreste uddannelsessystemer ikke formår at iagttage samfundet mere nuanceret.
Jeg lagde således begejstringen bag mig, og betragtede pjecen som et stykke underholdning på linje med satire – man ved det er virkelighed for nogen, men når det udtrykkes karikeret kan man kun le.
”Vi kræver at de rige betaler for deres egen krise” var det næste man som læser skulle forholde sig til. Her kan man konstatere, at solidaritet ikke gennemsyrer socialisternes holdninger. Og derudover må man bare spørge socialisterne, hvad de ville sige, hvis de rige takkede ja til at betale for deres ”egen” krise, mod at de ikke-rige så betalte for deres egen velfærd.
Der var intet nyt i pjecen – retorikken omkring de rige var som altid nedladende samtidig med man ønsker, at de skal betale mere til ”fællesskabet”. Hvor er det dog trættende, at man ikke vil anerkende de, som gør et godt stykke arbejde. Hvor er det patetisk, at man via retoriske kneb forsøger at skabe et os-mod-dem-fællesskab. Og hvor er det dog sørgeligt at flertallet i Danmark deler disse holdninger.
Det eneste spørgsmål jeg sidder tilbage med er, hvornår de forlader den synkende skude?
