Regeringens nye økonomiske plan løser i »nogen« eller »høj« grad Danmarks økonomiske udfordringer frem mod 2020, vurderer et stort flertal af de 123 økonomer fra landets universiteter, som har svaret på en rundspørge fra Berlingske Research.
»Hvis planen bliver overholdt, vil den stort set løse problemerne i forhold til det offentlige budget. Især afskaffelsen af efterlønnen vil give et stort bidrag,« siger tidligere vismand og professor i økonomi Jan Rose Skaksen.
Ifølge rundspørgen mener 15 pct. af økonomerne, at regeringen »i høj grad« løser opgaven, mens 50 pct. mener »i nogen grad«, 25 pct. svarer »i mindre grad«, mens syv pct. mener, at regeringens 2020-plan »slet ikke« løser udfordringerne.