Nyhedsbureau: Dansker blandt bødler i IS-video - Krimi | www.bt.dk

En dansker optræder muligvis på den video, der blev offentliggjort søndag, og som viser den brutale henrettelse af en amerikansk nødhjælpsarbejdere...

_slettet_bruger_14860 Ikke angivet,

17/11/2014

En dansker optræder muligvis på den video, der blev offentliggjort søndag, og som viser den brutale henrettelse af en amerikansk nødhjælpsarbejdere og en gruppe syriske soldater.

Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Yahoo News.

AFP skriver, at der muligvis er en dansker blandt de jihadister fra Islamisk Stat (IS), der på videoen henretter de syriske gidsler. Af øvrige nationaliteter nævner AFP »en franskmand og muligvis en britisk samt en australsk statsborger«.

Franske medier oplyste mandag, at to franske statsborgere med stor sandsynlighed er blandt bødlerne på videoen. Den franske indenrigsminister, Bernard Caseneuve, har ligeledes sagt, at det er meget sandsynligt, at den ene af IS-krigerne er en 22-årig franskmand.

Den 22-årige franskmand, der optræder i videoen, rejste til Syrien i august 2013.

Samtidig stod en britisk mand frem og fortalte, at han er næsten sikker på, at hans søn, en britisk medicinstuderende, er en af bødlerne i videoen. Faren sagde dog efterfølgende, at det ved nærmere eftersyn ikke kunne være hans søn.

Videoen har vakt furore kloden over, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har ifølge Yahoo News kaldt det »barbari«.

Forældrene til den henrettede amerikanske nødhjælpsarbejder meddelte mandag på Twitter, at de var »utroligt stolte« af deres søns humanitære arbejde.

»Han mistede livet som resultat af hans kærlighed til det syriske folk og hans ønske om at afhjælpe deres lidelser,« skrev forældrene ifølge Yahoo News.