Carsten Jensen (CJ) har begået en analyse, som i Politiken præsenteres under overskriften "Vi har leget med afstumpetheden alt for længe" og med fortsættelsen "Befri os for byrden af 10 forbandede år" med en formuleringsmæssig reference til den tyske besættelse, "de forbandede år".
Mange af CJ´s betragtninger er for så vidt relevante nok, men udsat for hans specielle tankegang og politiske sympatier, kommer det til at fremstå som endnu en af hans sædvanlige rablerier. Dette illustreres bedst ved den analogi CJ trækker fra terrorangrebet på Tvillingstårnene til den borgerlige regerings forgangne 10 år: "Det var i murbrokkerne fra de sammenstyrtede tvillingetårne, at den borgerlige regering kom til, og det er i murbrokkerne, den lige siden er forblevet, som om ruiner er dens naturlige element". Come on, Carsten Jensen, med den gang redepisseri du leverer her er der grund til at undre sig over hvorfor du ikke pakker dit jordiske gods og finde et bedre sted at leve - det eneste sted jeg kan komme på er Cuba. Men det gør du naturligvis ikke, for du lever selv højt på det velfærdssamfund som vores politiske system trods alt har frembragt.
CJ skriver at magt korrumperer, og det er ganske vidst. Det er imidlertid ikke et særkende for hverken de sidste 10 år eller for regeringen i den periode. Hvis der er noget parti der i særklasse står for magtmisbrug og pamperi så er det socialdemokratiet og dets bagland af fagforeninger, men de øvrige partier følger i.ø. ganske godt med.
Påstanden om at "kun et mindretal af de skiftende ministre har ikke bevidst gradbøjet loven, løjet for folketinget og på anden måde fiflet" kræver dels en præcisering og dels dokumentation. Igen er det en beskrivelse som passer godt på vores politiske system, men når det indskrænkes til at være et angreb på den afgående regering, så er det bare en stupiditet.
Med ord som "gradbøjning af loven", "løgn" og "fifleri" fremkalder CJ associationer der passer bedre på den (måske) kommende statsminister end på den afgående, men det er ikke det centrale. Det centrale er, at ved at rette kritikken imod en del af det politiske system i stedet for mod det generelle problem, så afsporer CJ en ellers havnlig debat.
Og CJ fortsætter med at rulle sin pesonlige vendetta ud med usympatiske og ude-i-hampen koblinger fra Norske Breivik til Anders Fogh Rasmussen. Han beskriver Lars Løkke Rasmussen som "den permanent forurettede", hvis eftermæle er en "fodnote", og han overser derved at Lars Løkke Rasmussen takker af (om end kun for en stund) med en valgsejr både for partiet Venstre og (i særdeleshed) personligt. Men jeg er naturligvis opmærksom på, at CJ betragter sig som højt hævet over almindelige mennesker/vælgere og dermed over demokratiet.
Det er korrekt når CJ har analyseret sig frem til at S-SF har måttet overtage den siddende regerings tankegang for overhovedet at komme til magten. CJ glemmer dog at tilføje, at denne tankegang er blevet pakket ind i den mest utroværdige og løgnagtige valgkamp vi nogensinde har været vidne til - en valgkamp styret af spindoktorer og medierådgivere mere end af politiske visioner og ambitioner.
CJ´s egentlige mission er en anprisning af Margrethe Vestager og Johanne Schmidst Nielsen som de store frelsere - som fornyerne i dansk politik. Til det er der bare at sige, at CJ jo kan tage Johanne med sig til Cuba, når han flytter til dette socialistiske paradis - og det sker vel, når det går op for ham, at Margrethe Vestager ikke er den store fornyer, men blot er en borgerlig-liberal politiker som i sin uklædelige iver efter at klomme til fadet har valgt at støtte S-SF.
Ligesom realiteterne vil ramme S-SF med fuld fart i løbet af de næste par dage, så vil realiteterne også ramme Carsten Jensen når det går op for ham, at også rød blok er tvunget til at føre en ansvarlig politik nu hvor de ikke kan sidde i oppositionen og råbe omkostningsfrit af regeringen. De kommer til at gennemføre 80% af den økonomiske politik som også VK ville have gennemført hvis de vil bevare det samfund som ud over at være et af verdens mest lige og leveringsdygtig i en af verdens højeste levestandarder også har overskud til at holde liv i typer som Carsten Jensen - og tilmed tillade deres konstante redepisseri.
CJ´s tilløb til at diskutere magtmisbrug og korruption i det politiske system var interessant og relevant, men desværre dræber han en ellers nødvendig diskussion ved at gøre den til et personligt korstog der kører af sporet. CJ´s indlæg er som sædvanligt præget af at det eneste der reelt interesserer CJ er netop CJ.
