[Først bragt som kronik i Weekendavisen d. 13. april 2012 under titlen "Ny teknologi former samfundet, glem Christiansborg". Se også min TEDx-talk med samme tema.]
Frygt for klodens overbefolkning har eksisteret som minimum siden slutningen af 1700-tallet, og videnskabsfolk argumenterede i over 100 år for politisk indgriben i folks ret til at føde børn. I slutningen af 1960'erne toppede hastigheden hvormed verdens befolkning voksede, men det var ikke en handlekraftig politiker, der kunne tage æren. Nej, den langsommere vækst indtraf på samme tid, som p-pillen blev alment tilgængelig.
Havde de, der problematiserede overbefolkning, afsat flere ressourcer til udvikling af p-pillen fremfor at oprette helt så mange organisationer, skrevet så mange akademiske bøger og læserbreve, og lobbyet så meget for politisk indgriben, så var deres bekymringer blevet lettet før.
Historien er fuld af eksempler på, hvordan teknologi har bragt mennesket mere fremgang, frihed, velstand og sikkerhed end noget politisk projekt kunne håbe på. Det var takket være Guthenbergs trykpresse, at renæssancens idéer kunne spredes til hele Europa hurtigere end den katolske kirke kunne stoppe det. Og ingen menneskerettighedsorganisationer eller handelssanktioner har hjulpet ytringsfriheden i undertrykte lande så meget, som internettet har med blogs, Twitter osv.
Det kontraproduktive demokrati
I dag fokuserer langt de fleste samfundsbevidste borgere stadig på de politiske initiativer. Dette fokus bør genovervejes uanset hvilken tilgang til politiske spørgsmål, man har, men det er særligt ærgeligt og paradoksalt, hvis man abonnerer på det borgerligt-liberale idésæt.
I valget af politisk holdning har borgerligt-liberale nemlig anerkendt, at det frie marked virker, fordi mennesker som regel handler i egeninteresse. Men i valg af politisk strategi ignorerer man nøjagtigt det samme: Embedsmænd og politikere i den demokratiske stat har alle incitamenter til at handle imod det borgerligt-liberale værdisæt og i stedet tilgodese de interessegrupper, der råber højest.
Medlemmerne af en lille interessegruppe har stor interesse i at gøre opmærksom på sig selv, fordi offentlige støttekroner gør en stor forskel for hvert agerende individ i gruppen. Når regningen skal betales, fordeles udgifterne imidlertid ud på en langt større gruppe af skatteydere, hvorfor disses modstand vil være svag.
Hvis et lovforslag fx vil omfordele for 30 mio. kroner til 10.000 personer, så har hver enkelt i gruppen en potentiel timeløn på 3.000 kr., hvis de bruger en time på at skrive et læserbrev eller demonstrere for forslaget. De omtrent 3 mio. skatteydere vil dog kun miste 10 kr. i gennemsnit, hvis forslaget gennemføres, og det kan derfor ikke betale sig for et individ i gruppen at bruge en time på at gøre modstand.
Bl.a. på baggrund af dette har bredt respekterede public choice-økonomer erkendt, at det at søge borgerligt-liberale reformer ved at agere indenfor rammerne af demokratisk politik er et umådeligt svært projekt. Det synes da også at have fejlet uden undtagelse, når man kigger på historien. I det omfang borgerlige forbilleder som Thatcher og Reagan fik gjort indhak i det offentlige budget, så er deres eventuelle besparelser mere end rendt over ende siden af nye udgifter.
Teknologi vinder over politik
Heldigvis arbejder selv politik indenfor rammen af noget større, og deri ligger de opløftende muligheder for at skabe positive samfundsændringer, der er væsentlige og vedvarende. Lovgiverne må nemlig nødvendigvis forme deres virke efter det økosystem af kultur, idéer og teknologi, som det nærværende og de omkringliggende samfund besidder.
Af disse tre rammevilkår er teknologi i dag blevet den vigtigste og nemmeste at forme. I modsætning til politiske idéer tages ny teknologi i brug og spredes på baggrund af folks egeninteresse, af iværksættere, investorer og forbrugere, og har derfor en langt større løftestang. Der gik 70 år fra udgivelsen af det kommunistiske manifest til Oktoberrevolutionen, mens det arabiske forår på få måneder spredte sig via elektroniske og sociale medier og førte til opstande og demonstrationer i hele regionen.
Selvaccelererende udvikling
Det er endvidere i den teknologiske udviklings natur, at den er selvaccelererende. Computeren satte fx forskere i stand til at behandle så store datamængder, at vi kunne kortlægge det menneskelige genom. Den ene opfindelse muliggør udviklingen af en række andre.
Således har historikere konstateret, hvordan der går kortere og kortere tid imellem de teknologiske paradigmeskift. I middelalderen kunne en far forvente, at hans søn ville leve sit liv under de samme vilkår som ham selv. På denne tid var teknologi en nærmest ikke-eksisterende faktor i samfundsudviklingen, mens politisk indflydelse betød alt. I 1800-tallet blev de fleste i Vesten introduceret til en eller to store nye opfindelser i løbet af deres liv. Mens vi i dag, på blot et par årtier, har taget computere, mobiltelefoner, kloning, gensplejsning og internettet (som i sig selv har bevirket revolutioner i en række industrier) til os.
Den amerikanske fremtidsforsker Ray Kurzweil har indsamlet lister over historiens vigtige teknologiske begivenheder fra 15 forskellige kilder. I sin bog The Singularity is Near viser han, hvordan samtlige kilder indikerer, at tiden der skiller to skelsættende begivenheder er aftaget eksponentielt lige fra menneskets opståen over etableringen af landbrugssamfundet og til etableringen af internettet.
En ny mulighed for indflydelse
Der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke vil fortsætte, som den har gjort det i mange tusinde år. Vi kan derfor forvente, at ny teknologi kommer til at spille en stadig større rolle i de næste årtier. Nye opfindelser vil komme hurtigere, og iværksættere og virksomheder vil øjne flere muligheder end nogensinde før.
Da politiske reformer ikke besidder de samme selvaccelererende egenskaber vil deres samfundsmæssige betydning skrumpe ind relativt til den teknologiske indflydelse. Dette skift fra politik til teknologi som den mest indflydelsesrige sfære finder sted lige nu. Skiftet betyder også, at individer og organisationer, der ønsker at præge samfundet i en bestemt retning, bør kanalisere en større del af deres ressourcer væk fra politik og over i teknologi, hvis de vil maksimere deres indflydelse.
Der findes således en række teknologiske projekter med fantastisk interessante samfundsperspektiver, som tilbyder en stærk løftearm til de, der ønsker at påvirke samfundsudviklingen.
Teknologier med potentiale
Det kunne være et af flere projekter, som arbejder på at gøre det økonomisk attraktivt for mennesker at bo på havet. Med koloniseringen af et nyt område åbnes op for muligheden for at afprøve nye samfundsstrukturer, som resten af verden kan kopiere, hvis de er succesfulde - på samme måde som koloniseringen af Amerika skabte det moderne demokrati, der siden spredte sig til resten af vesten. På engelsk identificeres disse projekter samlet under begrebet seasteading.
Det kunne også være en ny form for finansielle transaktioner over internettet. Som en slags digitalt guld findes der en begrænset mængde såkaldte Bitcoins, som fluktuerer i værdi ifht. dollars og euro. I modsætning til guld kan Bitcoins dog sendes fra den ene til den anden ende af verden uden gebyrer og på sekundet. Projektet er endnu på et eksperimentelt stadie, men da dets organisation og virke er fuldstændig decentralt har det vist sig særdeles modstandsdygtigt. Da VISA og PayPal fx lukkede for donationer til Wikileaks var det kun med Bitcoin, man kunne støtte organisationen, da ingen kan lukke en Bitcoin-konto. Desuden kan en kontos saldo og ejermand holdes hemmelig, og hvis en økonomi i højere grad benytter Bitcoin i stedet for gængs valuta vil centralbanken ikke længere være i stand til at inflationære pengemængden og føre keynesiansk finanspolitik.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg er personligt investeret i netop de to ovenstående projekter og derfor ikke upartisk. Men der er mange flere interessante ting på vej.
Modningen af mikro- og nanoteknologien, som sker lige nu, har utallige samfundsperspektiver. Fx benyttes 3D-printere allerede af ingeniører og designere til at skabe prototyper i plast på få timer, men når 3D-printerne bliver i stand til at printe i ledende materialer på mikroskala, og de når et prisniveau, der er attraktivt for forbrugere, vil enhver blive i stand til at udskrive fx en fysisk mobiltelefon på sin hjemmeprinter. Karl Marx kunne ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig en bedre demokratisering af produktionsfaciliteterne, og dog vil det være et produkt af det, han stillede sig op imod: Firmaer og iværksættere handlende i egeninteresse med stærke profitmotiver. Ikke politisk dekret.
Teknologi giver større afkast
Som det er med alle fremtidsforudsigelser er der selvfølgelig ingen garantier. Måske tror man ikke på betydningen af de projekter, der tilfældigvis er nævnt her, eller nogen synes måske slet ikke, de er sympatiske. Men de er blot få eksempler på talrige spændende udviklinger, der er på vej, og mit overordnede budskab står endnu, fast bakket op af historiens gang: Mange skelsættende begivenheder i samfundsudviklingen blev katalyseret af teknologi med den førte politik blot værende et produkt heraf.
Og den teknologiske udviklings selvaccelererende natur betyder, at den kun vil fylde endnu mere fra nu af. Politik vil med tiden svinde ind til en niche med stadig mindre samfundsmæssig relevans. Hvis man ønsker at investere sine ressourcer der, hvor de kan gøre den største forskel, skal der derfor herfra lyde en opfordring til at kigge mindre på Christiansborg og Bruxelles og mere på iværksættere og uafhængige forskningsorganisationer.
