Ny postlov: Tredobbelt brevpris for danskere

 Det er dyrere at sende et brev inden for Danmark, end det er at sende det hjem fra den anden side af Jorden

Einer T. Ludvigsen,

18/11/2010

 Det er dyrere at sende et brev inden for Danmark, end det er at sende det hjem fra den anden side af Jorden.


Hvis du vil sende et postkort hjem fra ferien i København, så vil det fra første januar koste otte kroner. Men faktisk er det væsentlig billigere at få postkortet sendt over 8000 kilometer fra fjerne egne som Brunei, Japan eller Bangladesh. Her er prisen for et brev til Danmark henholdsvis cirka to, fem og tre kroner.

"Det er helt klart noget, der skal belyses, for det virker fuldstændigt vanvittigt," siger SFs postordfører Malene Søgaard-Andersen.

Men en ting er post fra fjerne egne. Det er også billigere at sende et brev fra Tyskland til Danmark end sende det indenfor Danmark. Prisen er 70 cent eller 5 kroner og 21 øre for et brev sendt fra Flensburg til Danmark.

"Jeg har hørt historier om firmaer, der vil begynde at tage deres post og sende det fra Tyskland, fordi det vil være billigere," siger Malene Søgaard-Andersen.

Post Danmark forklarer sig med, at prisen på de otte kroner rent faktisk er den reelle pris, det koster at bringe et brev rundt i Danmark.

"Det er fordi de priser, der er i Tyskland, afspejler det omkostningsniveau, der er i det land. Og da løn- og serviceniveauet er højere i Danmark, så er det dyrere i Danmark end i Tyskland," forklarer Søren Ravn Jensen, der chef for erhvervskunder og også ansvarlig for at sætte portoen.

Når et brev bliver sendt fra et europæisk land får Post Danmark 75 procent af den hjemlige porto dækket. Derfor får Post Danmark seks kroner af det tyske postvæsen, hver gang en tysker sender et brev over grænsen til 5 kroner og 21 øre.

Anderledes ser det ud for breve, der kommer fra resten af verden. Her taber Post Danmark nemlig penge på at bringe brevet ud.

"Det er baseret på nogle konventioner, som er indgået mellem forskellige regeringslande, så jeg giver en lidt omvendt ulandshjælp til Bangladesh," siger Søren Ravn Jensen.

I dag førstebehandles postloven i Folketinget. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre har dog allerede forhandlet loven på plads og vil stemme for loven.

Kilde: Nyhedsbureauet Newspaq

(med tilladelse)

Kilde: