Ny borgerlig, konservativ-liberal ugeavis på gaden i dag

“Freedom of the press cannot be limited without being lost

torbenmarkp

30/08/2012

“Freedom of the press cannot be limited without being lost.”

Citatet af Thomas Jefferson anvendes som motto for den nye borgerlig ugeavis Dispatch International, der udkommer med sit første eksemplar i papirformat i dag.

For alle os, der synes, at både Berlingske og Jyllandsposten er for venstreorienterede i deres dækning – og manglende dækning – af, hvad der sker omkring os, vil en ny borgerlig ugeavis være et tiltrængt nyt initiativ på det danske mediemarked.

Dispatch International bliver en borgerlig avis, der vil være økonomisk liberal, EU-kritisk og værdipolitisk konservativ, og den ønsker at gøre op med mainstreampressens ”multikulturalistiske, kulturrelativistiske, "grønne" og anti-jødisk-kristne ideologier.”

Undertegnede vil lejlighedsvis bidrage med økonomiske artikler. I det første nummer har jeg skrevet en artikel om det udeblevne økonomiske opsving. Den kan læses her. En tilhørende figur kan ses her.

Der er tale om et helt igennem privat initiativ, og det forlyder, at den nye avis ikke vil tage imod offentlig mediestøtte.

Initiativtagerne er Lars Hedegaard og Ingrid Carlqvist, der er formænd for det danske hhv. svenske Trykkefrihedsselskab, og tidligere chefredaktør på Information hhv. nyhedschef på Kvällsposten og Punkt SE i Malmö. De skriver som begrundelse for udgivelsen af Dispatch International:

”Det som vi plejer at kalde "mainstream-medierne" er degenereret til et punkt, hvor de klart udgør en trussel mod liv, frihed og stræben efter lykke.

Den fjerde statsmagt skulle holde et uafhængigt, vågent øje med de lovgivende, dømmende og udøvende magter, men er i realiteten blevet en del af den herskende elite. Så forblændet er den fjerde statsmagt, at den ikke længere betragter det som sin pligt at kritisere eller udstille den herskende elites løgne og overgreb, fordi det ville udstille dens egne.

Den ene undersøgelse efter den anden viser, at det store flertal af vestlige journalister lider af gruppetænkning – et sæt af holdninger og antagelser, der dikterer, hvordan de ser på deres arbejde. De forsøger ikke at informere offentligheden om, hvad der sker i den virkelige verden, men vil hellere opdrage og forme borgerne til at overtage journalisternes forudfattede meninger om, hvordan verden burde være.”

Det hører til de absolutte sjældenheder, at der udkommer nye aviser i papirformat i en tid, hvor det er så langt lettere og billigere at udgive netbaserede aviser som Den Korte Avis. Dispatch International vil tilmed udkomme på både dansk, svensk og engelsk og i elektronisk form på tysk. Derfor også den engelske titel.

En del af første nummer af Dispatch International findes på nettet, men ikke hele avisen. Så vidt jeg har forstået vil avisen – bortset fra det første nummer i papirformat – udkomme på elektronisk form i resten af 2012, og fra 2013 skulle den udkomme fast i papirformat.

Der er næppe tvivl om, at Dispatch International vil blive en sensation i Sverige, hvor medierne konsekvent beskriver deres egen alternative multikulti virkelighed, men også herhjemme vil den være et tiltrængt supplement til mainstream mediernes venstredrejede nyhedsdækning. Selv på Berlingske og JP er størstedelen af journalisterne klart venstreorienterede, hvilket afspejler sig i deres vinkling af historier og i udvælgelsen af, hvad de anser for væsentligt, så det bliver forfriskende med en avis, der konsekvent er skrevet af borgerlige journalister og skribenter. Da 180GRADER blev stiftet, var det ambitionen, at det skulle være en borgerlig-liberal netavis, men økonomien var vist ikke til det, og i stedet er det i højere grad blevet til en interessant kommenteret linksamling, men bortset fra lederen er det nu et debat- og linksite snarere end en avis. Den Korte Avis – der er en daglig netavis – er et andet alternativ til mainstream medierne, og det bliver spørgsmålet, hvor tydeligt Dispatch International vil adskille sig fra Den Korte Avis’s redaktionelle linje.

Jeg synes, det bliver spændende at se, hvordan den nye ugevis vil udvikle sig, hvordan den placerer sig journalistisk og politisk, og om der er interesse nok for en sådan ugeavis til, at det kan løbe rundt at udgive den i papirformat uden offentlig støtte.

Kilde: