Nu vil regeringen også bestemme, hvilket tøj taxa-chauffører skal have på

LEDER: Hyrevognserhvervet er udsat for massiv regulering i Danmark

obo

22/03/2011

LEDER: Hyrevognserhvervet er udsat for massiv regulering i Danmark. Kommunale hyrevognsnævn bestemmer, hvem der skal have lov til at drive vognmandsvirksomhed, og hvor mange biler, de må sende på gaden. Priserne er også kommunalt fastsatte.

Dette system er vognmændene glade for, og det viser uden den ringeste tvivl, at systemet sikrer dem større indtjening, end de ville have haft i en situation med næringsfrihed og fri konkurrence. Denne ekstra indtjening betales af forbrugerne. Forbrugerne betaler mere, end hvad de kunne have nøjedes med, hvis politikerne ikke havde hindret konkurrencen i hyrevognserhvervet.

I stedet for at gøre noget ved det med en normalisering og liberalisering af hyrevognserhvervet, har landets trafikminister, Venstres Hans Christian Schmidt, nu besluttet, at kontrollen skal forstærkes yderligere. Han vil også fra sit ministerium "fastsætte krav til beklædning af førere af taxier". Ja, man tror, det er løgn, men den er god nok: Landets taxa-chauffører skal nu beklæde sig efter ordre fra Slotsholmen i København.

Hvordan man som Hans Christian Schmidt kan være medlem af et parti, der kalder sig liberalt, og alligevel få den idé, at taxa-chauffører ikke selv og i samarbejde med de selskaber, de kører for, kan finde ud af, hvilket tøj de skal have på, er et mysterium. Det burde sidde på rygraden af enhver liberal, at dette er no go-område.

En systemtænkende socialdemokrat kunne ikke have gjort det værre.

Kilde: