»Nu må dæmoniseringen af Israel stoppe«

Verdens medier retter en bølge af hyklerisk kritik mod Israel, skriver den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy

Ikke angivet Ikke angivet,

13/06/2010

Verdens medier retter en bølge af hyklerisk kritik mod Israel, skriver den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy.

Den dag israelske soldater bordede skibene med forsyninger til Gaza, sagde jeg under en ophedet diskussion med en af Benjamin Netanyahus ministre i Tel Aviv, at det var en tåbelig måde at angribe ’Mavi Marmara’ og de øvrige skibe i konvojen på ud for Gazas kyst.

Og inspektionen af det syvende skib – der foregik helt uden vold sidste lørdag morgen – har fjernet enhver tvivl om, at Israel kunne have optrådt på andre måder og dermed undgået at gå i den taktiske og PR-mæssige fælde, som provokatørerne fra Free Gaza-bevægelsen havde sat op, og samtidig undgå blodsudgydelser.

Når det er sagt, skal det også understreges, at den bølge af hykleri, illoyalitet og misinformation om affæren, som tilsyneladende blot har ventet på et påskud til at strømme ud i verdens medier, er helt uacceptabel. Men sådan er det, hver gang den jødiske stat snubler og begår fejl.

[...]

Når man siger, at blokaden er indført af Israel alene, kan det kun beskrives som misinformation. De moderate arabiske regimer er selvfølgelig mere end tilfredse med, at andre inddæmmer indflydelsen fra denne bevæbnede enklave, denne fremskudte base og måske en skønne dag: dette militære brohoved for Iran i regionen.

Påstanden om en »total og nådesløs« blokade (lederartikel i det franske dagblad Libération 5. juni) og om, at »menneskeligheden er taget som gidsel« i Gaza (den tidligere franske premierminister Dominique de Villepin i avisen Le Monde samme dag), er også misinformation. Vi skal hele tiden minde hinanden om følgende: Blokaden omfatter kun våben og de materialer, der kan bruges til at fremstille våben. Blokaden forhindrer ikke, at der dagligt ankommer mellem 100 og 120 lastbiler via Israel med fødevarer, medicin og humanitært udstyr af enhver art. Menneskeligheden er ikke ’truet’ i Gaza, og det er løgn at påstå, at folk dør af sult i gaderne i Gaza By.

[...]

KILDE: POLITIKEN



Kilde: